Det startede allerede i flyveren til Damaskus. Vi sad dermed vores flotte sorte T-shirts og badges påtrykt ordet dialog på arabisk,engelsk og hebraisk grafisk smukt udformede i hvide tegn. Skarpt og enkelt påsamme måde som budskabet dialog netop er skarpt og enkelt  - men også politisk provokerende. Dethavde vi ikke overvejet. Men det kom vi til. En venlig syrer gjorde osopmærksom på, at det ville såre syrerne, hvis vi gik med den T-shirt i Syrien Det var de hebraiske tegn, derville vække anstød.

Skal man tage hensyn til en udmelding fra en tilfældigflypassager? Vi diskuterede det længe. Vi kom jo som gæster og skulle da ikkesåre nogen, og da slet ikke løfte moraliserende pegefingre. Andre holdt fast. Hvis vi ikke kunne komme meddet enkle budskab, som skulle kunne læses af alle berørte parter, så var derikke nogen bid i vores deltagelse i cykelløbet for fred. Det eneste alternativder er til at slå hinanden ihjel er dialogen.

Vi er en gruppe kvinder, der har taget af sted sammen til etcykelløb for fred og forståelse. Et grundlag, der er så overordnet, at det næstenbliver indholdstomt. Og så alligevel slet ikke. For det vi gør, under disseoverordnede paroler er jo at snakke og lytte til hinanden og det er det, der erdet enestående ved dette kæmpe kvindecykelløb i mellemøsten.  Vi snakker med hinanden før, under ogefter de enkelte cykelstrækninger og vi vinker og udveksler smil med demennesker, der står langs cykelruten og med de mennesker, der byder os velkomnei landsbyer og flygtningelejre. Det er fantastisk.

Vi har nu cyklet 2 dage. Vi har  ikke lagt en fælles strategi eller en fælles beslutning omat tage T-shirtene eller badgene på - det må afhænge af den enkeltes indre stemme - men vi er enige om, atdet er ok, at nogen tager den på, og vi er enige om T-shirtens budskab. 

Og hvilke reaktioner har vi så fået? Blandt voresmedcyklister er det de palæstinensiske kvinder - den største gruppe overhovedetmed 24 deltagere - der reagerer mest på T-shirten. De kan heller ikke lide dehebraiske bogstaver. Jeg sad alene på et sæde i bussen og bag ved mig blev deøvrige sæder fyldt op med palæstinensiske kvinder, og til allersidst satte dersig også en ved siden af mig – lidt nødtvunget det var let at se – men lystentil at snakke var til stede, og hurtigt kom vi ind på T-shirten. Ja, det var dagodt nok med dialogen - det havde palæstinenserne selv ønsket i snart 60 år.Men det var jo israelerne der ikke ville – og derfor kunne hun ikke lideT-shirten. Derefter gik snakken videre om hende liv  i Ramallah, om hendes arbejde i en computerbutik, om hvordande havde organiseret den store gruppe, og hvordan de havde mødtes hver uge optil cykelløbet og om  hendes frygtfor at høre dårligt nyt om venner og familie i Gaza.  

Karen M.