FÅ våben har større symbolværdi end helikopteren. Få våben er i folks bevidsthed knyttet tættere til det amerikanske nederlag i Vietnam. Få billedserier er mere smertelig end den, som skildrer flugten fra lufthavnen og ambassadens tag i Saigon den 28. april i 1975.

     Vi kan kun håbe, at vores flugt fra Basra i Irak ikke kommer til at efterlade tilsvarende minder.   

VOR deltagelse i krigen i Irak er en af de største fejlkalkulationer i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik nogensinde. Den bidrog til at sætte integrationsprocessen i Europa såvel som fredsprocessen i Mellemøsten år tilbage og i stedet for at styrke de livsvigtige bånd mellem Europa og USA har den bidraget til en helt unødvendig polarisering. På det nære, umiddelbart forståelige plan karakteriseres fejlkalkulationens omfang af, at stats- og udenrigsministeren på den mest sølle facon nægter at møde en journalist, som vil stille det enkle spørgsmål: hvorfor løj I, hvorfor vildledte I os?

   Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller har tilsyneladende ikke mere at sige om de afgørende spørgsmål i forbindelse med vor krigsdeltagelse. Argumenterne er sluppet op. Alt, hvad der er tilbage, er tavshed.

I MELLEMTIDEN forlader vi Basra. Regionen, som krigens propagandister har beskrevet som en oase midt i helvedet, stedet hvor det gik meget bedre end i resten af landet. ”Vi forlader en provins, som brænder og bløder.” Citat kaptajn Lasse Nelson, pressetalsmand for de cirka 460 danske soldater, som trækkes ud. Samme vurdering har Forsvarets Efterretningstjeneste. Bortset fra forsvarets nye og forfriskende åbenhjertighed er det ikke helt rigtigt, for vi efterlader fire små Fenec-helikoptere og deres besætning. De er ubevæbnede og skal bruges til observations- og transportopgaver. De bliver først trukket hjem i december og kommer altså til at operere i Irak netop som også de britiske tropper trækker sig og det afsløres om den amerikanske modoffensiv lykkes eller mislykkes. Vi går et blodigt, frygteligt efterår i møde i Irak.

TILBAGETRÆKNING er en militær disciplin, som er mindst lige så vanskelig som angreb. Når det gælder asymmetrisk krigsførelse spiller symbolaktioner en endnu større rolle end i regulær krigsførelse. I april 1975 brændte silhuetten af den ensomme helikopter på ambassadens tag, billederne af andre af de store stålfugle, som blev puffet i havet og sidst, men ikke mindst, billederne af alle de vietnamesere der ikke kom med ud, sig ind på nethinden. Nedværdigelsen af USA var absolut og planlagt.

    Det ved vore modstandere: De maskerede mænd i Basra, dem hvis mødre, fædre, brødre eller søstre måske er gået til i denne krig; dem, som hader os og vores modernitet. Dem, som måske har et stingermissil begravet i baghaven.