I sidste uge tabte Danmark til et af Europas og Skotlands ringeste landshold gennem tiderne. Betyder det noget? Der er jo ’lang tid’ til vi skal møde Norge i en afgørende kvalifikationskamp (2 uger).
Vi er nu også dårlige end Skotland. Skal vi indrømme det, eller skal vi igen forsøge at bortforklare en ondskabsfuld konstatering?
Det suveræne ansvar for denne udvikling ligger hos Morten Olsen. Han er ud fra et ledelsesmæssigt perspektiv en autonom’Cocktailtræner’ der sætter sine selvopfundne ord og metodik ind i stedet for en konventionel og gennemtestet ledelsesform.
Hans formåen rækker desværre ikke til at bringe moderne mennesker frem til succes. Han evner heller ikke at udvikle de enkelte spillere og sidst men ikke mindst, så kan han ikke bygge et hold op der viser konsistens og holdstyrke. Det dokumenterer hans samlede resultater og meritter til fulde.
For mig er landstræneren kun interessant at diskutere som arketype. Han har vist sin formåen og hans tid er ovre. Det interessante er derfor det fremadrettede perspektiv og det for os alle frygtindgydende spørgsmål, kan og vil DBU overhoved erkende udviklingen på trænerområdet.
En ’Cocktailtræner’ er typisk karakteriseret ved ikke at kunne konventionel ledelse. Han blander sin helt egen autonome ledelsesform, plukker løbende erfaring de steder der giver mening i den blanding og hviler i særdeleshed på sin erfaring fra egen fodboldkarriere, som i reglen er 10-30 år tilbage.
Han mangler grundlæggende fysiologiske og psykologiske kompetencer og formår ikke at formidle på et niveau og med et indhold, der over tid gør holdet og ham selv sportslig og kommerciel interessant.
’Cocktailtrænerens fokus er typisk på det taktiske niveau. Alt handler i deres verden om 4-3-3- eller 4-4-2. Han desikerer kampen op i 90 enkeltstående minutter og har svært ved at acceptere, at det handler om at vinde en hel kamp.
Han antager, at hvis bare værktøjet taktik er til rådighed, så skal han nok klare resten. Taktik er et klassisk kriseredskab og har meget lille berettigelse til at udvikle spillere og hold. Her er det i langt højere grad personlig og konsistent udvikling og mental coaching.
En billedlig og metaforisk måde at illustrere den helt grundlæggende problemstilling ved, at disse trænere anvender ’Cocktailledelse’ er, at de ikke lært konventionel ledelse. I den gastronomiske verden siger de det meget klart, man skal lære at lave simpel mad inden man begynder at blande en masse sammen i gryden, da risikoen er for stor for at resultatet bliver katastrofalt.
Denne helt fundamentale iagttagelse og analyse får mig til at påstå, at dansk fodbold vil kunne udvikle sig til næste niveau, hvis danske fodboldtrænere er mennesker med ledelsesbaggrund og talent. Arketypen på en sådan træner er Niels Frederiksen fra Lyngby. Han har været leder i Danske Bank og har grundsubstansen, der er værd at bygge på. Troels Bech fra Silkeborg har en akademisk baggrund og har et andet og meget mere holistisk perspektiv på tingene. Ingen af de to nævnte er færdigt udviklet som trænere, men har for mig at se et stort potentiale.
Konsekvens
En meget ærgerlig og faktisk skæbnesvanger konsekvens af manglende konventionelle lederevner er, at spillere, hold og klub hurtigt kommer til at mangle konsistens og bølger i resultaterne. Nogen gange går bølgerne for højt og for lavt og så går det galt. Vi har i den sidste tid set det i nogle af vores største klubber, Esbjerg, Brøndby, AAB, AGF og OB.
Det er uhyggeligt at se store børsnoterede fodboldselskaber med tusindvis af aktionærer og fans
og stor folkelig bevågenhed, være fuldstændig afhængig af een træner med meget basale evner. Det er en ganske utilfredsstillende situation at befinde sig i som topledelse. Faktisk helt uacceptabelt.
Hvorfor ændrer man dog ikke på den struktur og de krav man stiller til trænere og trænersammensætningen. Er det manglende mod, evner eller uvidenhed?
Jeg mener, at kvalifikationerne til især cheftrænerne skal opgraderes markant. Jeg mener også, at det på ingen måde er tilstrækkeligt med en hovedtræner. Der skal minimum være 2 og helst 3 til at løfte sig ind på et højere kompetenceniveau.
Jeg har rådgivet ledere i dansk erhvervsliv i 20 år og topledere i de sidste 10 år inden for strategi, ledelse og kommunikation. Jeg har spillet professionel fodbold i 10 år, selvom det ikke var på Michael Laudrups niveau, har det vel også en berettigelse. Jeg har været fodboldtræner et enkelt år på seniorplan.
Med det afsæt har jeg studeret lederne, herunder trænerne i fodboldverden dybt og interesseret i mange år og har udviklet konkrete analyseredskaber for at sikre en optimal og udviklende kritik. Det betyder ikke, at jeg altid har ret, men at jeg med større sandsynlighed har ret i analyserne.
Jeg er fodboldanalytiker og ikke ansat direktør, sportschef eller bestyrelsesmedlem og AFHOLCER MIG DERFOR PRINCIPPIELT FRA AT KOMME MED KONKRETE LØSNINGER, DET ER LEDELSENS OPGAVE OG JOB. Mit privilegium er at kritisere på baggrund af mine iagttagelser og analyser
Prøv engang selv at sætte dit holds træner ind i den kontekst jeg nu ganske overfladisk har beskrevet. Så får du ikke alene et indtryk af hvilken type træner han er, men også et indtryk af hvilken type ledelse der står bag. Er det en moderne og fremsynet ledelse eller en konservativ og reaktionær ledelse, der tror at 2011 er som det var i 1997.
Prøv så også at analysere de kommende kampe ud fra denne ledelsesmæssig tilgang og gør op om det vitterlig bare er et spørgsmål om taktik, eller der er helt andre og langt tungere problemer eller succeser, der ligger til grund for resultaterne. Det er min erfaring, at det ofte er helt andre og meget tungere problemer end taktik.
Mit råd er, at man skal stå fast på det centrale i problemet eller succesen. Mindre faktorer der er sjovere at diskutere eller symptomer der er meget tydeligere, kan hurtigt fordreje debatten og forværre situationen markant, da de ansvarlige personer dækker sig ind under en vifte af undskyldninger, der er svære at udrede og derfor fritager dem delvist fra ansvaret.
Se bare Morten Olsen. Jeg glæder mig til at høre ham efter kampen mod Norge.