Videoen er kornet og rystet. Hånden, der holder den mobiltelefon, som optager, skælver. Metalliske lyde fra ståltrappen dominerer lydsporet. Et tov med en løkke bæres frem. Saddam skubbes frem og rebet hænges om hans hals. Diktatoren når at fremsige noget, der lyder som muslimske bønner, inden den lem, han står på, åbnes, så han hænges.

Jeg har lige set den video, som viser Saddam Husseins henrettelse – og den er en dramatisk dokumentation på, hvor langt det Irak, som Vesten anført af USA, England og Danmark har skabt, er fra at være et demokratisk retssamfund. Se selv videoen på

www.liveleak.com/view?i=863ce7d4a3.

Vestlige medier har fejlagtigt valgt at lade deres læsere og seere slippe for at se selve hængningen – det skal Vestens borgere skånes for. Dette hensyn er desværre typisk for den logren med halen, der præger de fleste mediers dækning af Irak-krigen. De stærke billeder fra krigens virkelighed – af irakiske børn, kvinder, gamle, civile og såmænd også soldater og terrorister, der er dræbt eller lemlæstet i titusindvis af de vestlige allierede – er i reglen sorteret væk.

Derved fremstår krig mere klinisk end den er – og det er naturligvis i de allieredes interesse. Ved at undlade at vise hængningen af Saddam lykkes det igen at minimere fokus på det forkastelige i, at Vesten – inklusive Danmark – aktivt understøtter den middelalderlige dødsstraf.

Dødsstraf er et ubehageligt levn fra Det Gamle Testamentes ord om ’tand for tand – øje  for øje’ – og noget, som civiliserede samfund naturligvis bør tage maksimal afstand fra. Ingen forbrydelse berettiger til, at en retsstat kan dømme et andet menneske til døden – allermest fordi denne primitive hævnagt bringer retsstaten ned på forbryderens eget niveau.

Derfor var det med væmmelse, at jeg i de forløbne måneder fulgte den standret, som det nye irakiske regime gennemførte mod Saddam Husseins – Iraks grusomme diktator gennem et kvart århundrede. Væmmelsen skyldtes naturligvis, at udfaldet var givet på forhånd – nemlig at Saddam ville blive dømt til døden. Tand for tand – øje for øje!

På et tidspunkt, hvor de vestlige allierede kunne have vist det nye Irak, at et demokratisk samfund behandler alle – selv de værste forbrydere – på en human og værdig måde, understøttede vi i stedet dødsstraffen.

Saddam blev dømt til døden ved hængning – måske den næstældste kendte dødsstraf efter den halshugning, som vi i de seneste år har set islamistiske terrorister foretage på vestlige gidsler. Jeg finder det pinligt, at de vestlige krigsmagter – anført af USA og England, men bakket ivrigt op af Danmark – er ude af stand til at se symbolikken:

At hængningen af Saddam er ligeså primitiv og uhyggelig som halshugningen af gidsler.

Vesten burde være bedre. Vesten burde vise civilisationens styrke.

Desværre er Irak-krigen et langt eksempel på, at Vesten har ladet sig synke ned i moradset:

Krigen blev indledt på løgne – der var ingen masseødelæggelsesvåben; der var ingen forbindelse til al-Qaeda.

Krigen blev igangsat ulovligt – uden det nødvendige FN-mandat; med et splittet NATO.

Krigen er gennemført med utallige brud på menneskerettighederne – tænk på Guantanamo, Abu Ghraib, hemmelige CIA-fængsler.

Krigen har ført til hundredtusinder af drab på irakiske børn, kvinder, mænd og gamle -  og skabt et endnu større had til Vesten hos de efterladte.

Krigen har skabt et mere farligt Mellemøsten – med atomvåbenprogrammer i Iran, borgerkrig i Libanon, eskalering af den israelsk-palæstinensiske konflikt.

For mig at se er der kun en vej ud af det hængedynd, som Bush, Blair og Fogh har trukket Vesten ind i: Nemlig en tilbagevenden til det retssamfund, der langsomt, men sikkert, bragte fred, stabilitet og vækst til Europa og Amerika i løbet af det 20. århundrede.

Det bør begynde ved, at vi ser os selv i spejlet – og åbent diskuterer de fejl, som vi selv har begået i især Irak ved begyndelsen af det 21. århundrede. Retssamfundet baseres på to fundamentale rettigheder – retten til frit at ytre sig og individets rettigheder over for den stærke stat.

Lad os dog se henrettelsen af Saddam, så vi med egne øjne kan vurdere, hvad det er, Vestens ledere bidrager til. Lad os ikke hoppe på smarte spindoktoreres usmagelige snak om, at vi skal skånes for at se hængningen. I et demokrati skal magthaverne ikke have held til at gemme ubehagelighederne væk – de skal frem i lyset, så vi selv kan tage stilling.

Krig er ikke kun glansbilledet af statuen af Saddam, der blev væltet for snart tre år siden, da USA indtog Bagdad. Krig er i den grad også død – også den form for drab, som vi kalder dødsstraf, og som Vesten netop har understøttet med drabet på Saddam.

David Trads

Chefredaktør