Store dele af det offentlige er allerede blevet privatiseret eller bliver kørt som en privat virksomhed (For eksempel DONG, der nok kan prale af europas dyreste elmålere - ganske forståligt, de er også antikke).
Hospitalsvæsnet har været hårdt ramt af sparekniven og en større og større mængde patienter bliver kanaliseret over til behandling på de private hospitaler. Ligeledes er vores nationale sygesikring efterhånden så forkrøblet at det er påkrævet med private forsikringer hvis man nu skulle være så uheldig at falde og brække benet under en ferie i det sydlige Grækenland.
Uddannelsessektoren har det ikke meget bedre. Unge der måske ikke er parate presses igennem et system, med dalende undervisningskvalitet, grundet manglende ressourcer. Der skal produceres human ressourcer til erhvervslivet, der forresten også sidder på universiteternes bestyrelser således at der ikke bliver klattet penge væk på projekter der ikke direkte har en gavnlig effekt på erhvervslivets indtjening allerede samme uge - langsigtet forskning har trange kår.
Antallet af universiteter er ved at blive bragt ned for at gøre klar til private universiteter - en af hindringerne, nemlig 13-skalaen er allerede ryddet af vejen. Gad vide hvad der sker hvis de private universiteter tager madingen og rykker ind, så vil de offentlige universiteter i stigende grad være overflødige og primære opgave være at uddanne de knapt så ressourcestærke.
Når skattelettelserne kommer, vil det primært være topskatten man vil gå efter, da man her vil få den største effekt. I bytte for denne skattelettelse vil VOK, få endnu en regeringsperiode og accept til eliminering af endnu flere offentlige serviceydelser. De svageste har intet at skulle have sagt og vil langsomt mærke det sikkerhedsnet, som idag stadig holder dem med tag over hovedet, vil blive rykket væk under dem.
Det er kort sagt den meget kringlende vej fra socialstat til minimalstat.
Engang var det danske velfærdssystem, sundhedssystem og skolesystem misundt verden over. Det har vi byttet til en ny Mercedes CLK 63 AMG Cabriolet. Naboens unger ser vi heldigvis ikke noget til, de blev sat på gaden sidste år og bliver holdt i live af et privat financieret suppekøkken. Skole går de ikke i, da familien ikke har råd.
Godnat allesammen.