4. maj, Beirut. Højtspringende mænd i guldkjortler byder osvelkommen med trommerytmer og hævede sabler til den lille by ved foden af MountLibanon, hvor årets løb skal skydes i gang.  Vi bliver vist alle sammen lidt berusede af følelsen, da viførst får libanesisk asfalt under hjulene og kan mærke den kølige vind rive ikinderne, mens landskaber, æsler, modkørende bilister og forundrede forbipasserendefarer forbi i rasende fart.... FRIHED!!!

Vi er en hel karavane, der kommer kørende. Vi 300cyklistinder bliver hele vejen eskorteret af et følge af hårdtarbejdende mænd,dvs. hjælpevogne, trucks, cyklende samaritter, ambulance, tv-crew, et ladfuldaf pressefotografer - og sidst, men ikke midnst vores egen eskorte aflibanesiske politibetjente på hvide Harleyer, der ser ud til at nyde derestjans.

Det viser sig snart, at vi skulle køre mere OP adMount Libanon end ned med 30 grader bagende på cykelhjelmen. På vej op ad enbakke falder jeg i snak med Dina fra Ramallah på Vestbredden. En smuk pige på 19år, der læser engelsk på Universitetet i Betlehem. ”Det vigtigste våben iPalæstinas kamp for frihed er uddannelse af befolkningen”, siger hun, ”derforuddanner jeg mig”. Hun er bekymret for situationen i Gaza og fortæller mig, atnæsten hver gang hun ringer til venner derfra kan hun høre skud og eksplosioneri baggrunden.          

Da jeg fortæller hende, at vi i Europa betragter Hamas som en terrororganisation,korrigerer hun: ”I betragter palæstinensere som terrorister. Jeg var i Italiensidste år og når jeg fortalte folk, hvor jeg kom fra, kunne jeg se frygten ideres øjne. Det var meget sårende”.

Til min store overraskelse viser det sig, at hun er kristen. Hunfortæller mig, at kristne og muslimer lever sammen uden problemer, og at præstenog den religiøse muslimske leder altid sidder ved siden af hinanden tilofficielle fester i hendes by.

Fuldstændigt gennemsvedte efter turen tager vi til stranden og får endukkert og en vandpibe. En familie kommer hen og sætter sig hos os, og snart ervi blevet udstyret med sød te fra termokanden, chokoladekiks og Coca Cola – ogen middagsinvitation.

Det er der nu ikke tid til – godt møre efter en lang dag bliver vilæsset på busserne igen, og de fleste når at falde i søvn, mens bussernesnegler sig af sted gennem Beiruts aftentrafik uden at vide, hvor vi er på vejhen.

Da vi, stadig halvvejs i drømmeland, vakler ud af busserne, tager tjenerelinet op i to rækker imod os med frugtdrinks, whisky og grøntssagsnacks. Vipasserer tykstammede palmer og bassiner med åkander og kvækkende frøer, før vibliver placeret ved runde borde under åben himmel og spiser en fantastiskmiddag, mens formanden for det libanesiske Fredsparti – der også ejer detjetset-resort vi befinder os på - holder en tale for os. 

”I vælger at bære et lys ind i mørket – i stedet for at lade mørketopsluge jer. I kvinder spiller en meget vigtig rolle for fredsprocessen, forkvinder ved, at man ikke forstår rigtigt, før man elsker,” siger han.

Jeg kommer i tanke om, at jeg under besøget i en flygtningelejr i går såen gammel kvinde fortælle historien om, hvordan hendes mand og to børn blevdræbt for snart 25 år siden til pigerne fra det palæstinensiske hold. Både hunog pigerne var meget rørte og græd, og det gik op for mig, at krig handler omfølelser – ikke om logik. Derfor må vejen til fred og forsoning også gå via følelser,tænker jeg – måske er det det han mener?

Efter middagen danser vi os næsten bevidstløse i arabisk kædedans ogtekno. Endnu en skøn dag i Beirut.