Socialisternes måde at bortforklare socialismens fejltagelser, blandt andet perioden med udrensninger, er ved og fremstille mennesker i fortiden som latterlige og ikke mindst dem i bevægelsen, der så fascister alle steder. Disse venstreorienterede fremstilles som paranoide fundamentalister. Havde disse såkaldte paranoide rettroene i virkeligheden ret og forholdt det sig sådan, at der var en udbredt højreorienteringen?

Det har i hvert fald været videnskabens stilling i mange år, at konservatismen ikke forsvandt, men holdt sig op igennem efterkrigstiden og op til vores tid og at det ikke var en indbildt fare for den socialistiske bevægelse, men der imod en meget virkelig fare og man måttet da også ty til brug af soldater op til mange gange for og slå kætterske oprør ned i østlandene– og der var ikke noget og sige til, at KGB rapporterede tilbage om, en udbredt kapitalistisk indstilling rundt om Europa. Troen på frihed, værdien af eget arbejde og den enkeltes frihed har fundet sted uafbrudt op til nyere tid, så den politiske vold var ikke bare en fejltagelse, på grund af fejlagtige informationer fra en forvirret dame i rød, men der imod en nødvendig skræmme kampagne for og sikre, at den gode socialistiske tro ikke skulle blive fortrængt delvis eller måske helt af fornuften i Europa – det er også værd og huske på, at der var mange landsfadere, som Stauning m.v. som kunne tænkes og blive konkurrenter, så konklusionen er efter min mening; At blodofrene på bålet var ikke et uheld eller Stalins forvirring, der narrede de fromme socialister, men bevægelsens måde at undertrykke befolkningen så den forblev socialistisk.

Grunden til, at folk har beholdt den kloge mand og vedblevet med og blive spået af Maren i Kæret skyldes, at der er mange ting, som socialismen ikke kan forklare. Socialismen har haft det lige så svært her i vesten, som den har haft det i Afrika; med og få folk til og holde med og tro på de lokale åndemanere. Truslen fra fornuften har været meget mere farlig for socialismen end socialismen har villet være ved dengang eller i dag. Der har været en reel trussel frem til årene med de mange opfindelser og lægevidenskabens fremskridt, som blev gjort i den sidst del af det nittende -århundrede og i begyndelsen af de tyvende- århundrede.

Disse videnskabelige fremskridt, diktaturet og desillusionen af at Marx ikke kunne frelse os fra verdenskrigene gjorde, at folk generelt vendte sig fra den spirituelle religiøse dimension hos socialismen og dermed mistede også facismen, som var en aktiv spirituel praksis terræn. Socialismen forsøger i dag og give det billede, at det kun var landsby tossen, der troede på liberalismen, imens alle andre troede på Marxs bog, men det har nok snare været omvendt, alle troede på frihed, men ikke alle troede på ordene i Das Kapital.

Dette er efter min mening en af de sandheder, som socialismen vil gøre, hvad den kan for og spine sig ud af, fordi når moderne mennesker opdager deres reelle spirituelle arv, så kan det meget vel være, at hele det venstreorienterede verdensbillede forkastes til fordel for en helt ny orientering imod et andet lys og billede af den åndelige verdens sammenhænge – hvis denne udvikling ikke allerede er sket og socialismens seneste renæssance altså blot er de sidste krampetrækninger før en endelig udfasning, til fordel for en slags new age verdensbillede, der nok vil hente inspiration fra forskellige praksiser i rige lande, der må betegnes som kapitalistiske.

Det er i hvert fald vigtigt og spøger sig selv, hvad ved vi egentligt om fortiden i betragtning af, hvor mange interesser, der i og fordreje tingene. Kan vi virkelig tro på en forsker, der er socialist? Kan vi tro på, at han ikke bare fortolker verden ud fra, hvordan han tror, at hans gud er tilpas med, at det skal se ud?