Et rummeligt samfund, og et velfungerende demokrati, bør have plads til lidt udenomsparlamentarisk aktivitet som fx Christiania, Ungdomshuset, heilende højreekstremister mm.

Vi kan hverken forvente eller forlange konsensus over hele linien, så selvom os mainstream konformiteter ikke begriber, hvad fanden idioterne brokker sig over her i verdens bedste land, består lakmusprøven i, hvordan vi evner at forholde os til disse utilpassede elementer eller bare dem, der har en helt anden dagsorden.

Det er let nok at pudse moral og politi bøllerne, på dem der udøver selvtægt, på racisterne osv. Men hvad med rummeligheden og dynamikken? Sidste århundrede kæmpede folk bravt mod kapitalisterne for at etablere velfærdsstaten. Den er alle nu glade for. De unge gjorde oprør. Det er vi også glade for. Kvinderne gjorde oprør, og hvor var vi henne uden det. DF gjorde oprør, og fik standset den ukontrollerede tilgang af muslimer. Slumstormerne satte focus på et problem. Christianitterne meldte sig ud af ræset og tog sagen i egen hånd, hvilket vel er et sundhedstegn i et alt for hårdt pumpet samfund.

Så, rolig nu med fjendebillederne. Klap hesten og lad os se, hvad tidens spørgsmålstegn har at fortælle.