3. maj. Det er morgen i Beirut og 250 kvinder hentes i busser fra fire forskellige hoteller rundt omkring i byen. Jeg er imponeret over vores libanesiske koordinatorer, som det lykkes at få alle kvinder ind og ud af busser, sørge for vand og mad, og ikke mindst at justere 250 cykler efter personlige behov.

I dag skal vi til Shabra og Chantilla, som er en palestinensisk flygtningelejr i Beirut, nok mest kendt for en frygtlig massakre af palestinensiske flygtninge under den libanesiske borgerkrig i 1982. De blev anført af den israelske hærchef Ariel Sharon, som senere blev Israels premierminister (men fyret som hærchef efter massakren). Hvor mange der præcist døde afhænger af, om man spørger en palestinenser eller israeler, men at hundredevis af kvinder og børn blev dræbt kan man dog blive enige om.

Jeg får øjenkontakt med en lille fyr i spejderuniform. Han holder tre fingre for panden til en rigtig grønspejderhilsen. Vi er nået ind på plænen i flygtningelejren. I baggrunden kører noget så finurligt som sækkepibemusik og trommespil og den lille dreng og hans venner agerer æresport for alle os kvinder.

På plænen er der et improviseret podium, hvor Follow The Women lægger en blomsterkrans for ofrene i 1982. De palestinensiske kvinder er tydeligt rørte over, at være i lejren, de græd og omfavnede hinanden og vi har alle en klump i halsen over de store fotostater med lidelserne fra 1982. Alle taler drejede sig om, hvordan vi kvinder kan bringe fokus på fred ad alternative veje – og vi fra Danmark gav vores eget bud på, hvordan det kunne opnås. Til børnenes store glæde donerede vi to sæt fodboldtrøjer fra de fusionerede klubber Fløng og Hedehusene. I dag er den sidste dag, inden vi hopper på cyklerne.

Ruten går gennem Libanon, Syrien, Jordan og Palestina. Dansen om aftenen viser os, at mine ”moves” mangler noget ynde og de arabiske kvinder er noget mere frigjorte på et dansegulv end vi danskere er. Men jeg tænker, at de lærer os at danse og så lærer vi dem at cykle.