Sætter du 100 kroner på, at Tyskland vinder EM i Østrig og Ungarn, der bliver sparket i gang om 10 dage, kan du sætte omkring 450 kroner ind på kontoen. Eller omtrent halvt så meget, som hvis en af de andre favoritter - Italien, Portugal, Spanien eller Frankrig - ender med trofæet. Og det til trods for at Tyskland i går skuffede gevaldigt ved at spille 2-2 i hjemmekampen mod Hviderusland.
»Man skal hæfte sig ved, at de er et traditionelt turneringshold, der plejer at nå langt. Derudover er der alt andet lige tilpas med kvalitet i truppen, og så foregår det i deres nabolande,« siger country marketing manager hos bookmakeren Expekt Allan Drost.
Men det er ikke tyskerne selv, der er hovedårsagen til, at netop de er bookmakernes darling.
Ikke det bedste hold
Tyskland er nemlig havnet i EM-turneringens svageste pulje med stærke Kroatien, overraskelsen Polen og den skrantende værtsnation Østrig.
»Der er bedre hold end Tyskland i turneringen, men de har fået en vældig god lodtrækning, så det ser ud til, at de kommer langt. De andre favoritter har en langt sværere vej,« lyder vurderingen fra Unibets produktansvarlige, Erik Bäcklund.
Og det er heldigt for tyskerne, for de var alt andet end overbevisende i Kaiserslautern i aftes mod ellers upåagtede Hviderusland, som udlignede i slutminutterne.
Det eneste positive, som landstræner Joachim Löw kan tage med tilbage til tyskernes træningslejr på Mallorca, var indsatsen fra de unge midtbanespillere Piotr Trochowski og Mönchengladbachs 19-årige debutant Marco Marin, der begge viste friske takter.
De ligner ikke længere oplagte kandidater til sorteperpladserne, når truppen i dag skal barberes ned fra 26 til 23 mand.