Mange mennesker kan ikke lide muslimer, fordi de ikke kan lide islam, fordi islam er meget anderledes end europæisk kristen kultur. De kan heller ikke lide muslimer, fordi de stiller for store krav til rummelighed, som om det var vores problem, at de er anderledes. Og de kan ikke lide muslimer, fordi de i alt for lang tid har destabiliseret verden med vilkårlig terror.

Islam har gjort det svært for sig selv. Muslimer som begreb har et dårligt udgangspunkt, og er qua sin kultur/religion dårligt klædt på til at sige pænt goddag, og stille sig hen i hjørnet for at sondere terrænet. Den slags ligger ikke lige til højrebenet for dem.

Hvis folk og fæ derfor hellere ser muslimens hæl end tå, er der ret beset ikke noget at sige til det.

Er det så udtryk for racisme? Nej, for de samme mennesker, som ikke bryder sig muslimer, har ofte et afslappet forhold til mange andre fremmede folkeslag. Så det er nok især udtryk for kultur-racisme fra muslimens side. Han har jo meget mere imod os end vi imod ham. Allerhelst vil han have os til at glemme, at vi kom først. Glemme, at det er vores hus. Det er faktisk DERFOR, vi er sure på muslimer.

Ikke desto mindre må vi tage os alvorligt sammen. Vi må være mere rummelige end muslimer. Vi må have bredere skuldre. Vi må dæmpe retorikken. Vi må vise vejen.

Ikke fordi muslimer har gjort sig særlig fortjent til det, men fordi de er her, og ikke går hjem. Fordi vi ikke har noget alternativ til sameksistens.