De superdelegerede ved konventerne er ikke altid superforudsigelige.
SÅ er det store favoritspil i gang, og der står stemplet Barack Obama og John McCain over dem alle. Det handler naturligvis om hvem, der skal være supermagten USA’s kommende præsident.
Hvad demokraterne angår, har vi en nervepirrende måned foran os. Der er primærvalg i landets yderområder, i ferieparadiset Hawai ude i Stillehavet, blandt det forunderlige indiansk-fransk-kreolske blandingsfolk i Louisiana i syd, i det kridhvide og meget socialdemokratiske Washington i det alleryderste nordvestlige hjørne og så Wisconsin i det nordlige Midtvesten. Det er her, der er så mange skandinaviske indvandrere, at de lokale beboere hævder, at fuglene synger på svensk.
Der er gode grunde til at tro, at Obama snupper dem. Der gælder for så vidt også de følgende i marts-april i kernestaten Ohio, hvor valgresultater stort set altid svarer til landsresultatet, i det støvede og rasende konservative Texas, i den lettere forfaldne industristat Pennsylvania og så North Carolina i hvis sydlige nabo den sorte senator fra Illinois startede sine sejre.
DER er imidlertid en detalje i de sidste dages begivenheder, der er værd at hæfte sig ved. Hillary Clinton mener, at grunden til, at hun vandt Californien, var at hun slog Obama i en tv-debat lige før afstemningen. Hun udfordrer nu Obama til en serie ugentlige tv-dueller. Det kan kun være, fordi hun rent faktisk tror på sit eget slagord: at erfaring slår fornyelse, og at hun gennem den strategi kan bliver ved med at vinde nogenlunde lige så mange delegerede som rivalen.
Det praktiske resultat af en sådan udvikling vil være, at slagsmålet om nomineringen afgøres af de 796 superdelegerede ved konventet i Colorado i slutningen af august. Blandt dem har 204 allerede tilsagt hende deres støtte, mens Obama kun har opbakning fra 99. Resten kan påvirkes på mange måder, og de er ikke alle lige stuerene. Det spil kan Clinton-dynastiet bedre end mange andre.
Derfor og som amerikanerne siger: it ain’t over until the fat lady sings.