Jeg har lige været nedenfor og kælke på Svineryggen ved Sct. Jørgens Sø (Kbh.) med min knægt på 7. Og når jeg gav ham et skub i ryggen, inden han suste ned over bakken med de små hop, gav det pludselig et stik af misundelse et eller andet sted inde i mig.

For sådan et skub havde jeg aldrig selv oplevet fra min far. Vore dages børn er dybt dybt priviligerede på en måde, som vi sjældent tænker på. Derhjemme i flækken ville naboerne have troet, at min far, MØLLEREN, var blevet skør, hvis han havde holdt fyraften før kl. atten for at gå ud kælke med sine børn. For det første ville han udvise useriøsitet med sin forretning, for det andet ville det se helt latterligt ud med en voksen mand - eller kvinde for den sags skyld - på en kælkebakke.

Når nogle nu om dage taler meget om, at forældre er for lidt sammen med deres børn, skal man lige huske på, at de har enorme mængder tid sammen med deres forældre i forhold til for bare få årtier siden. De bliver hentet og bragt, og der er forældrearrangementer i skole og fritidshjem ustandseligt. Weekenderne og aftenerne er helliget børn-forældresamvær, ja og alle skoleferierne.

Da jeg var barn, var jeg priviligeret. Som den eneste oplevede jeg at komme på ferie med mine forældre - hele to gange. Da jeg var 10, var vi på en tre-dages biltur til Skagen, og da jeg var 13 hele SEKS dage i Norge. Sådan noget havde ingen af mine kammerater nogensinde prøvet. Og det kunne kun lade sig gøre, fordi jeg havde en bror, som var blevet stor nok til at passe møllen, mens vi var afsted.

Ja, og så var der også en søndag hver sommer, hvor min mor fyldte "tursmørrebrødsboksen" op med højt belagt smørrebrød, og så kørte vi ud i det blå, og endte gerne med at indtage indholdet med øl og snaps ved campingbordet i en vejkant et sted ude i det vestjyske. De ture er prentet hårdt i min hukommelse som det nærmeste man kunne nå himlen på det tidspunkt. Familien samlet om et campingbord, ingen telefon, der ringede med kundeordrer, ingen bønder, som havde glemt at få hønsefoder, der bankede på døren. Bare den blå himmel og lækkert smørrebrød og familiesamvær.

Her i familien spiser vi gerne madkurv nede ved Søerne eller i en park de fleste af ugens aftener om sommeren. Men mon det vil blive husket på samme måde?

Uanset hvad, så kan jeg ikke lade være med at være lidt misundelig på mine børn, ja og alle andre, som oplever at være børn i nutidens Danmark, selvom jeg under dem det hele!