Jeg vil også gerne gå min tur til Kanossa. For jeg var også med til at bagatellisere de problemer, som den store indvandringsbølge i 70 erne skabte.
Ingen problemer i 60 erne og begyndelsen af 70 erne
Jeg var nok i den udsædvanlige situation, at jeg kendte rigtigt mange mennesker fra Mellemøsten og hele den tredie verden allerede i 60 erne.
Gennem familie lærte jeg indere, arabere og afrikanere, som var på studie- og forskningsophold, at kende. Og gennem mine første sommerferiejobs kom jeg til at kende læger og andet sundhedspersonale fra lande som Indien, Iraq, Iran, ja og Japan.
Vi festede i de lange sommernætter, og romancer indgikkes på tværs af etniske og religiøse skel, som i øvrigt aldrig blev nævnt med et ord.
Og på mit studium kom jeg til at studere med flygtninge fra Eritrea, Chile, Polen, Sydafrika mv.
Etnicitet og religion var aldrig et tema, overhovedet.
Men da fremmedarbejderne slog rødder....
Da så fremmedarbejderne begyndte at slå rødder og blive sammenført med deres familier, kunne man da kun tænke, at det var da bare herligt. Og vi købte alle gladeligt ind i de nye spændende forretninger, som de åbnede, når de dårligt betalte jobs ved samlebåndene forsvandt.
Vi boede ikke i ghettoerne, og så ikke de sociale problemer, der opstod, og de kulturelle sammenstød, der var lagt op til, når det var hele landsbyer fra Tyrkiet og Mellemøsten - frem for veluddannede singler fra storbyerne - som nu kom til Danmark.
Vi var for langsomme til at reagere. Og de første uartikulerede protestråb tog vi os ikke af, for de var så racistisk prægede, at man ikke kunne tage dem alvorligt.
Så kom reaktionen!
Først da de socialdemokratiske borgmestre på Vestegnen begyndte at sætte ord på problemerne tog vi dem alvorligt. Jeg mødtes selv med dem og andre kommunalpolitikere fra alle partier til bestyrelsesmøder i et fælleskommunalt selskab. Og fik dér et nærmere indblik til at underbygge de bekymringer jeg var begyndt at få.
Jeg så stadig masser af eksempler på uproblematiske kulturmøder, en god bekendt, som fandt sin kæreste og senere kone i Istanbul, kolleger, forretningsforbindelser, lægen, tandlægen, naboer i vores ejendom osv. Men det var igen disse eksempler på veluddannede enkeltpersoner, som var indvandret, ikke en egentlig integration af landsbykulturen.
Min reaktion på denne erkendelse var at kræve tiltag i lighed med 24-års-reglen, og støtte dem fra første dag de blev indført. For at få gang i den relle integration. Og derfra arbejder jeg stadig!