Det danske sundhedsvæsen er en katastrofe. Det er desværre ingen nyhed – gennem de sidste 30 år har der været tale om en konstant deroute, fordi sundhedsvæsenet har været præget af en massiv ansvars-forflygtigelse og en forældet filosofi.

At det politiske ansvar i Danmark er fordelt på tre niveauer – det statslige, det regionale og det kommunale er fuldstændig latterligt i et lille land som Danmark. Det inviterer direkte til ansvarsforflygtigelse, når det sker noget nyt eller når der opstår problemer. Det er sundhedsvæsenet desværre et al for godt eksempel på – og tilsyneladende har ingen politikere fra højre til venstre side i salen ikke opdaget det endnu. 

Det syge sundhedsvæsen – også på det politiske niveau – er samtidig præget af en endnu mere syg filosofi, hvor man opfatter mennesket som en biologisk robot, et stykke mekanik uden følelse og sjæl. Begrebet omsorg er nærmest et fy-ord inden for væsenet, noget personalet i hvert fald ikke vil have ansvar for, fordi det ikke står i arbejdsbeskrivelserne.

Midt i hele velfærdshysteriet er det mig en gåde, at man ikke kan fokusere, at man kun evner at tale om økonomi, når det egentlige problem er LEDELSE. På alle niveauer desværre. Fra det politiske til det lokale.