Åbent brev til Justitsminister Lene Espersen.

Ja så skete det også for os. Det som så mange andre forældre og andre fornuftige borgere har frygtet og mange også været igennem i den seneste tid.

I forbindelse med den lovligt anmeldte demonstration fra Vestre fængsel til Frederiksberg lørdag den 28. april 2007 blev vores 2 sønner på 21 og 23 år anholdt. Den første kl. ca. 22.30 på Frederiksberg, den anden kl. ca. 23 30 på Nørrebro

Og det gik ikke fredeligt for sig. Begge blev anholdt uden nogen påviselig årsag, ingen af dem blev sigtet for noget konkret. Hverken ved selve anholdelsen eller ved løsladelsen.

Ham der blev anholdt kl. 23.30 fik gentagne slag af knipler på kroppen, blev lagt i så stramme håndjern, så han nu har dybe sår på håndleddene. Han fik en meget hårdhændet transport til "gården". Han blev aldrig rigtig klar over, hvor han egentlig blev kørt hen. Blev slæbt/kastet ind og ud af henholdsvis gruppevogn og senere alm. patruljevogn. Oplevede transporten som ”en behandling man ikke ville byde dyr”.  I det tidsrum han opholdt sig i gruppevognen, bad han flere gange om at få løsnet sine håndjern lidt. Hans hænder ”sov” og han kunne mærke, der var gnavet hul og det blødte.

Da han blev anholdt som en af de sidste den nat, blev han vidne til fra gruppevognen, at politiet kørte rundt og ”ledte” efter tilfældige demonstranter, som stadig var tilbage på stedet. Han er i dag løsladt og meget forslået og fåmælt. Har ikke lyst til at tale om situationen. Der er kun foragt og afmagt at spore i hans øjne. Hans tillid til systemet har for alvor fået et knæk.

Den anden af vores sønner, der blev anholdt kl. 22.30 på Frederiksberg, er kendt for sin afstandstagen til vold. Han er den første til at prøve at dæmpe gemytterne, når det går lidt for hedt for sig. Hans anholdelse overværes af flere borgere udenfor demonstrationen. De har efterfølgende udtalt, at det var en meget voldsom oplevelse og de agter at vidne, såfremt det bliver nødvendigt.

Men tilbage til selve anholdelsen. Vores søn stod i udkanten af demonstrationen, da han pludselig blev overfaldet af tre betjente. De sprang nærmest på ham bagfra alle tre på en gang og slog ham ned med knipler. Et vidne beskriver det således: ”Betjenten trak sin stav og svang den i en stor bue helt nede fra jorden og lod den med stor kraft falde ned over ryggen på den anholdte, der faldt fremover og direkte med hovedet ned i asfalten”.

Da han lå ned på gaden sparkede de ham i ryg og bryst, hev hans hoved bagover i håret, satte et knæ mellem hans skulderblade, lagde ham i benlås og iførte ham håndjern, der sad så stramt at han har sår på håndledet nu. Derefter blev han hevet ved hår og arme ind i en gruppevogn, smidt på gulvet i en meget ubehagelig stilling, hvor han ikke kunne komme fri fra pga. håndjernene. Han lå på gulvet fastklemt mellem sæderne. Han havde svært ved at trække vejret og på trods af, at han gentagne gange gør opmærksom på, at han har svær astma, får han ikke sin spray, der altid ligger i hans rygsæk.

Efter en time i denne stilling blev han hevet ud af vognen og pga håndjernene kunne han jo ikke tage fra, så han faldt igen ned på asfalten. Han blev så slæbt igen i hår og arme over i en hollændervogn og transporteret sammen med 5 andre unge til Bellahøj. De andre var meget yngre end vores søn og var meget bange. Nogle græd og rystede og vores søn måtte berolige dem. Han oplevede det, som om betjentene nærmest nød situationen og kørte psykisk terror på de anholdte. Truede dem med flere tæsk, kaldte dem for "forkælede møgunger", "forpulede uromagere" og "beskidte lømler" m.m.

Da de ankom til politistationen, gjorde vores dreng igen opmærksom på, at han har svær astma og at han var nødt til at have sin spray hos sig. Han fik blot at vide, at han skulle holde sin kæft, ellers kunne han få nogle flere bank. På trods af flere anmodninger om sin medicin, han havde på det her tidspunkt vejrtrækningsbesvær, fik han den ikke med sig i cellen. "Han kunne jo ringe på klokken, hvis han var ved at dø", sagde de. Så er det jo ligesom for sent, ik?

Kl. ca. 5 om morgenen blev han så hentet til afhøring. Betjenten, der skulle foretage afhøringen, satte sig med ryggen/siden til vores søn. Her gør han betjenten opmærksom på, at han ikke kan høre, hvad der bliver sagt, når han sidder sådan. Forklarer at han er tunghør og har været det siden fødslen. Han beder derfor betjenten om at vende sig om, så han kan mundaflæse ham. Det udløser en sand byge af beskyldninger fra betjentens side. "Din løgnhals" og "Er det nu endnu en af dine løgnehistorier" o.s.v. Vores dreng opgiver nu at tale fornuft med betjenten. Får ham dog til at skrive i rapporten, at afhørte beder om, at der bliver taget hensyn til hans hørehandicap, men blot er blevet afvist som "Løgner".  I efterfølgende afhøring må vores søn så gætte sig til det meste af det, der bliver spurgt om. Da vores søn igen nævner sin astma, afviser betjenten, at dette på noget tidspunkt har været oplyst før detentionsanbringelsen og det bliver kilde til endnu en omgang beskyldninger om "Løgner" og det der er værre.

Efter afhøringen blev han bedt om at gennemlæse og underskrive sin udtalelse til rapport. På det her tidspunkt er vores søn så udmattet og plaget af smerter og vejrtrækningsproblemer, så han underskriver blot. Han bliver løsladt, stadig uden sigtelse og ringer så til min mand og jeg. Kl. er nu 5.30. Vi er desværre i Jylland og kan ikke hente ham, men opfordrer ham til at søge skadestue med det samme. Vi kan høre på hans vejrtrækning, at den er besværet og han er dybt rystet. "Det gør så ondt" siger han. "Jeg kan ikke røre min ene arm".

Han bliver dog på stedet og venter på at høre nyt fra sin lillebror, der jo også er anholdt. Da han bliver løsladt lidt senere, tager de sammen hjem for at sunde sig lidt ovenpå oplevelsen. Men vores søn er nu så forpint, at han er nødt til at opsøge lægehjælp. På skadestuen bliver han undersøgt af en yderst kompetent læge, der skriver en udførlig rapport om alle hans skader. Og de er mange! Der står bla. at han har mærker efter knippelslag mange steder på kroppen, eftervirkninger af at have været i benlås, sår i hovedet, hudafskrabninger på kroppen og benene o.s.v.

Nu er der så kun tilbage at spørge: Hvorfor?

Hvorfor skal de anholdes for at deltage i en lovlig demonstration?

Hvorfor bliver de ikke oplyst om anholdelsesgrundlag. Hvis der da er noget?

Hvorfor bliver de ikke sigtet for det, som man anholder dem for. Jf. ovenstående?

Hvorfor er det nødvendigt at bruge så voldsom magt ved selve anholdelsen? Ingen af dem gør jo modstand.

Hvorfor taler betjente sådan til deres medborgere? Hvis de da opfattes sådan?

Hvorfor blev min søns anmodning om medicin afvist?

Hvorfor tror man ikke på, hvad han siger omkring sit handicap?

(O.sv O.s.v. O.s.v. Der er mange mulige spørgsmål i denne sag.)

Nu har jeg taget kontakt til en journalist fra Ekstra Bladet og han er nu ved at interviewe vores søn og tage billeder af hans skader. Forhåbentlig bringer de historien. For nu må det høre op dette vanvid. Vi er da som borgere og forældre nødt til at gøre noget ved det! Det ender jo med at politiet slår en af vores børn ihjel.

Næste skridt er nu, at vi tager kontakt til en advokat og så lægger vi sag an mod politiet for uberettiget anholdelse og unødigt brug af vold. Det er meget muligt at det ikke nytter noget, men det er ligegyldigt. Der skal fokus på politiets metoder og kun ved at skrive, tale og på alle måder gøre opmærksom på, hvad der sker, kan vi måske ændre noget. Hvis vi ikke handler, accepterer vi jo blot stiltiende tingenes tilstand.

Vores drenge er to helt almindelige unge mennesker. Opvokset i en velfungerende kernefamilie ”ude på landet”. Har begge taget studentereksamen. De er begge sygeplejestuderende, passer deres studier og arbejde ved siden af.

Men de sympatiserer, som så mange andre, med alle der kæmper for frihed og retten til at have og give udtryk for sine holdninger og meninger. Også selv om den afviger fra magthavernes. Så sig ikke at de blot kan lade være med at gå til demonstration. Vi har i dette ”demokratiske” land en grundlovssikret ret til at ytre os og til at forsamle os. Sig ikke at vi har opdraget vores børn forkert. For det synes vi ikke, vi har. Tværtimod, de er nøjagtig sådan, som vi kunne ønske det. Nemlig engagerede i samfundets udvikling og de problemer, der burde få os alle til at reagere. Vi er meget stolte af vores børn. 

Vi anmoder hermed om, at ovenstående spørgsmål bliver besvaret.

Med venlig hilsen

Stig og Iben Bertelsen

Gilleleje

PS: Jeg vil lige til slut gøre opmærksom på, at jeg selv har været politimand i knapt 20 år. Har valgt det fra af egen fri vilje og kan nu konstatere, at jeg skammer mig på etatens vegne.

Denne skrivelse er også sendt til Folketingets retsudvalg, landets dagblade og til tidsskriftet Dansk Politi.

Iben Bertelsen