Landsholdet har igen fået medvind, til glæde for både fodboldfolk og folk i almindelighed. Hvis der er nogen i dette land der kan skabe en national fællesskabsfølelse, så er det vores fodboldidoler og håndboldpiger.

Og holdet er igen blevet folkets eje. Sådan skal det være og det burde enhver siddende landstræner have som primært mål. Opnås dette vil man i DBU og A-landsholdet nyde stor respekt og popularitet og samtidigt opnå kommerciel succes, til glæde for både elite og bredde i dansk fodbold. Ikke desto mindre har det ikke været sådan i mange år. Spørgsmålet er jo hvorfor?

Nogle vil mene, at det alene er fordi vi nu har vundet 5 kampe i streg, her er jeg helt uenig. Det argument holder kun, hvis det er 5 kampe under en slutrunde og vi bliver Europamestre. Fodbold er i oplevelsesøkonomien og her forventes mere end en sejr, her skal der underholdes før, under og efter kampene. En sejr er ikke nok, det handler også om hvordan sejren opnås. Vi vil se engagerede, arbejdsomme og talentfulde spillere, der evner at spille fodbold med alle fodboldens facetter. Smukke detaljer og intelligent tænkning tænder os.

Og ja selvfølgelig skal der vindes kampe. For de enøjede fodboldkoryfæer er det to forskellige elementer, men i moderne fodbold er det to sider af samme sag og bør aldrig adskilles.

Landsholdet er igen blevet et folkeeje. Vi har fået en flok nye idoler som nationen har lyst til at dyrke og følge. Unge mænd der underholder os på banen og uden for banen (b.la. William Qvist, Andreas Bjelland, Christian Eriksen, Bendtner og Anders Lindegaard).

Det er spillere af rette støbning. Spillere ungdommen vil identificere sig med, kvinderne vil kigge på, journalisterne gider skrive om og herrerne kan være stolte af. De har både fodboldtalentet og personlighederne til at trække et lands hold.

Den for nogle nye folkelige magt

I de sidste mange år har Fodbolden A/S i takt med samfundsudviklingen udviklet sig i en enorm hastighed. Mange unge mennesker med nye værdier, andet sprog andre holdninger danner nu den folkelige stemme. En stemme man skal tage alvorligt og forstå. En stemme der skal lyttes til, fordi at den er folkelogisk og runger dybt. Den er funderet og bliver voldsomt eksponeret i et umætteligt medieunivers.

’I gamle dage’ var denne stemme ikke afgørende i forhold til ledelsernes beslutninger. Man kaldte Folket for 12. manden. Det er ikke en 12. mand mere. Denne nedladende karakteristik af, at folket alene sidder uden for og ikke har anden opgave end at fremkomme med en ubetinget positiv opbakning er helt forkert i 2011. I dag er folket en tæt og kompetent samarbejdspartner.

Efter min mening skal DBU, Morten Olsen og spillerne ikke kun lytte til folkets logik og stemme når det passer ind i deres kram, men hver gang stemmen lyder. Den er fair og kompromisløs og altid rigtig, næsten. Den er en ven og ikke en fjende. Den har samme sigte, men en anden tilgang.

Stemmen har magt, så meget, at man gør klogt i at indfri stemmens forventninger på samme måde som aktionærernes forventninger i en børsnoteret virksomhed eller borgernes forventninger i en kommunal virksomhed. Det er interessentgrupper man i dag skal indarbejde i sin tænkning, kommunikation og ledelsesform ellers går noget rivende galt.

I forhold til landsholdet har folkets stemme talt uden at blive hørt mange gange hen over de sidste år. Et utal af ulogiske beslutninger og mærkelige dispositioner på og uden for banen har opildnet folket til at mishage landsholdet og DBU.

Jeg har tre friske eksempler som jeg vil bruge til at gøre opmærksom på hvor markant divergensen er mellem Folket og landsholdet, fodboldforstanden og forstanden.

For en uge siden kom Christian Poulsen ind mod Sverige. Og stemmen buhede. Her er der en spiller folket og stemmen ikke vil mere. Man har fundet andre spillere man har tillid til. Man ønsker ikke at gå tilbage til noget man adskillige gange har set begrænsningerne i og ikke bringer håb til folket.

Dette manifesterede folket i landskampen. Oversat sagde stemmen, kære Morten Olsen, gå ikke tilbage til dine gamle ’sædvanlige soldater’, følg nu den unge linje der er lagt og gør det fuldt ud.

Christian Poulsen udtalte efter kampen at han ikke havde forstået hvad stemmen sagde og Morten Olsen gik så langt som at kalde folket uforskammede. Helt bizart og helt uden forståelse for stemmen og stemmens magt. Morten Olsen bør indfri stemmens ønske, fordi den har ret. Måske kan Poulsen komme i gear igen, men det kan en anden ung spiller også, hvis han bliver kørt rigtigt ind af landstræneren. Og så opnår man fornyelsen som altid bør være et hovedpunkt for en træner.

Stemmen var igen klar i mælet da man gik til pause i Finland kampen. Danmark var ikke alene bagud, mod et håbløst finsk hold, men spillede helt urimeligt ringe. Folkets stemme sagde buh. Landsholdsanfører Agger sagde; urimeligt, vi var jo gode i de andre kampe, han tillod sig at kritisere folket for deres mening. Igen bizart og uden forståelse og respekt. Dette bør ikke foregå. 20.000 mennesker tager ikke sådan fejl.

Mit sidste eksempel er det vil kan kalde ’Bendtnersagen’.Bendtner sparker en stemme. Han og DBU er ikke opmærksom på, at denne ene stemme er repræsentant for folkets stemme. Gør man ham ondt kan der rejse sig en folkeopstand. Dette burde være tacklet med respekt og forståelse for en sådan situation. Det bliver den ikke, så nu er det en sag der kører hele verden rundt. Stemmens MAGT er endnu engang manifesteret.

DBU, landstrænere og spillere vil vinde enormt ved at lære Folket og stemmen at kende. En stemme der kan gøre deres liv og arbejde væsentligt bedre og lettere.

En stemme der kan skabe langt større engagement og accept af institutionen DBU og holdet. Det vil gøre fodbolddanmark til et langt bedre sted at være hvor endnu flere vil tage ejerskab i Landsholdet og det er der både penge og berømmelse i.

Jeg synes at man skal omdøbe 12.manden til Folkespilleren.