Hvorfor har DCU/Jesper Worre pludselig midt i Tour de France, hvor Michael Rasmussen kører i gult, meldt ud, at han er sat af det danske cykellandshold? Det spørgsmål har de seneste døgn været på store dele af cykelverdens læber. Og man har undret sig over DCUs tilsyneladende dårligt valgte timing.

At fremsætte meldingen nu har jo den meget uheldige signalværdi, at den – uanset hensigt eller ej - mistænkeliggør Michael, ligesom løbets troværdighed bringes i miskredit for Gud ved hvilken gang. Herunder må man antage, at meldingens afsendere, DCU/Worre, ikke kan have været i tvivl om, at de med deres offentliggørelse ville lægge et stort pres på Michael, der kunne få indflydelse på hans præstation og dermed hans kamp for den gule trøje.  
 
Imidlertid er forklaringen, ifølge DCU/Worre, ganske enkelt den, at man ikke har ønsket at offentliggøre fyringen af Michael, før man havde fået godkendt offentliggørelsen af samme  fra det internationale cykelforbund, UCI. Således sendte DCU lige efter beslutningen om Michaels udelukkelse, d. 21. juni, en mail til UCI, som dog endnu ikke er blevet besvaret.  Men efter at Michael forleden til DR havde udtalt, at han kun havde 1 – såkaldt – ”whereabout” advarsel, blev DCU kontaktet af mediestationen, som ønskede Michaels oplysning verificeret. DCU besluttede sig dermed for at offentliggøre, at Michael ikke længere var landsholdsrytter, hvilket begrundedes med at han havde 4 advarsler og ikke kun 1. DCU oplyste allerede d. 26. juni Michael om hans fyring.

Altså DCU blev opsøgt af medierne (DR, mfl.) og gjorde ikke andet end at besvare disses spørgsmål.  DCU har altså ikke udført proaktiv virksomhed. Kritikken fra cykelverden og medier kan derfor tilbagevises. Det meget moralske DCU har nemlig et meget moralsk alibi. Eller har det?

Da Michael fortalte, at han kun havde 1 advarsel, så var dette helt i overensstemmelse med den opfattelse, som hans holdledelse i Rabobank giver udtryk for. Holdets pressechef, Jacob Bergsma, siger:

”Der er ikke flere advarsler, der er kun én, og den fik vi besked om 29. juni i en officiel henvendelse fra UCI. Havde der været flere advarsler, så havde holdet fået besked. For uanset om advarslen kommer fra UCI eller en national antidopingenhed orienteres UCI, og så orienterer UCI holdet, og det er kun sket i et tilfælde” (Herningfolkeblad.dk)

Iflg. Bergsma er info-proceduren den, at orientering om advarsler sker igennem UCI uanset om advarslen kommer fra UCI eller et nationalt forbund.  DCU sendte som nævnt en mail til UCI om advarslerne til Michael, men har endnu ikke fået svar.  Ligeledes har Rabobank, ifølge Bergsma, heller ikke hørt fra UCI vedr. advarslerne, hvilket skulle være proceduren. Da Rabobank således ikke er blevet informeret, så kan cykelholdet med god ret afvise kendskabet til DCUs advarsler. Men hvordan kan der så foreligge divergens mellem Rabobank/Michael og DCU om, hvorvidt Michael har fået 1 eller 2 advarsler fra ICU?  Bergsma siger:

”Der findes to kategorier af advarsler, den ene, som registreres af UCI, og den anden, som først foreligger i skriftlig form og derefter mister sin gyldighed, når sagen er blevet nærmere oplyst. Den, Michael fik i foråret 2006, hører til blandt sidstnævnte, mens den fra 29. juni er gældende”. (Politiken.dk)

Michael har således i den virkelighed, som er UCIs, DCUs og Rabobanks bureaukratiske og procedurale sammenhæng, rigtignok kun 1 gældende ”whereabout” advarsel. Det er således denne virkelighed Michael – noget provokerende – har udtalt sig med udgangspunkt i, når han har sagt, han kun har 1 advarsel.  Og det er ligeledes denne virkelighed Rabobank forholder sig til, når DCUs advarsler afvises, skønt man ikke kan være i tvivl om, at holdet, via Michael, kender til de advarsler, han har fået af DCU.

Men hele denne sammenhæng viser os, at DCU/Worre har optrådt særdeles uprofessionelt ved i den grad at lade sig provokere af en såret Michael – hævdende at han kun havde 1 advarsel - at man har valgt at ignorere den kvalitetsstandard, man har lagt for sit eget virke - i dette tilfælde tilbagemeldingen fra UCI.  Ligeledes har DCU optrådt dybt umoralsk ved at gå ud med offentliggørelsen midt i Tour de France fremfor før - eller efter for den sags skyld. Herunder ved – som konsekvens af offentliggørelsen - at sætte 100 % fokus på Michaels troværdighed som fair/”clean” atlet på det allermest sårbare tidspunkt, nemlig mens han er i den gule trøje.

Det er mere end bare kritisabelt, at et forbund, der har sin eksistensberettigelse i dets evne til at promovere og arbejde for dansk cykelsport og dens enkelte udøvers udvikling og konkurrencedygtighed, i tilfældet Michael Rasmussen har forsøgt det stik modsatte.

Hos DCU synes der at være tale om de små sko, vi kun kender alt for godt her i Janteland.  

Fra denne blog imidlertid et kæmpe cadeau til Michael, der viser verden de danske farver med ægte spirit, stor professionalisme og eksemplarisk fighterånd.    

Forhammeren!