Prolog. Fire fantastiske, medrivende, opløftende og nedtrykkende dage blev det til i Palæstina. Turens endepunkt. For mange grunden til at tage af sted. Vores mulighed for med egne øjne at høre palæstinensernes historier og opleve deres levevilkår.

For at komme til Vestbredden cykler vi gennem 3-4 km. ørken fra den jordanske til den israelske grænse ved Jericho, hvorefter vi igen skal cykle 5 km fra israelgrænsen til den palæstinensiske indgang til Jericho. Af sikkerhedsmæssige årsager lader vi vores bagage stå i en container på Jordansiden af grænsen og tager det med, som kan være i rygsækken og i den lille cykelstyrstaske.

Ved grænsen bliver alle passene grundigt undersøgt af unge, israelske soldater, og der bliver spurgt ind til mistænkelig rejseaktivitet. Lina Arafat er Yasser Arafats adoptivdatter, og har deltaget i cykelturen helt fra Beirut. Hun blev fundet i flygtningelejren Sabra og Chatila som spæd efter massakren i 1982 og blev som en af mange forældreløse, palæstinensiske børn adopteret af Yasser Arafat. Lina bliver tilbageholdt af det israelske politi sammen med en anden pige og den tyrkiske delegation har problemer med deres visa.

Efter et par timer er passene dog krydstjekket, og vi kan komme af sted. Termometeret har i mellemtiden sneget sig over de 40 grader, og vi forsøger at gennemføre turen fra den israelske grænse til den palæstinensiske indgang til Jericho uden ophold, som det israelske politi har påbudt os. De 5 km er ’no mans land’ og illustrerer som sådan meget godt den mentale og følelsesmæssige afstand mellem de to folkefærd.

De tre dage i Palæstina giver os et indblik i palæstinensernes dagligdag med faste og flyvende checkpoints med timelang, uforklarlig ventetid; vi møder familier, som har fået taget deres land fra sig uden erstatning, familiemedlemmer skilt med en mur og et ukuelig vilje og gæstfrihed.

Noget af det der gjorde et meget stærkt indtryk var de mange illegale israelske bosættelser, hvor der hver gang bliver konfiskeret paæstinensisk jord uden nogen form for kompensation. Tæt ved Jerusalem så vi en bosættelse der strakte sig over 7 bakketoppe. Det er taktikken, som israelerne anvender. Først besætter de en bakketop, stille nogle campingvogne op og begynder at bygge. Så slår det israelske militær/politi ring om dem for at beskytte dem mod palæstinenserne (selv om det er deres jord, der bygges på), og der anlægges veje op til bosættelselsen, som palæstinenserne ikke må køre på. Derefter besættes den næste bakketop, og man begynder at bygge mellem de to bakketoppe, således at der på denne måde indrages endnu mere land. Nogle af bosættelserne er store som byer. Der findes universiteter, skoler, hospitaler m.v. Der er brug for meget vand til bosættelserne, hvor beboerne ofte har swimmingpools m.v. Vandet skaffes ved at foretage dybe boringer, der resulterer i, at palæstinensernes brønde, som ikke er så dybe, falder sammen. I en af flygtningelejrene fik vi at vide, at palæstinenserne nu må købe fersk vand af israelerne, da de ikke har lov til selv at grave nye brønde.

Den stærkeste oplevelse i Palæstina var for mange, da vi i små grupper blev inviteret inden for i hjemmene hos palæstinensiske familier. Nogle kvinder fra den danske gruppe besøgte en familie, som sammenfattede de vilkår en palæstinensisk familie lever under.

Familien bor i Rommaneh, som ligger på 1967-grænsen og var den første landsby, hvor muren blev opført (i Rommaneh består muren af pigtråd i 3 niveauer) og palæstinensernes jord blev konfiskeret.

Konsekvenserne for denne familie har været at de mistede 30 tønder land, hvorpå bl.a. vores værts bedstefars hus lå uden nogen form for kompensation. Familien kan ikke længere besøge deres datter/søster, som tilfældigvis boede på det område, som nu at afskåret af muren (de kan næsten se søsterens hus fra deres tag). Familien har mistet en søn i kamp mod israelerne.

Familien fortalte, at en af børnene på 9 år en dag havde kastet sten på en israelsk tank. Det resulterede i, at tankbilen kom kørende op til huset hen over oliventræer og parkerede 3 meter fra huset. Faderen blev afhørt og taget med til militærbasen til yderligere afhøring og gennemtævning. De beholdt ham i 3 uger.

Alligevel var familien ukuelig. Da vi spurgte, hvorfor de ikke var flygtet som så mange andre i 1967, svarede en af sønnerne, at faderen havde besluttet, at de ikke skulle lade sig kue, men blive på deres jord og kæmpe videre. Det var livsbekræftende at se stoltheden i familien over det, de frembragte, opleve deres nysgerrighed over for os, og for en kort stund dele deres glade og varme selskab.

60-året for staten Israels dannelse er det, der gennemsyrer vores ophold på Vestbredden. Israelerne har hængt deres flag op på de veje, de har kunne komme til det. De fejrer, mens palæstinenserne sørger. 1948 står der på ryggen af de sorte t-shirts, der bliver delt ud til os, men som vi også ser folk i gadebilledet bære. Der er også planlagt demonstrationer, mens der bliver fejret på den anden side af muren.

»Vi er ikke imod israelerne, vi er heller ikke for dem. Vi ønsker bare, at de forsvinder fra vores land. Et land vi har ret og krav til,« siger guvernøren af Jericho, Areef Alja’bry, da vi møder den 59-årige politiker i Jericho.

Amal Jadou er den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas’ udenrigspolitiske rådgiver: »Efter 60 års besættelse er det blevet tid til at leve videre og nyde livet,« siger den unge kvinde, da vi møder hende ved Yasser Arafats grav mausoleum.

Politiker såvel som almindelig borger – ung som gammel. De palæstinensere vi møder, er stålsatte efter at få deres land og rettigheder igen.

To meget fantastiske uger er gået med oplevelser, vi aldrig glemmer. Vores nysgerrighed for disse lande er vakt, og vi vil nu bruge de næste uger på at fordøje alle oplevelserne og indtrykkene.