Beundring for to-cifrede vækstrater er ikke nok, og i den debat har kronprinsen ingen  plads.

DET statskapitalistiske diktatur i Kina ønsker tocifrede økonomiske vækstrater. Det er der mange andre nationer, som har gjort før, totalitære såvel som demokratiske. Kaster man et blik tilbage gennem historien ser det ud som om de totalitære har haft sværere ved at bevare den politiske stabilitet end de demokratiske. Se blot hvordan det gik Stalin. Demokratierne synes ganske enkelt bedre egnede til at tilpasse sig de vældige ændringer i folks status, behov og drømme som økonomisk vækst og industrialisering fremkalder.

    Ingen bebrejder de kinesiske lederes deres ønske om at gøre deres land til en stormagt. Men der er nye forhold, vi skal tage hensyn til i Kina. En usædvanlig hård vinter har afsløret alvorlige svagheder i infrastrukturen. Vi lever i en såkaldt globaliseret verden, hvor verdens befolkning i bogstaveligste og meget reel forstand kommer hinanden ved. Den kinesiske regering bygger ene og alene sin legitimitet på en påstand om kompetence og evne til at tilfredsstille folkets grundlæggende behov for arbejde, mad, bolig, etc.. – og det har de sidste uger vist, at de ikke er i stand til.

     I en sådan verden er det til alles fordel, at kineserne bliver kritiseret, hvis deres bestræbelser på at sikre de dobbeltcifrede vækstrater går ud over borgerne.

DER er en række områder, hvor kritikken bør sættes ind. Det kan med stor fordel ske i forbindelse med olympiaden til sommer, hvor interessen maximal, og det sætter diskussionen om Kronprinsens kandidatur til den internationale olympiske komité i perspektiv.

  Her er der plads til at nævne tre temaer for efterkritik: Det ene er de politiske og religiøse mindretals vilkår. Demokratibevægelsen og religionerne i Kina skal på den internationale dagsorden. Det andet er forholdet mellem forurening og vækst. Vilkårene i de kinesiske kulminer bør sættes i fokus. Det tredje er en udenrigs- og sikkerhedspolitik, som tit forekommer principløs.

    Kina har været stort set tavs i holdningen til blodbadet i Kenya. Hvorfor? Kina tier, mens det morderiske regime i Burma beslaglægger store landområder og fordriver tusinder af bønder for at bygge rørledninger som skal føre gassen fra Shwe-feltet i Den Bengalske Bugt – til Kina. Hvorfor? Kritikken må i gang. Demokratierne må tro på deres eget princip om, at det er gennem meningernes brydning at de virkelige fremskridt nås. I den debat har kronprinsen ingen plads.