Avisen.dk
Nyhedsbreve | Opret profil | Log ind | Kontakt

BLOG:

Insight
En absolut rigtig beslutning at fyre Brøndbydirektør
5. marts 2010 15:24
 [2148 ]    [2 ]   Anbefal

Derfor er det rigtig at fyre Frank Buch Andersen

Frank Buch Andersen påtog sig et job som Adm. Direktør for en børsnoteret fodboldkoncern, han havde siddet i bestyrelsen af i flere år. Han havde oven i købet indflydelse på fyringen af Herman Haraldsson, som i øvrigt også var en rigtig beslutning. Jeg tror faktisk aldrig at Herman fandt ud af hvad det er for en kultur Brøndby IF har og hvordan magtpositionerne reelt fungerer i praksis.

Det er sandsynligt, at bestyrelsen valgte en intern figur som afløser for Herman, alene for at sikre, at man ikke igen forvoldte enorm skade på klubben ved en splittelse mellem direktion og bestyrelse. Valget faldt desværre på Frank Buch Andersen. Desværre fordi, at når en bestyrelse ansætter en Adm. Direktør er det med forventning om, at personen vil varetage selskabets interesse og bestyrelsens anvisninger bedst muligt. FBA kendte om nogen virksomheden og vidste derfor nøjagtigt, hvad han gik ind til og hvad der blev forventet af ham.

Frem for at sætte en titrængt og visionær kommerciel dagsorden fokuserede FBA fejlagtigt på det sportslige, som man vel sagtens kan sige, er hans absolutte svage punkt og punktet som kan splitte Brøndby. Se her venner, det er netop en af kerneområderne i Brøndbykulturen. Meget kan man byde Brøndbyfolk, men fodbolden må og kan man aldrig tage fra dem. Du kan køre en bank op og ned, fylde et stadion med sponsorer og generere overskud i mange millioner størrelsen og alt det har man respekt for, men fodbolden har man kærlighed til og ingen, absolut ingen må tage det fra dem. Der ”stinker” af fodbold og kærlighed til fodbolden på vestegnen og det har der altid gjort. Derfor var spørgsmålet om det skulle være en sportsdirektør eller en sportschef, det ultimative spørgsmål om hvor magten skal ligge. Det burde både Herman og FBA have sat sig ind i, i deres egenskaber som topledere for virksomheden.

Ny struktur bør tegne fremtiden

Jeg billiger bestyrelsens beslutning om, at det overordnede fodboldansvar skal ligge i bestyrelsen. Dog med forbehold for, at de styrker bestyrelsen med endnu stærkere fodboldkyndige folk. For mig at se er det en langtidsholdbar og begavet løsning for Brøndby. Det passer til deres værdier og kompetencer og gør virksomheden mindre sårbar i forhold til det faktum, at Brøndby ikke skal være afhængig af én persons formåen på netop kerneproduktet (fodbolden), samt at flere personers indsigt og indspark er bedre end én persons.

Nye direktørtyper

Med det overordnede fodboldansvar i bestyrelsen, kan man med sindsro ansætte en sportsdirektør som har ansvar for den daglige fodboldforretning. En direktør som skal skabe overskud, lægge en fodboldfilosofi for klubben i alle rækker og selvfølgelig er det afgørende, at personen formår at  skabe de fodboldmæssige resultater. 

Denne opdeling af ansvar vil samtidigt gøre klubben mindre sårbarhed i forhold til de til enhver tid siddende trænere. Man kan altså gå i marked og finde trænere der passer i systemet og ikke omvendt. Det er en klar professionalisering og vill helt sikkert styrke den i forvejen stærke Brøndbykultur. De vil elske det på vestegnen.

Det betyder også, at man kan ansætte en Adm. Direktør der har stærke kompetencer inden for det kommercielle og økonomiske område. Det er ikke let at finde den person, men de findes bestemt i erhvervslivet og Brøndby trænger til et kommercielt løft. En sund fodboldforretning bygger netop på sportslige og kommercielle resultater. Jeg kender ikke én eneste i landet, jeg ville ansætte til at have ansvar for begge dele.

I dag er en god dag for Brøndby. Så kære fans, aktionærer, medarbejdere, spillere, medlemmer og fodbolddanmark, nu er der gjort klar til at få ordentlighed og fremdrift i ledelsen og hvis de rette folk ansættes, vil vi inden længe se det på fodboldbanen.

Så nej, fyringen af FBA er på ingen måde overraskende, den var nødvendig for at skabe fremdrift. Nu er der gjort forårsrent og klar till fremdrift og sammenhold.

Jeg venter lige med at købe Brøndbyaktier, men jeg tøver ikke, hvis Per Bjerregaard formelt nu proklamerer sin magt og position i koncernen, indfører strukturen og ansætter et par gode direktører med forståelse for spillet på banen og i ledelsen.

Send til
Debat  2
Anbefal
For at kommentere et blogindlæg skal du være logget ind. Har du ikke en bruger kan du oprette en her.
05.03-2010 | 23:27 af Jakob HH
Når jeg nu har belejliget mig med at registrere mig blot for at kunne skirve en kommentar synes jeg at jeg fortjener at måtte komme med en enkelt usaglig kommentar: ...hvis Marc ikke kommer tilbage til BIF på en guldrandet kontrakt, eller Sylvester Hvid & Co mister business (if any) med BIF er det ihvertfald ikke din skyld!......

Du forskruer jo fuldstændig virkeligheden for at kunne rose Brøndbys bestyrelses beslutning. En direktør skal pr. definition varetage den daglige drift OG udstikke retningslinierne for virksomheden som helhed.

Derfor er det fint og snedigt af dig at reducere direktør rollen i BIF til en kommerciel direktør's stillingsbeskrivelse: nemlig at koncentrere sig om at spinde guld på det produkt man nu engang har, for så er der da ikke noget at sige til at karismatiske og viljestærke personager som Frank Buch og Hermann ikke har fundet sig til rette i jobbet. Så kan du jo argumentere (som du gør) for at de burde vide bedre....måske..måske ikke under alle omstændigheder tror jeg de har været så intelligente at de (som enhver idiot) kan se at man ikke kan adskille den sportslige sektor fra den komercielle...hvis man er direktør...da de to ting hænger uløseligt sammen i en professionel fodboldklub (og man pr. jobdefinition har ansvar for begge dele)...og yderligere har troet på at BIF's bestyrelse også måtte have denne overbevisning eftersom de rent faktisk ansatte dem som direktør....

For....ja man kan have et super fodboldhold og være håbløs til business, ja man kan have et skod hold og være genial til business....men intet af det giver BIF, FCK eller andre klubber i den kaliber...sagt på en anden måde: hjerteblod, gode stadionpølser og Niels og Lars fra 3.holdet "som bare kan sælge sand i Sahara" genererer ikke de sponsorintægter og landsdækkende popularitet som disse klubber behøver for at kunne betale de dertilhørende spillerlønninger...og omvendt super opbakning og frivillige giver heller ikke 18-22 eliteidrætsudøvere (der rent faktisk bliver i klubben, efter deres talent er blevet åbentlyst, på trods af lækre tilbud fra andre klubber)....

Altså har vi brug for en ÆGTE direktør...med mindre Ole Palmå bliver salgfætteren og PER bliver (incognito) direktør...for mon ikke det er sådan situationen ser ud lige nu...

Smart træk af PER, da PER åbentbart har accepteret at han ikke kan tåle at have den officielle titel som direktør i BIF.........
06.03-2010 | 19:50 af Fernando Olsen
Kære Jacob HH. Jeg skal forsøge at svare dig kort.

Jeg vil da på vegne af avisen.dk byde dig velkommen. Jeg er sikker på, at du vil finde mediet her særdeles oplysende og kompetent.

Din første kommentar om min søn og jeg, er under min værdighed at kommentere, så den lader jeg ligge.
Du skal vide at jeg modsat dig ingen interesse har i Brøndby. Jeg forholder mig alene strategisk til situationen og kommenterer alene ud fra den optik. Men som fodboldfan ønske jeg naturligvis Brøndby det bedste.

Dit indlæg oplever jeg særdeles emotionel. Hvis du som jeg gik efter fakta, vil du givet konstatere, at du hellere vil overlade det sportslige ansvar til en ledelse og person der har skabt 10 Danmarksmesterskaber end til en Islænding eller en revisor der der maksimalt har haft fodboldsportsligt ansvar på niveau med et miniputhold i provinsen. Men der er du måske også uenig med mig?
Jeg pointerer to grundlæggende ting. Den ene, at der ikke findes orakler af mennesker i Danmark, der kan mønstre top elitær kompetence inden for fodbolden og samtidigt inden for det kommercielle og økonomiske område. Men jeg kan jo spørge dig om du kan nævne bare 3 personer du kan pege på, som kan dokumentere resultater inden for begge områder på top niveau?.
Det andet er, at enhver person der skaber splittelse og hadsk stemning i en fodboldklub og en virksomhed agerer iloyalt og uprofessionelt. Det kan kun skade klubben at opføre sig sådan. Indtil Generalforsamlingen har besluttet andet, så vil jeg da opfordre dig som Brøndbyfan, at bakke loyalt op om din ledelse, ellers er du lige så meget med til at køre klubben ned i graderne. Det budskab kunne du let videregive til dine åndsfæller. Måske er det Jer der kan skabe den ro og optimisme der skal til, så klubben får arbejdsro og mærker opbakning.
Lad mig afslutningsvis sige, at jeg ikke mener, at Per B på lang bane er løsningen i Brøndby, men han er den eneste der på nuværende tidspunkt kan gøre en positiv forskel.
Tak for din kommentar, det har fået mig til at reflektere endnu engang.
Fernando
 
 SKRIV KOMMENTAR LÆS DEBATREGLERNE
Du skal være logget på for at kommentere.
Kommentarfeltet accepterer ikke lange links.
Forkort links med f.eks tiny.cc, bitly.com, TinyURL.com eller goo.gl