Døende bør acceptere, at livet snart er slut, i stedet for at fornægte deres skæbne.

Et nyt forskningsprojekt viser, at folk, der forholder sig til deres egen død, er mere positive end andre.

Sygeplejerske på Diakonissestiftelsens Hospice Rita Nielsen fortæller, at de, der er afklaret i forhold til deres skæbne, ofte har en bedre sidste tid end de, der ikke er.

»Når du ser virkeligheden i øjnene og når til en erkendelse af, at du skal dø, så kommer der ofte en lettelse. Så får du frigjort noget energi til at leve,« siger hun.

Døden eller tandpine

Det er forskerne Nathan DeWall fra University of Kentucky og Roy Baumeister fra Florida State University, der står bag undersøgelsen. De delte 432 testpersoner op i to grupper, hvor den ene gruppe skulle skrive en stil, hvor de forholdt sig til deres egen død, hvorimod den anden gruppe skulle skrive om tandpine. Efter testpersonerne havde gjort sig tanker om deres forskellige skæbner, blev det testet, hvor positivt de to grupper så på livet. Det viste sig, at gruppen, der skrev om døden, var mere positive end dem, der skrev om tandpine.

Forskerne bruger resultatet til at forklare, hvorfor døende, der accepterer deres skæbne, får mere ud af deres sidste tid.

Man skal huske at leve

Rita Nielsen har skrevet en række bøger om at forholde sig til døden og holder jævnligt foredrag om folk, der er uhelbredeligt syge. Hun har oplevet flere døende, der ikke erkender deres skæbne.

»Nogle af dem, der fornægter, at de skal dø, bruger for eksempel al deres energi på at rejse til alle mulige lande for at finde nye behandlingsformer i håb om, at de kan leve lidt længere,« siger hun.

Hun fortæller, at de fleste døende både fornægter og erkender deres skæbne. Men det er dem, der bruger færrest kræfter på at fornægte, at de skal dø, der oftest får den bedste afslutning på livet.

»De oplever en intensitet i den sidste tid. De bruger ikke energien på at flygte, men på at leve,« siger hun.

Men der er situationer, hvor det er umuligt ikke at fornægte skæbnen.

»Når en ung mor er døende, bliver hun for eksempel nødt til at skubbe det væk indimellem, at hun en dag mister sine børn. Ellers kan hun ikke holde virkeligheden ud,« siger Rita Nielsen.