8. maj, Swaida. ”When you come back to Denmark, make sure to tell everybody, that Syria is a peace loving country”. Vi har lige kæmpet os op af bakken til vores sidste stop på dagens 53 km. lange tur, og jeg taler med en nydelig herre i jakkesæt og et fint engelsk. Syrerne, som jeg har talt med, vil have, at vi fortæller den gode historie om Syrien. De føler, at de vestlige medier forvrænger billedet af dem.
Overalt hvor vi har været i Syrien, er vi blevet mødt med en fantastisk gæstfrihed. Stærk arabisk kaffe og karameller bliver kastet efter os på hvert pit stop på ruten. Appelsiner, dadler og venlige, ægte smil. Og de vil gerne snakke og fortælle om deres familie, og hvad de arbejder med. Mange af dem har familie i Europa og fortæller om det. Landskabet er særegent. Sådan tørt, men frugtbart, hvor oliventræer og vinstokke trives. Og det er så fedt at trampe sig op ad en bakke i heden, for på toppen får man belønningen; et landskab som strækker sig i flade og bakkede stykker, og som har et støvet skær over sig.
”What do you think of the latest news from Denmark?” spørger manden mig venligt efter jeg har fortalt, hvor jeg er fra. Latest news? Ja, det er vel sådan man bliver nødt til at omtale muhammedtegningerne her. Men det undrer mig. Nu har jeg været her i 4 dage og hver gang jeg forsøger at tale politik med nogen, klapper de i som en østers. ”I don’t like politics. I love my president” plejer svaret at være. Selv en meget begavet pige, en jurist som har arbejdet i FN, New York i 2 år, klapper i, når talen falder på politik.
Den meget syriskfødte, smukke, veluddannede præsidentfrue, som har boet i England i 25 år af sit 32 årige liv virkede så sympatisk og reflekteret, da vi mødte hende. Hvordan kan hun på den måde berøve sin befolkning for retten til at ytre sig? Er det for at bevare freden? Er det militæret, som har den reelle magt? Hvordan kan hun leve med en mand, der efter sovjetisk forbillede hænger tusindvis af plakater op af sig selv? Er det for at minde befolkningen om, at han er den allestedsnærværende Big Brother, som kommer efter den uheldige syrer, som taler over sig?
Derfor undrer det mig, at tegningerne bliver bragt så direkte og alligevel indirekte på banen. Jeg prøver at forklare ham, at vi kan tale frit i Danmark, men jeg ser ham også i øjnene og siger med hånden på brystet ”I am deeply sorry for hurting your feelings”.
Christina K