I Berlingske Tidende idag angriber Anders Fogh DR for deres kritiske program om de danske tilfangetagelser i Afghanistan.

Lad nu være, at Fogh er pressens minister. Lad også være, at han i sidste uge angreb Socialdemokraterne for ikke at have en politik. Regeringen er altså presset. Men lad ikke være, at det program, som Fogh langer ud efter, er et af de allerførste eksempler på, at de to Fogh-regeringer har fået kritisk presse. Det er mageløst, at der skulle gå 5 år inden det skulle finde sted.

Fogh forholder sig ikke til indholdet af udsendelsen og det er der nok en god grund til, spørger man? Og det kunne måske også være, at DR skulle sende programmet een gang til, så vi igen kunne se embedsmænd og militærfolk tale udenom, at de besad viden, som de ikke ville frem med. Når Fogh først nu langer ud efter DR er det for at offentligheden skulle glemme selve indholdet og lade sig forføre at den diskurs, der er ved at overtage efterdønningerne efter udsendelsen; nemlig den diskurs, at vi ikke skal tale om programmets indhold, men om dens form - som også er regeringens foretrukne diskurs i forhold til dens visionsløse regeringsperiode.

Men HELT grundlæggende er det, at Fogh løfter en pegefinger overfor pressen og forsøger at stække den ytringsfrihed, som han jo heller ikke meldte helt klart tilbage på i forbindelse med indledningen til Muhammedsagen - altså inden det gik op for regeringen, at det nok ikke gik denne gang, at Fogh IGEN var på ferie under en krise, OG at Jyllandspostens unødvendige indenrigspolitiske provokation overfor en presset samfundsgruppe, der ikke selv kunne sige fra, nok IKKE kunne holdes som ren indenrigspolitik. Også der var Fogh lidt valen i forhold til ytringsfriheden.

Jeg vil gerne fastholde, at et lands statsminister, ligegyldig hvor presset han er indenrigspolitisk, ligegyldig hvor lidt modvind han har fået af den danske presse hidtil og ligegyldig præcis hvilken holdning han har til ytringsfrihed, IKKE skal løfte en pegefinger mod (kritisk) presse.

Nej, han må bære kritisk presse som en mand og glæde sig over, at den kritiske presse ikke tog fat, da han gik i krig på formodninger mod bedre vidende om, at der kunne være a-våben i Irak - på trods af Hans Blix klare redegørelser, der sagde det diametralt modsatte, at man IKKE kunne finde beviser på, at der var a-våben. Eller at der ikke har været kritisk presse om hele kulturkanondebatten, hvis primære (og altså effektive) formål har været at fjerne opmærksomheden i offentligheden fx fra den behandling, som indvandrere udsættes for med nedsættelse af starthjælpen og den slags uværdige indgreb fra den siddende regering. Altså bare for eksempel.