Der er blevet opbygget en meget stærk myte om privatiseringens lyksaligheder. Fundamentet for denne myte opstod i starten af 1980’erne, da en neoliberal bølge skyllede ind over den vestlige verden med Ronald Reagan og Margaret Thatcher som de væsentligste politiske repræsentanter. Herhjemme repræsenterede Poul Schlüter og de skiftende borgerlige regeringer i 1980’erne samme tendens.

Desværre overlevede myten om privatiseringens lyksaligheder 1980’erne. Ganske ukritisk købte man historien om at privat altid er bedst, og at offentlig ledelse kun er god, hvis den efterligner den måde, man leder en privat virksomhed på. Denne tankegangs ”succes” kender vi efterhånden ret godt. DSB, TDC, Post Danmark og de forskellige forsyningsselskaber er gode eksempler på hvordan gode og velfungerende offentlige institutioner er blevet ødelagt af privatiseringsbestræbelser og bundlinjefokusering – uden, at det har givet de ønskede resultater. Servicen forringes og de tyndt befolkede områder svigtes.

Det kan derfor ikke undre, at man i Holland og Tyskland er begyndt at afprivatisere. Alt andet er simpelthen en dårlig forretning. 

Herhjemme har udliciteringen af beskæftigelsesindsatsen til private aktører gjort denne indsats dobbelt så dyr, som den ville have været i offentligt regi. Og i foråret trådte den konservative økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen frem og fortrød salget og dermed privatiseringen af en række offentlige virksomheder.

Troen på privatiseringens og udliciteringens lyksaligheder er ikke drevet af økonomisk fornuft, men af en ideologisk tro på, at det private altid er bedre end det offentlige. Men i sidste ende er privatiseringen også et angreb på tanken om, at der er nogle ting i samfundet vi bedst løser i fællesskab og under demokratisk kontrol. Derfor er det vigtigt, at vi får taget et opgør med myten om privatiseringens lyksaligheder.