FCK har i mange år arbejdet på at få et dansk storhold, som kunne gøre sig bemærket i internationalt fodbold. Dette opnåede man i 2010 sæsonen. Det er derfor helt miserabelt, at man allerede året efter, må erkende, at man igen er middelmådige med fokus på den danske Superliga.
Hvad gik dog galt her, for galt er det gået.
Det er hvad jeg vil fokusere på i denne blog, og lad mig afsløre med det samme, det handler om et simpelt regnestykke.
I alle virksomheder i forretningsverden koster det penge, at tjene penge. Sådan er det også med fodbold. Det har været kendt i mange år, at økonomi er en helt afgørende faktor i denne business. Det er jo ikke for sjovt, at vi ser klubber investere millioner og milliarder kroner for at skabe både økonomisk og sportslig succes.
Ordet jeg vil henlede opmærksomheden på hedder investering.
Underinvesterer ledelsen i en fodboldklub, arbejder man med en stor risikomargin og risikerer, at den sportslige sektor ikke kan indfri de sportslige mål. Man rammer ganske enkelt ikke niveauet på spillerne der skal til at få succes. Overinvesterer man, er chancen stor for at nå succes stor, men du spilder penge, der kunne være landet på bundlinjen.
Det er derfor en forudsætning i moderne fodbold, at man investerer rigtigt i spillere, hvis man vil nå sine mål og tjene penge. Kerneproduktet fodbolden er akkumulator til indtjening på alle de kommercielle områder. Det hænger sammen.
Der er to overordnede præmisser der ligger til grund for succes. Det ene er, at man skal have adgang til penge at investere for og det andet er, at man skal have en kompetent sportslig ledelse, der køber rigtigt ind. FCK har adgang til penge og indtil nu har de til fulde dokumenteret, at de er dygtige på transfermarkedet. Derfor forekommer det helt absurd, at man ikke har ageret strategisk korrekt og investeret som man kunne forvente for at fastholde niveauet og indtjeningen.
Jeg har adskillige gange skrevet og omtalt, at FCKs hovedaktionærer er uheldige for fodboldklubben. De er kun i virksomheden for at ’malke’ pengene i systemet og optimere forrentningen af deres investering. Så de samme personer langsigtet og strategisk på deres tilstedeværelse, ville der som sådan ikke være noget i vejen med denne økonomiske tilgang til klubben, men intet peger på at de er kommet for at blive, faktisk har de selv udtrykt, at de ikke interesser sig besynderligt meget for fodbold og det er en ’riski business’. Måske er det derfor vi nu ser en ustrategisk og mindre begavet agering i fodboldmarkedet.
Regnestykke
Regnestykket her taler for sig selv. Det viser, at FCKs øverste ledelse lyver os op i ansigtet eller, ud fra et fodbold forretningsmæssigt synspunkt, er dybt inkompetente. Lad os finde ud af hvad det er. I runde tal:
- Indtægter CL 2010 sæsonen 120 mio. + værdiforøgelse af spillere og aktier m.m. 50 mio. = 165 mio.
- Transferindtægter i det nuværende vindue ved salg af William Kvist m.fl. 40 mio.
- Forventet overskud på CL 2011 sæsonen 120 mio.
Alt i alt et indtægtsgrundlag der vil påvirke resultatopgørelsen positiv inden for et års tid på 300 mio. Dertil kommer en række positiv økonomiske opskrivninger i balancen, som ikke nødvendigvis bør aktiveres i regnskabet, men er der.
Lad mig understrege, at der også er en række følgeindtægter som f.eks. større sponsorattraktion, fanklub, tilskuer til Superligakampe m.m. (man har lige signet en ny Carlsberg kontrakt af historisk karakter).
Altså minimum 300 mio. i hånden og udsigt til i mange år at kunne gentage succesen. Kriteriet er kun, at man holder niveau i spillertruppen. Altså undlade at sælge eller købe ind fra samme hylle. Se det har alle vidst og kunne regne ud på bagsiden af en busbillet. Man har også vidst i snart et år, at der ville komme en betydelig afgang af stjernespillere, så indkøbene skulle foretages og gerne i tide. Altså i januar vinduet.
Carsten V. Jensen er efter min overbevisning en særdeles seriøs og dygtig Sportschef. Han er flittig og har hjertet med i alt hvad han foretager sig. Han har købt for rundt regnet 25 mio. i dette vindue, hvor man med sikkerhed vidste, at man mistede 5-6 topspillere.
Det virker helt nonsens. Det giver på ingen måde mening, hvis man kender bare lidt til investeringernes betydning og fodboldmarkedets mekanismer. Spørgsmålet er derfor, om Carsten V. har undervurderet situationen voldsomt, om han mangler Ståle at læne sig op af, eller om han er holdt som ’gidsel’ i en profilorienteret virksomhedskultur, som han ikke har egenskaber til at agere i.
Det kunne vi jo spørge dem om, men svaret får vi realistisk set aldrig, da det ville være at lynche hinanden i al offentlighed.
Vi er derfor nødt til at analysere og resonere ud fra forløbet, deres reelle muligheder og det sagte.
Det ville undre mig, hvis direktør Hørsholt eksplicit har sagt til Carsten V., at der ikke må bruges penge til indkøb, men han har med sikkerhed lagt et betydelig psykologisk pres på Carsten V. og understreget vigtigheden af, at man ikke ønsker at spilde penge. Hørsholt lever selv under stort pres fra især hovedaktionærerne Skjærbæk og Korsgaards diktering.
Dette er for tiden den præmis fodboldklubbe FCK skal agere i. PS&E virksomhedskultur er stærk problematisk for fodboldfolk. Jeg er bestemt ikke sikker på, at de overhoved forstår hinanden i den ledelse. Jeg tror, at FCK levet i et oplevelseskonglomerat, som på grund af hovedaktionærerne bliver vanskelig at overleve i.
Se lige denne analyse af hovedaktionærerne http://avisen.dk/blogs/fernando/fcks-spinkarrusel_29862.aspx
Lad mig lige komme tilbage til regnestykket og løgnen. Selv direktør Hørholt kan regne ud, at der var plads til at investere betydeligt mere og det i givet fald, ville have været en god forretning.
Alligevel vælger han at gå i medierne og forsøge at bilde os ind, at det ikke gør noget for økonomien, at man ikke har kvalificeret sig og at FCK arbejder på den lange bane. Jeg er nødt til at spørge, hvilken lange bane Hr. Hørholt og hvem arbejder ikke på den lange bane. Det samme siger man i Brøndby, OB og AAB når man ikke opnår de sportslige mål.
Til orientering kører der nu hvert år en ’bus’ for FCK, der hedder CL. Kommer man ikke på den bus, er de penge tabt og så må man jo formode, at de penge mangler til indkøb året efter. Dermed er det umuligt at udvikle holdet til glæde for alle, også dansk fodbold.
Vær dog ærlig og sig, at FCK er en del af en forretning, der alene handler om udbytte og kortsigtet profit. Hovedaktionærerne ligger enormt pres på denne fokus og mit job afhænger af, at jeg følger den. Derfor har vi ikke investeret de fornødne penge vi fik ind og som vi kunne se vi kunne få, men har i stedet proppet dem i lomme. Jeg turde ikke andet.
Undskyldningerne
Fodboldbranchen har verdensrekord i undskyldninger. Mange er patetiske og nogle har kun til formål at aflede debatten. Her er de to mest brugte, som jeg lige kommenterer på.
Det er ikke let at finde spillere fra den hylde FCK skal have:
Det er fuldstændigt korrekt, at desto højere i systemet man er, desto færre er der at vælge imellem. Men selvfølgelig findes de. Det har flere agenter nu bekræftet over for mig. Man har jo også med dygtighed gjort det før. Man er bare for sent ude og lysten til at investere har ikke været tilstede.
En ide kunne være, at man skulle kigge sydpå, frem for i det kolde nord. De spanske spillere og spillestil er uovertruffen. Afrikanske og sydamerikanske spillere har i årevis vist deres talent og duelighed. Italienske og Portugisiske spillere er kloge og dygtige. I alle landene er der spillere fra 2. række som kan udvikles til klassespillere under de rigtige rammer. Ligesom Claudemir og N’Doy.
FCKs scoutingnetværk er ikke udbygget i disse lande, endnu. Det er en fejl.
Det tager tid at bygge et nyt hold op:
Ja det gør det, men FCK er og var ikke et nyt hold. Konsistens og gradvis udvikling i takt med tiden er elementær ledelsesansvar. Man slipper 6 spillere samtidigt og vælger at starte forfra med en ny uprøvet træner på dette niveau. Man har vidst, at man ville miste disse spillere længe, faktisk siden i sidste efterår. Hvis denne undskyldning gøres gældende, må man jo koldt respondere med, at så er de for sent ude med fornyelsen. De skulle have handlet i vintervinduet og selv sat udvikling- og afviklingshastigheden på holdet, frem for at afvente afklaringer fra spillere.
Mange undskyldninger florer nu. Og der er utvivlsomt begået alvorlige fejl på alle niveauer i P&SE og FCK og det må der ryddes op i. Men det bliver svært, for hovedårsagen til denne FIASKO kommer af den nuværende virksomhedskultur, der påvirker fodboldafdelingen voldsomt negativt. En fodboldklub der er styret af kolde forretningsfolk har også begrænset levetid.
Et selskab skal præstere hvert år og ikke hvert 4 år. Det samme skal og gør topklubber. Ledelsen skabte ikke rammen, altså det økonomiske grundlag, der kunne tilsikre en helt nødvendig konsistens. Konsekvensen er lige nu overskuelig. FCK er en klub med store udfordringer og ejerforholdet i klubben er for mig at se slet ikke faldet på plads. Man skal ikke begå mange af de fejl man har gjort i år, før det går helt galt og ejerne kigger andre veje.
Vi kan sagtens tale taktik, spillerpræstationer, held, modstandere, 30 gode minutter og stolpe ind. Men for mig er det helt nytteløst, da problemet ikke er de spillere FCK har, det er dem de ikke har.
Det er en hård business og der skal præsteres. Økonomien er en stor del af den ramme der skal danne et hold, hvis rammen ikke er stor og stærk nok, hvordan skal vi så kritisere indholdet??
FCK har i det sidste halve år, sat alt det til, som man nøjsomt over mange år havde bygget op. Man mistede et storhold og en stor træner fik ikke gearet sig til det internationale momentum i tide og må nu starte forfra. Husk nu på, at der ikke er nogen som helst sikkerhed for, at det igen bliver som i 2010. Vi kan eksempelvis se fra mange andre klubber både nationalt og internationalt, at man får en lang periode uden resultater og masser af ledelsesrod. Brøndby, Liverpool og Dortmund.
Alle andre steder i erhvervslivet ville man tage sig til hoved og sige, hvad skete der lige der? FIASKO er ordet!