Jeg har nu forgæves pløjet mig gennem Berlingske Tidende, Politiken, Jyllands-Posten, Information, Radioavisen, TV-Avisen, TV2 Nyhederne – og endda også min egen Nyhedsavisen – i forsøget på at finde ud af, hvad Naser Khader rent faktisk sagde på Venstres sommetræf i weekenden.
Ikke et eneste ord.
Ikke et eneste referat.
Ikke en eneste faktuel oplysning.
Kun spin og taktik og strategi og stilkarakterer.
Jeg havde faktisk glædet mig til at læse og høre og se, hvad Khader kom med af konkrete udspil, da han for første gang gik i direkte duel med de øvrige partiledere- og jeg var næppe den eneste dansker, som ville sætte pris på at blive redeligt oplyst om, hvad der skete.
Kun TV2 News – måske det bedste, som er sket for dansk nyhedsformidling – leverede varen, men den kunne jeg desværre ikke se, da jeg opholdt mig i et sommerhus. Resten af de politiske journalister – og igen desværre også mine egne – tror åbenbart ikke, at der findes mennesker, som er interesseret i politisk substans.
I stedet ruller medierne alle de såkaldte politiske kommentatorer frem af stalden, som på sikker afstand og ofte med en ubehagelig kynisme giver karakterer til politikere.
I Nyhedsavisen lod vi gudhjælpemig den højborgerlige Niels Krause-Kjær folde sig ud over to sider. Hans pondus er skabt af det år, han var spindoktor for Per Stig Møller, da han var partiformand frem til valget i 1998. Resultatet var en katastrofe – De Konservative blev halveret!
I Politiken og Danmarks Radio foldede Peter Mogensen sig ligeledes ud over det hele med karakterer og bedømmelser. I Berlingske Tidende fik vi Thomas Larsens og Michael Kristiansens versioner, i BT hørte vi på Helle Ib, i Jyllands-Posten på Ralf Pittelkow, i Ekstra Bladet på Bent Falbert og Hans Engell, i Se & Hør på Henrik Qvortrup.
Dengang jeg selv var politisk redaktør på Jyllands-Posten eller chefredaktør på Information lyttede jeg altid interesseret til alle de andre poliske kommentatorer – men det gør jeg i stadig ringere grad i dag. Jeg gider simpelthen ikke.
Årsagen er, at jeg langt hellere vil høre på, hvad politikerne selv mener og siger. Det savner jeg faktisk.
Min daværende chef, Jørgen Ejbøl, skældte mig altid ud, når jeg på JP skrev en analyse, fordi han mente, at jeg den pågældende dag både opfattede mig selv som klogere end politikerne og i øvrigt havde været så doven, at jeg ikke gad tale med kilder. Han havde (næsten) ret.
Derfor har jeg fra i dag udstedt forbud mod, at Nyhedsavisen ringer op til alle disse spindoktorer. Vi vil i stedet give plads til kilderne selv i første omgang.
I slipper derimod ikke for, hvad jeg selv mener – men det vil altid kun være, når jeg fægter med åben pande: Nemlig på denne blog eller på lederplads i avisen.
Venlig hilsen
David Trads