Politik er langt fra altid en køn affære. Tag nu det i venstreorienterede kredse efterhånden herostratisk berygtede lovforslag L210. Et lovforslag, der i hvert fald retorisk skærper den gældende lovgivning omkring udvisning af kriminelle udlændinge, men også et lovforslag som nok egentlig, men herom er der som bekendt lidt uenighed, ikke i realiteten kommer til at indebære de store stramninger i forhold til gældende retspraksis.

I et ministersvar i forbindelse med lovforslagets behandling svarer Søren Pind således, at lovforslaget ikke indeholder ”ændringer i de kriminalitetsformer, der kan begrunde udvisning” og det står selvfølgelig også stadigvæk krystalklart, at Danmark skal overholde alle internationale konventioner. Man kan eksempelvis ikke bare udvise mindreårige, da dette ville være i modstrid med FN’s Børnekonvention. Samtidig gælder proportionalitetsprincippet stadig. Dvs. man kan ikke – under hensyntagen til personlige forhold – udvise for småkriminalitet og så gælder det også, at det kun er udlændinge, der lovligt har boet 5 år eller mindre i Danmark, der kan udvises uanset frihedsstraffens længde. Dvs. udenlandske statsborgere, som har boet lovligt i Danmark i mere end 5 år eller måske hele deres liv kan ikke bare udvises på baggrund af småkriminalitet.  

Men – hvis lovforslaget reelt ikke indeholder stramninger i praksis – altså i realiteten bare er en retorisk opstramning af en allerede eksisterende praksis, hvorfor så ikke holde sig langt fra skidtet? Lade Søren Pind og den nationalistiske højrefløj gå retorisk amok og så ellers stemme imod forslaget, fordi forslaget reelt set – som også DF’s grænsekontrol – er betydningsløs signalpolitik.

Ja, her er der så politik bliver knap så kønt, hvis man anskuer sagerne fra en realistisk og ikke en idealistisk position. For selvom Søren Pinds lovforslag i praksis kunne ligne betydningsløs signalpolitik, så er lovforslaget netop qua dets signalpolitiske værdi faktisk temmelig betydningsfuldt. Man kunne således prøve at forestille sig nogle af overskrifterne i den borgerlige presse, hvis S og SF stemte imod lovforslaget: ”S og SF vil give kriminelle bander frit spil i Danmark” eller ”S og SF vil gøre Danmark til mekka for udenlandske storforbrydere”. Og man kan være helt sikker på, at borgerlige politikere i en kommende valgkamp ville konfrontere S og SF med udsagn som: ”Ja, hvis det stod til jer, så skulle Danmark jo være fristed for dybt kriminelle udenlandske statsborgere”, ”Med jer ved roret så vender vi tilbage til 90’ernes slappe indvandrings- og retspolitik” eller ”Kan det virkelig passe, at I hellere vil bruge borgernes skattekroner på at beholde udenlandske storforbrydere i landet end på velfærd?”. Kritikpunkter, som kan koste oppositionen sejren i den kommende valgkamp, som de har gjort det ved de seneste mange valg.

Derfor: Selvom L210 i retorikken udgør en stramning i forhold hvornår kriminelle udlændinge skal kunne udvises af landet, og domstolene fremadrettet ”med sikkerhed” skal kunne fastslå, at en udvisning er i strid med internationale forpligtelser (man må da egentlig håbe, at det allerede gælder ”med sikkerhed” i dag!?), så vil der i realiteten ikke blive ændret nævneværdigt på retspraksis. Ud fra en realistisk-pragmatisk synsvinkel er det derfor klogt for S og SF at tilslutte sig lovforslaget, selvom det altså ud fra en idealistisk betragtning indeholder nogle retoriske eller signalpolitiske stramninger. L210 er som også debatten omkring pointsystemer skræddersyet fra regeringens side til at teste de store oppositionspartier på udlændinge- og retspolitikken, og om muligt at gøre dem sårbare i en kommende valgkamp, men de er selvfølgelig også designede til at skabe spild internt i oppositionen og i de enkelte oppositionspartier. Den sidstnævnte strategi er, som man kan iagttage, allerede ved at lykkedes ganske godt.

SF’s tilslutning til L210 er således ikke køn – set ud fra idealistisk vinkel – men den er p.t. en realpolitisk nødvendighed i det knapt så kønne, strategisk-signalpolitiske spil, som politik i høj grad også er.