RUSSISKE journalister af den Putin-tro variant – og dem er der en del af - har kastet sig ud i hele serier af euforiske artikler i anledning af, at to undervandsbåde har placeret et russisk flag på havbunden under nordpolen.

    Í et nøje koreograferet PR-stunt  trængte de to fartøjer ned gennem fire kilometer iskolde vandmasser for under overvågning af besætningen og ikke mindre end to medlemmer af det russiske parlaments underhus at foretage en handling, som ikke bare var bizar, men også mindede os om, at der er ved at ske noget frygtindgydende i Putins Rusland. At en svensk milliardær, hvis største drøm af uforklarlige grunde længe har været at besøge havbunden under Nordpolen, fik lov til at komme med mod betaling, leverede det bizarre aspekt.  

DANMARK, Rusland, Canada, Norge, De Forenede Stater og en række andre lande er ikke enige om rettighederne til havbunden under Nordpolen. Som det er sket mange gange før bør de endelige demarkationslinjer og rettigheder fastlægges ved international domstol og i overensstemmelse med den internationale havret. At piske rundt i små ubåde og plante flag på havbunden gør hverken fra eller til. Det er en form for afpisning af territoriet, som hører fortiden til. I imperiets dage brugte briterne deres kanonbåde til det, i dyreverdenen tordner næsehorn rundt i geografien og afleverer et solidt strint på steder, hvor sådanne advarsler skønnes nødvendige.

SÅDAN ser russerne ikke på det. Selv om det lille dyk ned under iskalotten ikke beviser noget som helst er medierne strømmet over af en patriotisk begejstring. Rusland-kendere taler om russisk selvhævdelse, og bagatelliserer måske aktionen  nordpolen, andre påpeger, at Rusland og russerne på en hel stribe andre områder efterhånden opfører sig som var de medspillere i en opførelse af den rumænske forfatter Ionencus skuespil ”Næsehornet.” Her forvandles indbyggerne i en lille fransk landsby i mellemkrigstiden til en flok grove, afstumpede næsehorn: et symbolsk varsel om den bølge af fascisme og nazisme, der var på vej.

I RUSLAND myrder de journalister. I Rusland tvinger de udenlandske olieselskaber til at sælge gas til det russiske statsolieselskab Gazprom – og kun til Gazprom. I Rusland overvejer de, hvordan Putin kan bevare magten, skønt han ifølge forfatningen skal gå af i 2008. I Rusland mobber de naboerne i de baltiske lande, Ukraine og Georgien. I Rusland pisser de terrotoriet af og opfører de sig som næsehorn. Tager de sig ikke snart sammen og holder op, bliver vi nødt til at sætte vildthegn op.