Republikanske kandidater prøver alle at låne lidt af den gamle kommunikators stjernestøv.

ONE more for The Gipper.

     Alle amerikanere ved, hvad den bemærkning hentyder til. Den stammer fra en film og var oprindeligt lagt i munden på en ung skuespiller i rollen som en døende fodboldspiller ved navn George Gipp. På sit dødsleje betror han træneren, at hemmelighedens bag holdets sejre var, at spillerne altid var villig til at ”gi’ den én mere for Gipper.”

   Filmen er for længst glemt, men skuespillerens navn var Ronald Reagan. Han blev USA’s 40. præsident. One more for the Gipper blev hans mantra, en slags politisk besværgelse, der hang ved og i dag er en vigtig del af myten om Reagan som præsidenten, der vandt den kolde krig og gav Amerika sin selvtillid tilbage. Intet under, at alle republikanske kandidater prøver at låne lidt at Reagans stjernestøv.

REAGAN var en gudbenådet kommunikator samtidig med at kritik prellede af på ham som vand på en gås. Han var en antikommunistisk romantiker og folkeforfører, et charmerende, afbevæbnende og lidet puritansk menneske, som i sit sinds lønkammer beholdt Vorherre men droppede skylden.

    Det elskede de amerikanske republikanere ham for, og selv om han på nogle afgørende punkter ikke lever op til legenden er og bliver han i dag et republikansk ikon. Faktisk er han så populær, at demokratiske kandidater lejlighedsvis sidestiller ham med deres ikon, John F. Kennedy.

SET gennem konservative briller er det en smule deprimerende. Det er som om de republikanske kandidater prøver at genkalde sig fortiden men flygter fra nutiden. Årsagen er selvfølgelig, at de står med en aktuel præsident, der er hamrende upopulær, og et parti, som ikke kan blive enigt med sig selv om, hvad vej det vil lede Amerika.

   Der er ingen klar republikansk leder, og den store risiko er, at spidskandidaterne kommer til at slås om posten som partiets præsidentkandidat et godt stykke ind i forårsmånederne.