8. maj, Golanhøjderne, Syrien.

Snedækkede bjergtinder i baggrunden, valmuer, lilla tidsler i grøftekanten, køer og grønne græsmarker, en gammel mand med palæstinensertørklæde og en lang stok, der står midt i en flok geder. Golanhøjderne er ufatteligt smukke.

  

Vi cykler gennem en bom, der vogter grænsen til stødpudezonen mellem Syrien og Israel og taler med en østrigsk FN-soldat. Han fortæller, at 150 FN-soldater holder øje med, at syrerne på den ene side og israelerne på den anden ikke overskrider den aftale om troppeadskillelse, der blev indgået i 1974 - og rapporterer, når de gør – officielt er landene nemlig stadig i krig. I øjeblikket er stemningen anspændt, fortæller han, for de syriske soldater har deres kamphjelme på, når de patruljerer.

Vi cykler videre ind i byen Quinatra, der tidligere var den vigtigste by i Golan og kan næsten ikke tro vores egne øjne. Jeg stiger af cyklen ved synet af det første hus. Taget er knækket midt over og resten af husets indmad ligger tilbage som uidentificerbare murbrokker. Imens sværmer tv-hold og fotografer omkring os for at forevige forbløffelsen og chokket, der står malet i vores ansigter. En kameramand filmer mig, mens jeg vantro går rundt inde i et sammenstyrtet hus. 

Det viser sig, at den syriske regering har valgt at lade ruinerne stå tilbage som gravsten over at Israel i 1973 udraderede 240 landsbyer, der havde været besat siden 6-dagskrigen i 1967, inden de gav dem tilbage til Syrien.

En mand har valgt at blive boende med sin familie – han vil dø i hans by –  han vinker til os, da vi passerer hans hus, der med sit hegn og rosenbuske er nemt at genkende midt i spøgelsesbyen.

Næste stop er ”Shouting Hills”  - en bakke på den syriske side af Golanhøjderne, hvor syrere gennem en megafon taler med de familiemedlemmer, de er adskilt fra. Fem oprindeligt syriske landsbyer blev nemlig ikke givet tilbage til Syrien og er derfor i dag en del af Israel. Før mobiltelefonernes indtog var megafonen den eneste kommunikationsmulighed, men i dag er megafonkommunikationen symbolsk, for at minde om den fortsatte indespæring. Indbyggerne har kun tilladelse til at krydse grænsen til jul, påske osv. i alt fire gange om året. 

En mand fortæller mig, at der engang var en syrisk pige fra en landsby på den nu israelske side, der blev gift med en mand fra en landsby på den syriske side. Hun fik særtilladelse til at krydse grænsen, og på sin bryllupsdag sagde hun farvel til sin familie og krydsede alene grænsen af pigtråd iført sin brudekjole. De holdt festen på Shouting Hills og kommunikerede med brudens familien på den anden side gennem megafonen.