Den måde bl.a. sygedagpengeloven administreres på, er stort set helt i strid med intentionerne i loven, hvilket reelt t alene skyldes mangel på nødvendige ressourcer på området, som en direkte følge af skattestoppet..

Siden 2001 har den borgerlige regering fastholdt et jerngreb om kommunerne i form af skattestop og stærke begrænsninger i råderetten over midlerne. Specielt på området for syge og de erhvervsrettede områder, har det betydet meget svære forhold for de borgere, der bliver syge eller skadede.

Samtidig er udgifterne på området steget betydeligt gennem årene, uden tilførsel af flere penge.

Det har betydet, at kommunerne åbenlyst forvalter lovgivningerne omkring det erhvervsrettede helt anderledes, og mange gange i strid med intentionerne i lovgivningerne.

Det handler ikke længere om, hvordan man kan hjælpe borgeren videre i arbejdslivet, således at borgeren igen kan komme til at forsørge sig selv på et sikkert grundlag. Det handler kun om ”hvor hurtigt kan vi slippe af med borgeren”, - og at ”ingen hjælp er den bedste hjælp”. Vi oplever endda kommuner, hvor sagsbehandlere honoreres for at ”smide borgerne ud af systemet hurtigst muligt”

Jeg vil påstå, at vi i Danmark har en, på papiret, rigtigt god lovgivning for sygemeldte og andre, der har behov for erhvervsrettet hjælp. Under forudsætning af, at kommunerne administrerer loven efter intentionerne, har lovgivninger alle de redskaber og muligheder, man kunne ønske sig. Paletten af muligheder for at bringe folk videre i livet, og igen opnå muligheden for selvforsørgelse, er faktisk meget stor og mangfoldig, men kommunerne administrerer nu alene loven ud fra et økonomisk aspekt. Helhedsvurderinger og de individuelles behov er ikke længere en del af vurderingerne.

Kommunernes administration sker nu på en så indskrænket måde, at mange borgere i stedet ender på kontanthjælp (og dermed helt uden forsørgelse fordi ægtefællen tjener en skilling). Og er man først endt på kontanthjælp, er man mere eller mindre retsløs, med udgangspunkt i, at ingen forsørgelse er lig med ingen hjælp.  Det er reelt som at sætte hunden til at spise sin egen hale.

For at kunne opnå bare en smule hjælp fra systemet, skal der dokumenteres stolpe op og stolpe ned. Det gælder bl.a. i forhold til lægeerklæringer og lægeudtalelser i en uendelighed. Det kan i mange tilfælde være fint nok, men vi oplever desværre også helt unødige og uværdige afprøvninger af borgere. Det gælder både i forhold til antallet af afprøvninger, men bestemt også i forhold til metoden og varigheden. Der stilles næsten umenneskelige krav til borgere, der skal dokumentere, at de har behov for hjælp til at komme videre, eller de har behov for fleksjob eller førtidspension.

Med det nye udkast til regeringsgrundlag, som netop er offentliggjort, barsler Lars Løkke Rasmussen med yderligere stramninger på dette område. Der beskrives at ”langt færre personer skal kunne opnå fleksjob eller førtidspension”. Det kan vel også i første omgang se prisværdigt ud, men ser man lidt på, hvordan de forskellige lovgivninger praktiseres, - altså de regler, der så skal sikre at disse personer bringes tilbage til beskæftigelse igen, bliver man svært bekymret.

Paletten af muligheder er væsentligt indskrænket som følge af skattestoppet, samtidig med at man vil indskrænke mulighederne for tilkendelse af hjælp. Det vil, selv med almindelig husmandsregning, føre til mange flere borgere på kontanthjælp, og dermed uden forsørgelse. Det er selvfølgelig også en metode at spare penge på, - at sende flere borgere på kontanthjælp. 

Jo, skattestoppet har bestemt sin effekt. Og derfor var det jo helt på sin plads, at de rige fik alle de skattelettelser….

Tak til regeringen, - dem ved vi hvor vi har.