Hurra! 

Vi fejrer nu 40 års jubilæet for ungdomsoprøret. Jeg var selv 15 år og gik i realen laangt ude på landet, og fulgte i begyndelsen begivenhederne på afstand.

Studenteroprøret
Jeg tror nok, at jeg blev lige så forarget som mine forældre, da jeg så Finn Ejner Madsen entre talerstolen på Københavns Universitet foran næsen på prorektor (hvis navn jeg nu har glemt), selvom pæne Mogens Fog lod ham få ordet i tre minutter til at oplæse en erklæring. Hvormed Fog tog lidt af luften af det oprørske. Det var det man lidt senere - med Marcuse - kaldte repressiv tolerance.

Måske vi ikke rigtigt fattede det helt berettigede oprør mod professorvældet derude i plovfuren.

Rockmusik, psykedelisk lys og tøj
Men vi begyndte snart at tage oprørets kulturelle udslag til os, i form af rockmusikken og dens æstetik, med blomster, psykedeliske lysshows mv. Når man kom ind i en af de nye boutiques inde i byerne, blev man mødt af ungt personale, som gik i jeans og en åbenbstående skjorte med psykedeliske mønstre, halskæder og runde, blå solbriller og halvlangt hår, mens rockmusikken bragede - eller nærmere skrattede - ud af højttalerne.

Det var noget andet end, når vi havde været med mor inde i et herremagasin, hvor distingverede ekspedienter tiltalte kunderne med De og sagde "og her har vi også en meget dajlig buks, i teryline"!

Ikke så meget politik - men rigtige hippier var vi
Forsigtigt begyndte vi også at lade hår og skægget gro. Så da jeg begyndte i 1. G endnu længere ude på heden, i Grindsted, i 1969, var jeg ved at ligne en rigtig hippie! 1969 var da også året, in the summer of love, hvor hippiekulturens største manifestation, Woodstock, fandt sted. Vi fulgte med så godt vi kunne, og lod chillummen gå rundt, og man tog et ordentligt bap, også selvom man måske syntes det smagte forfærdeligt og man ikke kunne mærke en disse.

Politisk set var oprøret stadig karakteriseret ved at være - ja upolitisk. Jeg kunne fint forene et medlemsskab af KU med at være sådan lidt hippie-agtig, og noterede med stor glæde, at ved folketingsvalget i 1968, var formanden for KU, den eneste af de ungdomspolitikere, der var inviteret ind for at kommentere valgresultatet, som var langhåret.

Det politiske oprør
Politikken rumlede dog i baggrunden. Allerede i 60erne havde atommarcherne betydet en vis bevidstgørelse af ungdommen uden for fagbevægelsen og uden for de etablerede arbejderpartier, Socialdemokratiet og DKP, og nu var Vietnamkrigen kommet på dagsordenen. Og på universiteterne var én af udløberne af studenteroprøret et motto om "Forskning for Folket", hvilket blev omsat i det såkaldte fagkritiske arbejde. Mest markant var her de medicinstuderendes iværksættelse af et helt nyt forskningsområde, nemlig arbejdsmiljøet.

Den Kristelige Gymnasiastbevægelse
På gymnasiet var jeg i mellemtiden blevet medlem af den Kristelige Gymnasiastbevægelse, DKG, som var et grundtvigiansk og frisindet modstykke til det missionske Kristelig Forening for Studerende, KFS. Her holdt vi studiekredse om psykoanalyse, Det Ny Testamente og Fællesmarkedet (som vi var imod), og en tidligere elev på gymnasiet, der lige var kommet hjem fra en rejse til USA, kom og viste for første gang nogensinde sine mange lysbilleder fra turen, herunder af lederne af De Sorte Panthere, Angela Davis og andre af oprørets berømtheder. Det blev ikke sidste gang han kom til at vise de billeder. Han hed i øvrigt Jacob Holdt.

Det var ikke kun Holdt, der bragte os nyt ude fra den store verden. I DKG holdt vi, som nævnt, studiekredse, og her kom så studerende fra Århus Universitet og kørte studiekredse og holdt foredrag om deres fagkritiske arbejde, med f.eks. Malerrapporten og Slagterirapporten (hvor der kom nogle af de lokale slagteriarbejdere og kaldte os nogle røde svin. Den mest markante af dem, Ib Nielsen (så vidt jeg husker navnet) blev senere fremtrædende medlem af Fremskridtspartiet). Vi hørte om diskussionerne på Universitetetet og læste oprørets teoretikere, først og fremmest Marcuse.

Antiklimaks på universitetet
Og da vi så endelig kunne begynde på universitetet, var vi (bønder) egentlig godt rustede til at deltage i det store oprør, meget bedre end vores studiekammerater fra de borgerlige gymnasier i Århus. Det var så noget af et antiklimaks på Statskundskab at blive præsenteret for en række kedelige redskabsfag, som f.eks. statistik, hvor der bare skulle terpes og ikke var plads til så mange kritiske vinkler.

Der var stadig mange hippier, men oprøret var gledet over i en mere politisk fase, som gav sig mange udtryk. På studier som Statskundskab, Økonomi, Teologi og Humaniora kunne man ikke så let som medicinerne stille sig i "arbejderklassens tjeneste" med sit fag. Så der gav det fagkritiske arbejde sig udtryk i forsøg på omdefinering af fagene, bl.a. ved hjælp af en masse meget arbejdskrævende og håbløse studier af diverse marxistiske teoretikere. Det blev noget af en ørkenvandring for mange, mens vi var nogen, som snød os uden om det meste, for der skulle jo også være tid til festerne og at nyde den nye seksuelle frihed!

Mange oprør
Der var i øvrigt så mange oprør i de år, at det var svært at deltage i dem alle, når vi også skulle passe den internationale solidaritet, med Vietnam, Chile, Sydafrika, Nicaragua, Palæstina osv. osv. og festerne.

Andre oprør var f.eks. besættelsen af Huset i Magstræde og Christiania. Huset blev til kulturhus og fik hurtigt en masse aflæggere i hele landet, som blev arnesteder for masser af alternativt kultur- og politisk arbejde. I Sjællandsgadekvarteret i Århus blev der etableret folke-alting, beboerhus, legeplads, trykkerier, forlag, værtshuse osv. osv.

Når man stod midt i det, kunne man godt tro, at hele verden var totalt forandret og fungerede som én stor folkekommune. Men man kunne jo godt se, når man kom på landet, eller blev inviteret på besøg hos potentielle svigerforældre, at SÅ meget var verden heller ikke forandret!

Tre oprør, som vi stadig nyder frugterne af! 
Der var dog nok tre oprørstendenser, som satte sig varige spor, også hjemme i Nørup, og det var:
- den seksuelle frigørelse
- kvindefrigørelsen
- det autoritære oprør

Den seksuelle frigørelse kunne hurtigt konstateres. Den var hjulpet godt på vej af p-pillen. Hvor angst for graviditet og nervøs fumlen med kondomer - på et langt tidligere tidspunkt end ens forældre havde anelse om - stadig var en realitet i midten af 60 erne, blev p-pillen hurtigt så udbredt, at sex blev langt mere problemfrit på alle måder. Hvor min voksne søster og svoger fik separate gæsteværelser derhjemme, inden de blev gift i 1960, overnattede helt unge kærester nu rask væk sammen hos hinanden, også i Nørup! Og man flyttede sammen, uden at være gift.
AIDS-epidemien omkring begyndelsen af 80 erne gav et tilbageslag i friheden, men vi nyder stadig frugterne af oprøret på det seksuelle område.

Kvindefrigørelsen. Der havde tidligere været bevægelser for kvinders valgret, og foreninger, der arbejder for bedre forhold for kvinder, f.eks. i deres rolle som husmødre. Men nu kom en bevægelse, der satte kønnenes ligeberettigelse på dagsordenen. Det gjaldt husarbejdet, forældrerollen, arbejdsmarkedet mv. Og det slog fuldt ud igennem! Når vi i dag ser de fleste fædre som den naturligste ting gå med barnevogn, skifte ble, made børn, trøste børn osv. osv., når vi ser kvinder som buschauffører, håndværkere, chefer, direktører osv. osv. er det et direkte resultat af 1968!

Det antiautoritære oprør. Med ungdomsoprøret blev der stillet spørgsmålstegn ved enhver autoritet. Og det var allerhøjest tiltrængt. Men i Danmark slog dette oprør langt kraftigt og dybere igennem end i noget andet land i verden. Også alt for kraftigt. Man smed barnet ud med det beskidte badevand. Når danskere i samvær med udlændinge ofte opleves som ubehøvlede, når danskere kører egoistisk og hensynsløst i trafikken, når danskere ikke kender de mest almindelige manerer, når alt er så formløst, at danskerne famler rundt i deres omgang med hinanden, er det et direkte resultat af 1968.

Når regnebrædtet gøres op, mener jeg dog, at det positive udbytte langt overstiger omkostningerne ved SYRETRES, som vi også kalder det!