”We bike in Damascus (53 km)” står der i vores program. Vistarter cykelturen i udkanten af Damaskus på en  normalt trafikeret indfaldsvej, der er lukket af for os cykelkvinderi dagens anledning. Med os følger ambulancer, masser af politi og endda etradiostudie på hjul, der sender live landsdækkende direkte fra motorvejen. Vicykler gennem boligkvarterer og langs den gamle bymur. Hele ruten er afspærretfor resten af trafikken.

Afspærringer, politi og det allestedsnærværende medieopbuder resultatet af, at vi i Syrien cykler med mobilselskabet MTN som sponsor, ogat den syriske præsidentfrue er en begejstret tilhænger af Follow The Women. Afpolitisk og økonomisk grunde vil det ikke være muligt for os at cykle i Syrien,hvis ikke vi har disse to tungtvejende støtter i ryggen. Så vi går på kompromisog bliver MTNs sponsorstøtter, for at vi kan cykle gennem landet med voresmange budskaber.

FTW er ikke en turistudflugt. Det er et intenst møde medMellemøsten. I bussen når vi når lige at klemme frokosten ned, og det næsteøjeblik står vi i en palæstinensisk flygtningelejr omringet af flere hundredenysgerrige lokale kvinder. De kigger os alle i øjnene med et fast og venligtblik, da vi på skift hilser på dem alle. Der er en intens nærkontakt mellem osog dem, og det gør indtryk på os alle. Flygtningelejren er ikke en midlertidigteltlejr, men har gennem de sidste 20 år udviklet sig til en lille by. Dog harindbyggerne stadig status som flygtninge.

På én og samme dag besøger vi både palæstinensiskeflygtninge og præsidentfruen. Hun inviterer os alle til reception i hendespalads: en monumental bygning, opført på de golde bakker med udsigt overDamaskus nede i dalen. Paladset er en diktator værdig uden tvivl, med sale såstore som domkirker stilrent og ekstravagant udsmykket.

Da præsidentfruen endelig viser sig, lille og fin og medsympatiske budskaber, har jeg svært ved at opretholde min sunde danske skepsis.Måske hun virkeligt vil sit land det bedste, men bare ikke har så meget reelmagt over situationen i det hårdt styrede land?

Uanset slipper hun ikke for kritiske spørgsmål, da hunofficielt hilser på vores danske hold:

Os: Ser du dig selv som en politisk person?
Præsidentfruen: Nej, det gør jeg ikke, men jeg anerkender, at der er politikindblandet i det meste i denne region.

Os: Ønsker du dialog med Israel?
Præsidentfruen: Ja, jeg tror dialog mellem Israel og de arabiske lande er vejenfrem. Men jeg synes vi er kommet et godt stykke allerede: Før begrænsede vi osselv fra at gøre ting, fordi der var krig (mod Israel, red.), nu udvikler vi osalligevel, og bygger skoler og nye veje osv.

Os: Hvordan kan vi, hjemme fra Danmark, hjælpe kvinder ogbørn i de palæstinensiske flygtningelejre?
Præsidentfruen: Vi mangler ikke brød og smør. Vi har de penge nok til de basalefornødenheder. Men kvaliteten kan selvfølgelig altid blive bedre. Befolkningeni flygtningelejrene har brug for håb, og for at vide at I i Vesten bekymrer jerom dem. (Kan det mon passe? red.)

Os: Hvordan mødte du din mand?   
Vi mødte hinanden første gang da jeg var 11 og han var 21, jeg legede med minedukker, og han var optaget at det, som 21-årige drenge nu engang går op i.Pause. Vi blev selvfølgelig først kæreste senere. Grin.

Klokken er mange efter præsidentbesøget. Vores hjerner gårsnart på standby overload mode, men MTN har arrangeret aftensmad, og bussernekører os direkte videre til, ja, intet mindre end, Syriens svar på Las Vegas.Restauranten hedder selvfølgelig 1001 nat, og er et gigantisk udendørs set upaf oplyste gyldne løgkupler, en gigantisk vindmølle, en tro kopi af det skævetårn i Pisa og en prangende scene hvor spraglede dansere opfører 1001 natshistorierne. Meget flot sted, men vi har vist alle sammen svært ved at skabe sammenhængi dagens meget forskellige oplevelser.

Aftenen slutter desværre uheldigt. Et lille hold afPalæstinensiske flygtninge er dukket op for at fortælle os om deres dagligdagog læse deres egne digte op. Af uransagelige årsager (læs: dårlig planlægning),bliver de først meget sent budt indenfor, og da spiller musikken så højt ,atingen kan føre en normal samtale ved bordene. Så de fleste af os forlader madog dans, og står berørte til tårer ved hotellets indgang over de smukke digteog den uheldige situation, mens restaurantens hundrede ansatte får sparsommeklapsalver for foden af det skæve tårn i Pisa. Formodentligt var detmodstridende interesser mellem MTN, der helst vil tage os på en kulturelturistrundtur, og FTW der også vil vise os Syrien bag de gyldne løgkuppelkulisser.

Stine KP