Er Bush’s Irak-politik en fornærmelse mod det amerikanske folks intelligens?

TONEN i den amerikanske Irak-debat er nu så hård, at vi skal 40 år tilbage for at have oplevet noget lignende. Det var dengang generalstabschef William Westmoreland hævdede, at amerikanerne kunne slå nordvietnameserne, bare de blev der længe nok.

 Bush og hans general, David H. Petraeus, er slået ind på en Irakpolitik, der i uhyggelig grad ligner Johnsons, Nixons og Westmorelands. Bush og Petraeus vil ”irakisere” Irakkrigen gennem en gradvis tilbagetrækning af amerikanske soldater.

PROBLEMET er, at ordet ”gradvis” dækker over, at der næste sommer stadig vil befinde sig 130.000 amerikanske soldater i Irak og med udsigt til, at nogle af dem i den næste halve snes år eller mere fortsat vil komme hjem i ligposer. Den amerikanske tilstedeværelse kan altså trække ud i årevis. I ugens løb har general Petraeus og den amerikanske Irak-ambassadør Eyan C. Crocker forsøgt at overbevise to senatsudvalg om klogskaben i denne strategi, men uden held.

KARAKTERISTISK for skarpheden i tonen var en bemærkning fra den republikanske senator Chuck Hagel fra Nebraska. Den kom, da Petraeus sagde, at amerikanerne ville ”vinde tid” ved at blive i Irak.

”Vinde tid? Til hvad?” spurgte Hagel vredt.

Senere gik den republikanske senator John W. Warner Petraeus på klingen med spørgsmålet: ”Vil vor strategi i Irak styrke Amerikas sikkerhed?” ”Det var jeg faktisk ikke,” svarede generalen.

Det var episoder som denne, der fik formanden for Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi, til at meddele præsidenten, at hans strategi i Irak er ”en fornærmelse mod det amerikanske folks intelligens.”

ER det tilfældet? Er ideen om, USA gennem et langt, sejt og i både liv og penge kostbart træk kan skabe et politisk kompromis mellem de stridende parter i Irak, så fejlagtig, at den ikke har en chance for at få det amerikanske folks støtte?

Ja, det er den. Pelosi har nemlig ret i den forstand, at amerikanerne ikke er i besiddelse af den tålmodighed og vedholdenhed, som Bush-Petraeus strategien forudsætter. Bedre bliver det ikke af, at vi om få måneder bevæger os ind i den egentlige præsident-valgkamp. Fristelsen til at smide Irak fra sig vil være overvældende. Sker det, vil ringen til Johnson-Nixon-Westmoreland doktrinen være sluttet.