Avisen.dk
Nyhedsbreve | Opret profil | Log ind | Kontakt
Brüggers snyd
17. oktober 2006 17:35
 [6251 ]    [1 ]   Anbefal

 

Ifølge en fortræffelig reportage i Nyhedsavisen mener tilrettelæggeren af "Det røde kapel" Mads Brügger, at det er fuldstændigt latterligt at hævde, at hans måde at komme ind i Nordkorea på var forkert og bringer andre i miskredit, måske fare. Det er jeg uenig i.

Sagen viser tværtimod, hvilke risici der er involveret, når en journalist tager løgnen i anvendelse for at komme ind i et land. Brügger har ret i, at reportere snakker myndigheder efter munden for at komme ind; jeg har selv gjort det masser af gange. Men du lyver ikke, og det er en vigtig forskel. Det er nemlig meget dumt, for så kan du ved afrejsen sættes fast på en anklage om, at du er spion for en fremmed magt.Du bruger med andre ord, den hjerne Vorherre har givet dig. Mads Brügger slap ud med sine optagelser og er nu persona non grata i Nordkorea. Tillykke med det.  

 Det er imidlertid ikke min hovedpointe. I dette tilfælde sørgede Brügger inden afrejsen for at få et brev fra DR s generaldirektør Kenneth Plummer, hvori Plummer udtrykte begejstring for samarbejdet mellem DR og styret i Nordkorea. Plummer skrev også, ifølge Nyhedsavisen,  at der var tale om et kulturudvekslingsprogram. Behøver jeg at minde om, at kulturudveksling forudsætter gensidig respekt? Det er, indtil videre, uklart om Plummer vidste, hvad den egentlige hensigt med programmerne var.

Brügger kontaktede også en af vore førende kendere af Nordkorea, Geir Helgesen fra instituttet for asienstudier under Københavns Universitet og overtalte ham til at hjælpe med at forberede turen. Geir Helgesen brugte altså sine kontakter i Nordkorea til at hjælpe Mads Brügger. Helgesen har bygget en formidabel karriere op på at hjælpe os til at forstå, hvad der sker i Nordkorea, og er en utvetydig fortaler for den sydkoreanske sunshine-politik. Den indebærer, at man går i dialog med nordkoreanerne.

Brügger er ærlig nok til at indrømme, at det, han har gjort, kan få konsekvenser for de mennesker, som hjalp ham. Det må siges at være et understatement. Af de klip vi har set i Brüggers talentfulde forsøg på at promovere programmerne fremgår, med hans egne ord, at den nordkoreanske regering er et ganstervælde, der slår folk ihjæl. Han siger også at Nordkorea lyver i stor stil over for os. Nuvel. En ærlig journalist havde brugt sin tid i Nordkorea på at dokumentere disse påstande, ikke på at bilde styret ind at de var i landet for at fremme "kulturudvekslingen". Geir Helgesen har kaldt det totalt uetisk og her skal lyde en opfordring til nordkoreanerne om at tage hans bemærkninger ad notab. Geir Helgesen er blevet snydt. 

Det er svært at forstå Nordkorea. En Mads Brügger skal være tilgivet for ikke at have større viden om nuclear logik og afspænding versus konfrontation som midler i det internationale diplomati. Han fvil underholde og fred være med ham. Men hans fremgangsmåde har gjort det betydeligt sværere for seriøse danske journalister og forskere at komme ind i, for slet ikke at tale om at komme på talefod med, regimet. Løgnen vil blive husket af nordkoreanerne og den dag Geir Helgesen, Plummer eller for den sags skyld, jeg eller en anden dansk reporter står i lufthavnen i Poyanang vil vi med bitterhed mindes  manden, som løj sig til at gøre grin med det, han kalder Mordkorea.

       

 

 .  

Send til
Debat  1
Anbefal
For at kommentere et blogindlæg skal du være logget ind. Har du ikke en bruger kan du oprette en her.
17.10-2006 | 19:48 af Morten Blaabjerg
Tak for den fornuftige analyse, Frank! Eet er at lave satire om alvorlige emner som Nordkorea - hvad jeg mener er helt nødvendigt (jeg har selv lavet satire om Nordkorea - emnet inviterer til det). Men at misbruge folks tillid som medieproducent er, som du udmærket anskueliggør, ikke uproblematisk. Enhver journalistik, reportage eller dokumentarfilm i et vist omfang er baseret på tillid. I det mindste tillid til, at journalisten eller instruktøren bestræber sig til det ypperste på, at skabe et billede eller en historie, der er loyal overfor begivenhederne og virkeligheden.

Satiren er efter min mening en journalistisk genre, der også søger at beskrive virkeligheden sandfærdigt - med andre virkemidler.

I lyset af dette, hvad mener du da om den udbredte idé blandt mange journalister om, at de skal lave "afsløringer"? Kan løgnen ikke være nødvendig, når der er tale om alvorlige sager, som trænger eksponering? Man ser hyppigt journalister, der foregiver at være patienter, sexkunder, pædofile eller som infiltrerer uigennemtrængelige miljøer som rocker- eller nazikredse. De snyder også deres "ofre", ved at lyve om deres sande identiteter. Gør de ikke også livet farligere for andre journalister?

Hvorfor kan satire ikke påberåbe sig denne nødvendighed? Hvad gør satiren til "noget andet" i denne sammenhæng?
 
 SKRIV KOMMENTAR LÆS DEBATREGLERNE
Du skal være logget på for at kommentere.
Kommentarfeltet accepterer ikke lange links.
Forkort links med f.eks tiny.cc, bitly.com, TinyURL.com eller goo.gl