Omridset af en kinesisk supermagt begynder at tegne sig. Taiwan bliver afgørende for hvor megen ravage udviklingen skaber regionalt og, på længere sigt, globalt.

FOR et lille halvt år siden skød et kinesisk raketbatteri en af landets egne vejrsatellitter i smadder. Satellitten, som var på størrelse med et køleskab, blev ramt af et missil med en nøjagtighed, som fik ikke mindst efterretningsfolkene i Pentagon at spærre øjnene op.

   Intet under. Forsvaret af Taiwan og dermed overvågningen af Taiwan-strædet er baseret på oplysninger fra blandt andet amerikanske spionsatellitter. Det var nyt, at kineserne i givet fald ville kunne skyde dem ned.

LIGE siden har spekulationerne om den kinesiske oprustning vokset i både omfang og intensitet. Det er heller ikke så mærkeligt. Kineserne har i de sidste ti år øget deres forsvarsbudget med gennemsnitligt ti procent om året – den seneste, årlige stigning var på 18 procent.  Moderniseringerne er slået igennem i alle værn, men de fleste penge har dog været brugt på faciliteter og logistik. Kaserner, havne, køretøjer og den slags. Ikke noget, der kunne bringe hverken det ene eller andet i kog i Washington, Tokyo, New Delhi eller Moskva.

    Selv kravet om Taiwans genforening med moderlandet, som Beijing-regeringen har arbejdet for i årevis, har været betragtet som en proces snarere end en trussel. Sandt er da også, at Beijing vil foretrække en genforening uden at der løsnes et skud. Til gengæld er militær intimidering en af komponenterne i Taiwanpolitikken, og det kan i de kommende år føre til nervepirrende konfrontationer. 

I ØJEBLIKKET sker der ´primært noget på raketområdet og i flåden, som kan ændre de strategiske balancer. Trods USA’s og EU’s våbenembargo er det lykkedes kineserne at anskaffet sig nye, mobile, landbaserede raketter, som kan nå mål i det meste af verden. Samtidig er de ved at samle en oceangående flåde, som ud over seks oceangående destroyere kommer til at tælle fem ubåde bevæbnet med ballistiske atomraketter og med en rækkevidde på over 8000 kilometer. Luftvåbnet er i mellemtiden blevet udvidet med blandt andet jagerfly. Våbnene er af eget fabrikat eller solgt til kineserne af russiske, brazilianske og israelske våbenhandlere. 

HERMED skaber Beijing tvivl om sine hensigter og doktriner – på kort sigt hvad angår Taiwan, på længere sigt hvad angår de midler, som landet vil bruge til at forsvare sine voksende økonomiske og politiske interesser i resten af Asien, Afrika og Latinamerika. Indtil videre ser militæreksperterne oprustningen som en ”sikring af periferien” og ikke som en trussel mod den regionale eller globale stabilitet. Men det står efterhånden temmelig klart, at Kina både på det praktiske og det doktrinære militære plan arbejder på at blive Supermagt Nummer To. Ikke på lige fod med USA – men med en god afstand ned til naboerne Rusland, Japan og Indien. Det kan ændre situationen. Magt og indflydelse er ikke noget nationer opgiver frivilligt.