I modsætning til de forhandlinger, der i øjeblikket føres for at afskaffe efterlønnen og forringe helt almindelige danskeres pensionsforhold, så bliver der faktisk også nu og da indgået fornuftige aftaler i folketinget. Aftaler, hvor SF er med til at sikre et fornuftigt indhold.
Som læsere af Horsens Folkeblad kunne læse i sidste fredags avis, så bliver der som led i det netop indgåede trafikforlig indført et nyt ungdomskort til unge, der indskrevet på en ungdomsuddannelse: Kortet giver for 300 kroner om måneden giver fri adgang til al kollektiv trafik i den unges hjemtakstområde samt, hvis hjem og skole er placeret i forskellige takstområder, relevante zoner i nabotakstområdet. Som forligspart er vi i SF glade for dette fornuftige tiltag, der forhåbentlig vil give den kollektive trafik endnu flere brugere, men som også vil gøre at det i hvert fald ikke er transportudgifterne, der forhindrer flere unge i at få en ungdomsuddannelse. Man kan kun håbe på, at dette nye tiltag kan inspirere til at tanken om et partoutkort til hele den kollektive trafik med tiden vil blive overvejet til gavn for alle de danskere, der pendler til og fra arbejde og dermed er med til at få samfundshjulene til at køre rundt.
En styrkelse af cyklismen lå SF meget på hjerte i forhandlingerne, da øget brug af cyklen i hverdagen er et vigtigt redskab i forhold til både miljø, klimaindsats og folkesundhed. Det er derfor glædeligt, at det endelige trafikforlig også indeholder finansiering af en række tiltag, der styrker cyklismen. Blandt andet er det glædeligt, at trafikforliget indeholder en finansiering på 5 millioner kroner af projektet ”Horsens – to hjul foran”. Projektet omfatter etableringen af 2, 6 km cykelsti mellem Gedved og Horsens, cykelsti til den nye bydel Østerhåb og den første del af en ny cykel- og bevægelsessti i Horsens midtby, men også finansiering af cykeltællere, cyklistskilte og serviceøer på udvalgte steder i Horsens, samt en cykelparkeringsplan og midler til kampagne og information.
Som det fremgår, så lægger vi i SF gerne stemmer til fornuftig politik, der sikrer en mere bæredygtig udvikling af Danmark. Nedlukningen af Danmark og den danske velfærd overlader vi derimod gerne til regeringen og det blå flertal, de kan mønstre før et kommende valg.
Læserbrev bragt i Horsens Folkeblad, 11/5-2011.