2. maj kl. 03:30, Beirut lufthavn. Inden kufferterne er tikket ind på bæltet, er vi allerede nået omkring Muhammedtegningerne med Ahmed, som står og tager imod os. Tanken om at cykle rundt i Mellemøsten med Dannebrog på hjelmen midt i Muhammedkrisen second round var ellers ikke noget, der lød specielt ophidsende hjemmefra. Aftalen i gruppen lød derfor, at vi de næste 14 dage kom fra den anden side af Øresund – bare for at være sikker ...
”Hvis jeg havde ejet en avis, havde jeg gjort det samme – det sælger aviser. Vi skal ikke være bange,” beroliger han os. ”Folks vrede er rettet mod regeringen - og ikke mod os som enkeltpersoner. Netop derfor er det vigtigt at vi står frem som danskere – for at hele såret, så folk opdager, at danskere også kan være helt almindelige mennesker.”
-Tjah, det kan godt være, tænker jeg. Men jeg føler ikke, at det har noget med mig at gøre. Jeg har ikke noget behov for at gå ind i nogen diskussioner eller for at skulle retfærdiggøre, hvad jeg opfatter som andres handlinger. Gad vide om det var sådan mange muslimer havde det efter 11. september, hvor folk ikke kunne forstå, hvorfor de ikke gik ud og tog afstand?
Den seneste uges tid har Ahmed og de andre frivillige, der knokler i døgndrift for at arrangere turen, kun sovet 4-5 timer i snit, fortæller han, mens bussen snegler sig gennem Beiruts øde gader på vej til hotellet. Han lægger ikke skjul på, at ’Follow The Women’ er vigtigt for ham. ”Det betyder meget for os, at I kommer her,” siger han. ”Specielt i disse tider.”
Pludselig passerer vi en tank, der holder rundt om et hjørne i et vejkryds. Jeg synker lige en ekstra gang. 30 meter længere henne kører vi forbi en Vero Moda-butik. Selv om det er Downtown Beirut, vi kører igennem, er gaderne som støvsuget for liv – på nær de kortklippede, kakiklædte mænd, der står med maskingeværer tungt dinglende på maven i de mange roadblocks, bussen må slå slalomsving udenom.
Beiruts - engang så vibrerende - natteliv er flyttet til andre kvarterer, efter at præsident Hariri blev myrdet for tre år siden, forklarer Ahmed. De seneste tre år har 25 eksplosioner fundet sted i bymidten. Folk gider ikke mere og holder sig væk.
Jeg falder omkuld på sengen, da vi endelig når frem kl. 4:30 og sover som en sten.
Efter fem timers søvn og optanket med kaffe, fladbrød og snak med kvinder fra andre lande, der også er ankommet, tager vi havnepromenaden ind til byen. Solen skinner, og dagen går med fotosafari efter billeder af tanks og gennemhullede husfacader – afbrudt af en luksusfrokost på en udendørsrestaurant. Det går op for mig, at jeg allerede er afklimatiseret: Synet af en tank får mig nu til at føle mig tryg …
Den største plads i Beirut ’Martyrpladsen’ er besat af Hizbollah, der for halvandet år siden slog telte op og flyttede ind for at lægge pres på regeringen. Vi tager hen for at se deres telte, der nu står tomme tilbage. Ingen mennesker er at se, men ud af øjenkrogen kan jeg fornemme, at der bliver holdt øje med os og fra en højttaler bliver der skruet op for Hizbollah-marchmusik. Det føles totalt syret, at stå der en flok danske kvinder midt på Martyrpladsen og snart møder vi en libaneser og en egypter, der begge hedder Mustafa, og som tilbyder os en guided tour gennem ’Hizbollah-land’.
De fortæller, at Beirut er opdelt i sektorer, hvor forskellige grupper har kontrollen, og grænsen mellem områderne kan være 10 meter fra hinanden. På et gadehjørne er det regeringssoldater, der patruljerer, og på det næste er det civilklædte Hizbollahsoldater.
På den første dag på turen er det allerede gået op for mig, at fred i Mellemøsten er en meget mere kompliceret ting, end jeg havde drømt om hjemmefra.
’Co-existence’ (sameksistens) føles ikke bare som et ord her i Beirut– men som en meget konkret ting.
Tina LH