I weekenden finder vi ud af, hvordan EU s statschefer vil håndtere en populær

    Afrikansk diktator. Fogh Rasmussens holdning er tilsyneladende klar.

DER er mindst fire forhold, som er værd at hæfte sig ved i forbindelse med Zimbabwes kontroversielle præsident Robert Mugabe: Han er hensynsløs, diskriminerende og magtbegærlig som en klanleder. Hans politiske holdninger har rod i maoismen og er dikteret af fortidens kamp mod kolonimagterne. Han har ruineret sit land, men er næsten lige så populær blandt de afrikanske masser som den legendariske ghanesiske leder og socialist Kwame Nkrumah.

      Som det ser ud i øjeblikket dukker han op ved EU-Afrika topmødet i Lissabon i weekenden. Det har for længst fået den gamle kolonimagt Storbritanniens leder Gordon Brown til at melde afbud, og ingen anden højtstående britisk minister vil erstatte ham. Flere andre EU-lande overvejer at lade sig repræsentere ved deres udenrigsministre i stedet for regeringschefen. En semi-boykot af Mugabe lurer altså.

      Fra Denmark kommer statsminister Anders Fogh Rasmussen. At dømme efter hans udtalelser ser han nærmest frem til begivenheden. Mugabes tilstedeværelse vil give mødet en ”markant dagsorden, hvor vi kan tale om menneskerettigheder og god regeringsførelse,” siger han.

HVIS statsministeren med den udtalelse signalerer, at han på topmødet agter at rette en hård kritik af regeringsførelsen i Zimbabwe, fortjener han vor støtte. Mugabes brud på menneskerettighederne er talrige. Med en inflationsrate på 15.000 procent (rigtigt: 15.000) er bundet faldet ud af landets økonomi. En nyligt vedtagen lov har i de seneste måneder tvunget udenlandske virksomheder til at sælge 51 procent af deres investeringer til lokale – men til spotpris, i enkelte tilfælde helt ned til en fjerdedel af værdien. Et udbredt stikker-net og sikkerhedspoliti lytter og vogter over alt. Britiske og sydafrikanske investorer betegner det seneste udspil som Mugabe-klanens sidste, desperate forsøg på at tilrane sig værdier, uanset hvad konsekvenserne bliver, og før den gamle mand dør.

MANGE hvide landmænd er for længst fordrevet. Resultatet har været katastrofale fald i produktion og produktivitet. Nu går Mugabe og hans folk efter mineindustrien med des rige ressourcer af platin og krom. Men priserne på verdensmarkedet er til gengæld pt. så høje, at de oprindelige udenlandske investorer er villige til at ofre næsten hvad som helst for at blive i Zimbabwe. I kulissen står kineserne.

    Realistisk set er en boykot af mødet derfor ikke vejen frem. Men klar tale er.