NATO-allierede er begyndt at tænke det utænkelige: forhandling med Taliban.

DER er på det seneste kommet en hel række små signaler om, at en vigtig diskussion er under udvikling, hvad angår Nato’s engagement i Afghanistan. Den udspringer af en række vestlige landes voksende utålmodighed med manglen på resultater. Den kan ende i, at ambitionsniveauet skæres ned, og at der indledes forhandling med oprørerne.

    Operationen har en række indlysende problemer. Ifølge alliancens egne tal mangler de mindst fire bataljoner - circa 4000 soldater - for at Nato er oppe på den nødvendige styrke. Intet tyder på, at disse forstærkninger vil komme. Tværtimod kan de kommende måneders politiske udvikling lede til yderligere tilbagetrækninger.

    En fjerdedel af alliancens enheder, deriblandt de tyske, italienske og spanske, er underlagt så væsentlige operationelle restriktioner, at det har skabt bitterhed blandt de enheder, der kæmper i de hårde områder i syd - deriblandt de danske og britiske. Den indlysende løsning er at lade den afghanske hær overtage en større del af opgaven, men den tæller indtil videre kun 35.000 mand, og skønt situationen er forbedret, er den stadig plaget af manglende disciplin.

     Politistyrken er talmæssigt tættere på de opstillede mål, men kvaliteten er i bund. De afghanske politifolk er korrupte og dårligt uddannende, og det giver sig blandt andet udslag i en eksplosiv stigning i opiumsproduktionen. Afghanistan forsyner i dag ikke mindre end 93 procent af det illegale, globale opiummarked. Groft sagt har de allierede aldrig været helt enige om deres holdning til spørgsmålet om det er en god eller en dårlig ide at brænde valmuemarkerne. Kaster det bønderne i armene på Taliban? Mange mener, at svaret er ja. Til gengæld ved alle, at indtægterne bruges på våben.

DEN voksende skepsis findes ikke mindst i udtalelser fra britisk hold. Gordon Browns labour-regering er tydeligvis slået ind på en mere forsonlig linje i forhold til oprørsgrupperne. En vigtig udtalelse faldt i september i år, da den britiske hærchef, general Richard Dannatt sagde, at han ikke ønskede at dæmonisere sine modstandere.

    ”Der er en hård kerne af islamiske ekstremister af forskellig etnisk og national oprindelse,” sagde han, ”men det store flertal af vore modstandere kæmper side om side med Taliban af økonomiske og sociale årsager og på grund af stammemæssige tilhørselsforhold. Vi skal passe på med at skære dem alle over en kam, for jeg er sikker på, at vi en dag skal forhandle med en folkevalgt regering, der også tæller disse mennesker.”    

     Vi lader den stå et øjeblik.