Avisen.dk
Nyhedsbreve | Opret profil | Log ind | Kontakt | Avisen.dk bruger cookies, læs mere her

Brøndby: En klub mange vil slå ihjel!

27. oktober 2011 14:11
Visninger  [2536 ]   Debat  [1 ]

 

Egentligt havde jeg forberedt en analyse og kommentar på fyringen af træner Henrik Jensen. Efter nærmere eftertanke finder jeg det fuldstændigt formålsløst. Upåagtet at han er en sympatisk fyr, så er det vel Superligaens mest forventede og berettigede fyring.

Læs denne blog og sammenhold indholdet med det der er sket. 

http://avisen.dk/blogs/fernando/her-er-broendbys-nye-traener_26212.aspx

 

Der er to faktorer der er alt dominerende, når man skal drive en fodboldvirksomhed med succes.

 

A: Man skal skabe resultater på banen

B: Man skal underholde på og uden for banen

 

De to punkter hænger sammen, hvis man vil have succes. Hver især kan de godt skabe en vis tilfredshed, hvis man opnår det enkelte punkt i ekstrem høj grad. Eksempelvis spillede FCK under Hans Backe det værste fodbold jeg nogen sinde har set af et dansk mesterhold, men når man bliver mestre accepterer vi det og markedet tolererer det. I hvert fald i en periode, men det er problematisk.

 

Brøndby leverer hverken resultater eller underholdning. Derfor krisen. Derfor får kritikerne medvind og blusser hadet op til klubben i en situation, hvor klubben i bund og grund har taget en indlysende korrekt beslutning, at fyre Henrik Jensen.

 

Brøndby har notorisk ikke respekt overfor pressen og kritikerne. Måske er de blevet ’tonedøve’ efter mange års hård kritik. Det er i sig selv en enorm trussel. Vi kan konstatere, at de gang på gang i krisesituationer undervurdere den ledelsesmæssige måde at agere på og efterfølgende er deres formidling stærk mangelfuld og ender i  noget spin. Ærgerligt, for det er ikke så svært at gøre det rigtigt.

 

Brøndby er en attraktiv klub og virksomhed. Alene brandets værdi vil få mange kapitalstærke folk til at stå i kø for at investere, vel og mærke hvis indflydelsen er acceptabel. Derfor vil BIF klare skærene. Det er kun et spørgsmål om de ligesom FCK må lade sig overtage af spekulanter, fordi en tidligere ledelse kuldsejlede virksomheden. Spekulanter der har meget lille præference til fodbolden og alene ser det som et potentielt sted at få forrentet sin egenkapital. Det håber jeg ikke sker, Brøndbys model er helt korrekt til Brøndby, men også denne model kræver succes på og uden for banen.

 

Her er en liste over væsentlige resultater BIF har skabt i den sidste periode:

 

  1. Man har omsider fået ansat en dygtig adm. dir. fra oplevelsesøkonomien
  2. De har fået ro i bestyrelseslokalet
  3. BIF har ansat en ny og særdeles talentfuld og begavet sportschef (dog uerfaren leder)
  4. BIF har i det sidste vindue hentet, Femi, Rommedahl og Thygesen. Spillere i særklasse i ligaen. Hvis du ligger Krohn i den pulje, så har ikke engang FCK en bedre stamme.
  5. De har ryddet op i spillertruppen og sparet masser af penge på mindre brugbare spillere og trænere.
  6. Nu fyrer de omsider Henrik Jensen og gør formegentligt klar til en kapacitet

 

Alligevel er stort set samtlige medier og journalister negative og angribende. Kan Brøndby overleve dette? Svaret er NEJ. De kan ikke overleve, det hvis de vil fortsætte med Brøndby modellen. Smider de håndklædet i ringen og sælger sig til en ’Kasitype, dog med penge nok’ så er det jo ligegyldigt.

 

Brøndbys ledelse kæmper lige nu for Brøndby-sjælen. Vi skal huske på, at det er en kamp for mange. Nemlig alle dem som ønsker at Brøndby skal forblive en sjæleklub og have en mere social og demokratisk profil med inddragelse af mange interessenter. Det er kun de rent resultatorienterede, der billiger en kapitulering og ny model. Vær opmærksom på det.

 

Den rigtige beslutning, dårlig ledet og formidlet.

Tre ting skulle BIFs ledelse have gjort anderledes i forbindelse med fyringen af Henrik Jensen. Det havde nemlig gjort forskellen og afvæbnet kritikernes mulighed for at grave gamle historier frem igen.

 

  1. Henrik Jensen kom ind via et BIF kort. Altså, en af vor egne. Han skulle selvfølgelig være afviklet i samme ’familieånd’. I stedet for at fyre Jensen og få endnu en fyring på en i forvejen spækket liste, skulle han være afviklet i ro og respekt for, at han er i ’familien’. Husk på, at når man konflikter med familiemedlemmer, så er sorgen og skuffelsen meget større og udbruddene derefter. Det tror jeg desværre man igen vil konstatere. Man skulle for længe siden have forhandlet ham ind i en anden position i klubben, så man enten kunne afvikle ham uden den store bevågenhed eller gøre plads til ham et andet sted.
  2. Det er useriøst og uerfarent ikke at have den nye permanente træner klar inden man fyrer den siddende. Som minimum skal man kunne sætte navn på. Business handler om timing, det gør det også i dette tilfælde. Brøndby har begået denne fejl hver gang, man har fyret trænere og direktører. Det gir om noget grobund for spekulation og mistillid. Man er på bagkant med en udvikling og det må man ikke være som ledelse. Det er FORBUDT! Jeg håber, at min kritik her bliver gjort til skamme og den manglende offentliggørelse skyldes, at man ikke må afsløre identiteten på den nye træner endnu. Jeg noterer mig med glæde, at Ole Bjur i et TV interview udtaler eksplicit, at han er overbevist om, at Auri vil bringe godt til holdet i de seks uger, man har givet ham ansvaret. Det vil være en fatal brøler at skrive langtidskontrakt med Auri. Årsagen her til er fuldstændigt logisk, men jeg vil uddybe det i en anden blog. Min analyse var spot on med Henrik Jensen og Kent Nielsen og det er den også denne gang.
  3. Auri skulle selvfølgelig ikke være udnævnt som cheftræner i 6 uger. Det er ligesom at tage et barn med ind i en legetøjsbutik og efter en time sige til ungen, at man ikke vil købe noget til ham alligevel. Det kommer der normalt vis, uanset hvad man siger, ikke noget godt ud af. Samtidigt trækker det jo drabelige spor i hele omverden efter som det jo netop var den måde Henrik Jensen kom ind i sædet på. Her var det Kent Nielsen der blev fyret og Henrik der lige skulle fungere i en periode.

 

Disse kritikpunkter er ikke uvæsentlige, men er heller ikke af en sådan karakter, at det berettiger til hård og eksistentiel kritik af klubben igen. Når det alligevel bliver sådan, så er det fordi at man kan konstatere at man begår de samme fejl igen og det er i erhvervslivet utilgiveligt.

Den anden og endnu stærkere faktor er, at magtfulde grupper, herunder medierne, visse fan fraktioner og visse eksperter er forudindtaget og har besluttet sig for ikke at stoppe med kritikken før Winther og Bjerregaard er ude, om så det koster Brøndby livet.

Del på Facebook
27.10-2011 | 17:45 af Peder Bæk
Nu er det næsten lige meget hvad Brøndby gør i tiden så er alle over dem.
Jeg er sikker på der arbejdes hård på at få klubben op i toppen af Dansk fodbold igen, men det tager lidt tid og hvis der er noget kritiker ikke har er det tid !!
Jeg vil ønske Brøndby held og lykke fremover, er 100 % sikker på de bliver tophold IGEN!!!
 
 
 SKRIV KOMMENTAR LÆS DEBATREGLERNE
Du skal være logget på for at kommentere.
Kommentarfeltet accepterer ikke lange links.
Forkort links med f.eks tiny.cc, bitly.com, TinyURL.com eller goo.gl
Fernando Olsen

Fernando Olsen var Danmarks første hjemmelige fuldtidsprofessionelle fodboldspiller og spillede bl.a. for Brønshøj, KB og Fremad Amager. Et enkelt år som seniortræner blev det til, inden han valgte en forretningsmæssig karriere.

I mere end tyve år har han været rådgiver for virksomheder og topledere i både den private og offentlige sektor. Han har startet adskillige virksomheder og ejer idag en portefølje af virksomheder inden for hans kerneområder. Herunder er Sylvester Hvid & Co A/S som er Danmarks ældste konsulentvirksomhed med speciale i strategisk rådgivning og kommunikation.

Fernando Olsen, tidligere professionel fodboldspiller og nuværende reklame- og kommunikationsdirektør, blogger også på Avisen.dk. Læs 'Insight', der hudfletter sportens verden, hvor politik, magt, penge og egoisme hersker i kulisserne og har afgørende betydning for kampen på banen.

Indlæg | 91 | 175.939 | 31
Siden | 29. oktober 2009 15:49
© Copyright 2012, Avisen Aps
Avisen.dk er ikke ansvarlig for indhold fra eksterne Internet sites