Avisen.dk
Nyhedsbreve | Opret profil | Log ind | Kontakt | Avisen.dk bruger cookies, læs mere her

TRADS: Pia Kjærsgaards største krise!

10. maj 2007 08:38
Visninger  [3103 ]   Debat  [31 ]

Efter det succesrige folketingsvalg i februar 2005, hvor Dansk Folkeparti igen gik frem og naturligt fortsatte som VK-regeringens parlamentariske grundlag, lagde Pia Kjærsgaard & Co en ny og modig strategi:

Målet blev nu at komme i regering – enten umiddelbart før eller umiddelbart efter det kommende valg. For at nå det mål – at blive regeringsduelige – besluttede partiets ledelse at gøre sig mere pragmatiske, mere kompromissøgende. Derfor lagde ledelsen blandt op til at acceptere EU, til at forringe efterlønnen og til at skelne mellem moderate muslimer og farlige islamister.

Det er den strategi, som nu synes begravet i ruiner – og det er derfor, at Pia Kjærsgaard befinder sig i sin største krise siden Dansk Folkepari blev stiftet i 1995.

De seneste måneder har alvorlige fejltrin tegnet et billede af et parti med tendenser på opløsning:

Krarup, som kaldte homoseksuelle for handicappede; Messerschmidt, der betegnede alle muslimer som tabere; Camre, som krævede psykiatrisk behandling af en kendt muslim; Frevert, der leverede et grimt personangreb på Kjærsgaard - og så videre og så videre.

Det virker, som om at det polit-bureau – opkaldt efter den øverste sovjetiske ledelse – som har styret Dansk Folkeparti med en usædvanlig hård jernhånd, er ved at miste kontrollen. Trods en stribe af skriftlige advarsler – selv mod ledende medlemmer som Camre og Krarup – har ordrer fra Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen-Dahl og Peter Skaarup ikke længere har samme disciplinerende effekt.

Jeg tror, der er tre primære årsager til partiets alvorlige krise lige nu:

For det første – at mange i anden og tredje række i folketingsgruppen enten ikke forstår eller simpelthen er uenige i strategien om at komme i regering og derved dæmpe retorikken.

For det andet – at det efterhånden står klart for enhver, at statsminister Anders Fogh Rasmussen meget gerne vil være mindre afhængig af Dansk Folkeparti, ikke mindst efter at Khaders Ny Alliance er kommet på banen.

For det tredje – at de folketingsmedlemmer, som har ambitioner, opdager, at der formentlig aldrig blir udskiftning i partitoppen, og at de derfor er dømt til evig ensretning af Kjærsgaard, Skaarup og Thulesen-Dahl.

Det imponerende ved Dansk Folkeparti er, at partiet i nu snart 12 år har holdt så fantastisk godt sammen om deres ledelse og deres politik – og det er naturligvis den vigtigste årsag til, at Kjærsgaard & Co. har opnået deres unikke position. Hvert eneste valg, som partiet har stillet op til, har givet fremgang – og intet dansk parti, som har været parlamentarisk grundlag for en dansk regering, har nogensinde haft så stor indflydelse.

I disse uger tyder meget på, at Kjærsgaard for første gang vil risikere problemer på tre felter på en gang – med sin egen gruppe, med statsministeren og med meningsmålingerne. Projektet har aldrig haft det vanskeligere.

Der er sandt for dyden opbrud i de faste mønstre i dansk politik. 

 

David Trads

Chefredaktør

 

Del på Facebook
10.05-2007 | 09:06 af Hardy Mathiasen
Ja og det er skide godt,jeg håber af et godt hjerte på de ryger ud af regeringen på røv og albuer.
 
 
10.05-2007 | 09:25 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
 
10.05-2007 | 09:40 af Peter Hansen
Hvor er det synd for Pia K.

Nu har selv CHEF-Trads fået et nyt forbillede og kan begynde at se en masse problemer for Pia.

For kun få måneder siden var det jo en helt anden hyldestartikel vi fik at læse.

Jo dansk politik er under opbrydning, og vejrhanerne har fået nye retninger at lade vinden blæser fra.
 
10.05-2007 | 09:45 af Karin Bennedsen
DF har sine kernevælgere, der vil støtte partiet næsten uanset hvilke kriser, der opstår. Det er vælgere, der har fået en stemme i Folketinget, en stemme, der taler samme sprog, som dem selv.

Det eneste, der kan få disse kernevælgere til at tage afstand fra DF er, hvis det for alvor går op for dem, i hvor høj grad DF-toppen i virkeligheden foragter deres egne vælgere.

Vi kan håbe på, at det opbrud i partierne der nu ses efter dannelsen af Ny Alliance slår igennem, så V og K besinder sig på mere tværpolitisk samarbejde, så DF får mindre indflydelse.

Det er nok for meget at håbe på, at NA får så mange mandater ved næste valg, at DF bliver sat helt uden for indflydelse, så hvis det igen bliver Fogh, der skal danne regering med støtte fra både NA og DF, så er vi i en situation, hvor ingen alene kan være tungen på vægtskålen.

Der bliver altså to partier med modsatrettede interesser på især udlændingeområdet, som hver for sig kan gøre det særdeles vanskeligt at føre politik for en ny VK-regering.
 
10.05-2007 | 10:10 af Torben Andersen
Jeg forstår ikke helt kritikken af Fogh for at støtte sig op ad DF. Hvad er V og K s alternativ ?

Skulle de hellere have strukket våben, og ladet Socialdemokraterne køre landets økonomi i sænk ?  Mange glemmer, at der ikke findes et parlamentarisk alternativ til DF - derfor har de nu lige så stor indflydelse, som R havde i de gode gamle dage.

Hvis DF mister stemmer går de med stor sandsynlighed til S - og dermed mister Fogh sit flertal.

Mit personlige gæt er, at DF klarer sig udmærket til næste valg - hjulpet af sympatistemmer på grund af Ny Alliances klare fokus på konfrontationen med DF.

Khader vil stjæle en del K (og lidt V) stemmer, så VKO flertallet forsvinder. Vi får dermed et NA/V/K/DF flertal - og hvad det så kan bruge til, er et godt spørgsmål.

Spådom: kig efter en VK regering støttet af DF OG Ny Alliance med en mere offensiv skattepolitik og en mere afdæmpet retorik omkring udlændinge (men ikke så megen substans i lempelserne - her er Khader jo stadig med)

Et drømme-scenarium (for mig) ville være, hvis Khader kan trække stememr fra SF og R på en bedre social-, udenrigs- og miljøpolitisk profil (og på at hade DF). Et flertal af V/K og Alliance ville give en helt ny centrum-borgerlig regering...

Så selv om det nemmeste for Khader er, at tage stemmer fra K, så bør han kigge til venstre, hvis han selv vil være minister - og for alvor sætte DF ud af spillet.
 
10.05-2007 | 10:11 af Karin Bennedsen
@S. Rasmussen

Jeg er enig i, at Naser Khader her et islamkritisk værdifællesskab med Krarup, Langballe og andre, såsom Lars Hedegård, Helle Merete Brix, Karen Jespersen og Ralf Pittelkow.

Den sort/hvide position omkring islam og muslimer, som er fællesnævner for disse, er også den væsentligste grund til min skepsis overfor Naser Khader.
 
10.05-2007 | 11:45 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
 
10.05-2007 | 13:07 af steffeng40
S.Rasmussen lyver for sig selv og demonsterer dermed, hvorfor DF er fortidens og ikke fremtidens parti.

Hvis folk er af den opfattelse, at Ny Alliance har en udlændingepolitik, der tilnærmelsesvis ligner den, der føres, har de vist ikke læst, hvad NA skriver på www.nyalliance.dk
 
10.05-2007 | 14:15 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
 
10.05-2007 | 14:26 af Lars Nielsen
Tak for din artikel.

Om Pia Kjærsgaards krise kan jeg kun sige:

Den er fuldt fortjent...og lidt til!
 
 
10.05-2007 | 14:33 af Sille
Jeg er sådan set enig med dig i, at DF er i en krise. Men ikke, at den endnu udspiller sig på 3 felter.

DF er i en begyndende krise internt og kan derfor hurtigt komme det i forhold til deres vælgere og dermed i meningsmålingerne. Om de kommer i krise i forhold til Fogh afhænger helt af deres måde at takle de interne problemer på.

Politbureauet(et godt navn) skal kunne ændre signaler. De skal kunne ændre deres interne opførsel og give folketingsgruppen noget positivt, at tro på. Gruppemedlemmerne ved jo godt, at de ikke kan gå andre steder hen. De er afhængige af, at partiet samlet ikke går tilbage, hvis de skal beholde deres mandater i folketinget. Der er så vidt jeg kan vurderer grobund for en stor intern krise, hvis nogle i gruppen bliver bange for præsternes udtalelser forsætter. Men det er endnu for tidligt, at erklære DF ude i en fuldblodskrise.

Din analyse bygger på, at Fogh er interesseret i, at få et andet flertal og på den baggrund hilser Ny Alliance(NA) velkommen. Jeg er langt fra sikker på, at det er tilfældet.

Fogh er selvfølgelig i offentligheden positiv overfor NA. Jeg ser denne velkomst som et led i, at vinde dagsorden om NA’s betydning. Fogh ser gerne, at det primært er oppositionen som betaler prisen.

NA lyst til at pege på Fogh efter et valg og Khaders klare holdninger overfor islamister vil blive fremhævet igen og igen. Man kan sige, at Fogh allerede har vundet det første slag. Stort set alle politiske kommentatorer er enige om, at NA er til fordel for Fogh. I skriver selv i avisen, at Fogh er sikret til 2013. Denne sikkerhed læner sig først og fremmest op af Khaders officielle og uofficielle udtalelser det senest år. Mange havde jo forventet, at Khader skiftede til venstre.

Men når man følger det som NA selv siger, er det langt fra så entydigt. NA består foreløbigt af Khader, Samuelsen og Seeberg.  Hos dem er der indbyggede modsætninger. Seeberg er den egentlige årsag til, at NA er etableret. Diskussionerne mellem Khader, Samuelsen og andre har tilsyneladende udelukket et parti med udbrydere fra de radikale alene, så da Seeberg fik nok af DF slog de til. Det kræver derfor et skift i politikken fra Fogh før NA med 100% garanti peger på Fogh.

Seeberg vil have svært ved, at forsvare andet.

Navne diskussionen siger også lidt. Planen var de skulle hedde Dansk Alliance, men den åd Seeberg tilsyneladende ikke og de kom til at hedde NY Alliance i stedet. Hendes modstand mod DF fornægter sig ikke. Den måde DF omtales på viser, hvordan diskussionen føres internt i NA. På den ene side tydelig afstand fra Seeberg og krav om så lidt indflydelse som muligt, på den anden side anerkendelse af, at DF er et parti som andre og ikke skal udelukkes fra indflydelse.

Fogh står i et dilemma og han kan gå forskellige veje.

Han kan nærme sig en opblødning af sin kontraktpolitik og en egentlig tilnærmelse til NA. Det er dog en usikker vej, da ingen endnu ved hvor det hele ender med NA og hvordan de øvrige partier vil agerer i den nye situation. Vi har allerede set de konservative gå til modangreb i dag. Sandsynligheden for, at VK kan klare sig alene med NA efter et valg er ikke så stor og i den situation vil de radikale få betydning og det er Fogh i hvert fald ikke vild med.

Men Fogh kan også vælge, at fastholde sin strategi internt. Det vil betyde, at han forsat vil forsøge, at italesætte en bestemt udgave af NA. Samtidig forsætter han samarbejdet med DF og måske øger han ligefrem en uofficiel koordinering af udspil med DF. I den situation kan et valg i utide være en løsning. Flere mener, at Fogh ikke vil udnytte NA står godt i meningsmålingerne og skifte DF ud med NA. Men måske vil han gøre det modsatte. Et utidigt valg kan komme på tværs af NA, de har måske ikke opnået at blive opstillingsberettiget og ender med ikke at kunne stille op.

Valget udskrivelse skal være funderet i noget reelt, jeg ser en mulighed i en kommende minitraktat for EU. Fogh ønsker ikke en folkeafstemning som DF har krævet. Et kompromis kunne være udskrivelse af et folketingsvalg med det som en af begrundelserne.

Lige nu træder Fogh vande. Han siger intet er ændret, folketinget er det samme i denne uge som i sidste.
 
10.05-2007 | 15:21 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
 
10.05-2007 | 15:26 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
 
10.05-2007 | 15:35 af Karin Bennedsen
@Poul Solrart Sørensen

Jeg tror også, at hvis Fogh får den nødvendige undskyldning, f.eks. at flere folketingsmedlemmer går over til NA, så udskriver han valg.

Men det vil selvfølgelig være et sats, især, hvis NA ikke er blevet opstillingsberettiget, og det så kan bevirke stor vrede hos mange vælgerne.

Det er næsten lidt for spændende i øjeblikket.
 
10.05-2007 | 15:42 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
 
10.05-2007 | 15:49 af Sille
@Poul Solrart Sørensen

Jeg er sådan set ikke enig med dig i dine punkter.

Jeg tror ikke Fogh får problemer i forhold til Irakkrigen. Planen er soldaterne skal hjem til august og Fogh har fået samlet et stort flertal i folketinget til Afghanistanindsatsen. Det forhindrer en større diskussion om dette emne.

Jeg tror heller ikke på en krig med Iran. Der kan højest blive tale om et bombeangreb på nogle atominstallationen og det er heller ikke særligt sandsynligt. Danmark bliver overhovedet ikke involveret.

NA hiver først og fremmest medlemmer/vælgere fra højrefløjen indtil nu, men jeg tror de er nødt til at udvide retorikken så de appelerer til flere. Gør de ikke det er sandsynligheden for et hurtigt valg endnu større.

Jeg kan se Fogh allerede er ude og true sine egne med, at han er parat til at tage konsekvensen. Så andre folketingsmedlemmer tænker sig nok om en ekstra gang før de skifter.

Et skift kan nu betyde exit fra politik.
 
10.05-2007 | 16:02 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
 
10.05-2007 | 16:29 af steffeng40
Ja, S.Rasmussen, Naser Khader er demokratisk Muslim, som bekendt.
 
10.05-2007 | 16:56 af Frigg den vise
Hej Trads

Jeg er ikke enig i at Pia K. får et problem med sine vælgere - hvorfor skulle hun dog det?

1. Pia K. s vælgere er fuldt enige med DF s kritik af Islam og muslimer.

2. At Louise Frevert sviner Pia til er de højst sandsynlige helt immune over for. Pia er systematisk blevet kaldt det værste i 20 år!

3. Vælgerne er interesseret i DF s rolle som beskytter af det danske og de resultater de opnår (fx om udlændinge), om partiet i øvrigt er topstyret er de da bedøvende ligeglade med.

4. Krarup sagde ikke at homoseksuelle er handicappede, men at 2 mennesker af samme køn har det handicap at de ikke kan få børn sammen!

5. Morten M. sagde ikke at alle muslimer er tabere, men at de muslimske samfund vi ser i dag er tabersamfund. Det samme siger FN, dog nok på en pænere måde!

Alt i alt skal du nok ikke regne med at Pia K. har problemer med sine vælgere - det er vist mere din ønsketænkning der skinner igennem ;-)

Mvh. Frigg
 
10.05-2007 | 17:10 af Janne
Der er to slags ulykker her i verden, ens egen og andres lykke.

Når jeg ikke kan tale med, så kan jeg ihvertfald være filosofisk. Janne.
 
 
10.05-2007 | 17:44 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
 
10.05-2007 | 17:50 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
 
10.05-2007 | 20:47 af Karin Bennedsen
Ny Alliance vil finansiere skattelettelsen ved at bruge af det svimlende overskud på statsfinanserne.

Det er rablende vanvittigt, og det får de aldrig gennemført.

For det første kan vi ikke regne med at blive ved med at have ekstraordinære store overskud på olien, som overskudet jo hovedsageligt stammer fra. For det andet vil det være den direkte vej til inflation at lukke så mange penge ud i samfundet.

Så hvis skatten skal ned på 40%, så skal der strammes andre steder, så det balancere nogenlunde.
 
10.05-2007 | 21:07 af Karin Bennedsen
Jeg har også lige set Debatten. Men ikke fra begyndelsen. Forøvrigt var det lidt mærkeligt, at heller ikke DF var repræsenteret. Og hvad lavede den usympatiske Michael Christiansen i den sammenhæng?
 
10.05-2007 | 22:11 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
 
10.05-2007 | 23:32 af Isabella Balkert
Trads,

Det er både et tarveligt og et forsimplet billede du maler af DF og den "krise" pressen, med flid har fremprovokeret.

Du citerer endog de forskellige udtalelser helt uden at forholde dig til hvad der egentligt blev sagt. Hermed politiserer du igen, igen og forholder dig med foragt til de presseetiske krav man burde kunne forvente af en Chefredaktør.

DF Partis ledelse har aldrig formuleret en undsigelse af deres EU kritiske indstilling. Hvis de gjorde det ville det være politisk Kamikaze for dem.

Til gengæld har Kristeligt dagblad forsøgt at give det indtryk at DF var villig til at kaste håndklædet i ringen i EU spørgsmålet, men det blev undsagt i en pressemeddelelse, presen ikke ville have noget at gøre med.

Pia Kjærsgaard har altid skelnet mellem de moderate og de islamistiske muslimer, det var Marianne Jelved for hvem femøren endelig faldt i forhold til at der var to kategorier af muslimer.

DF´s strategi er på ingen måde havnet i ruiner. DF står fast på sine kerne politiske indstilling, både til det man  omtaler som bekvemmeligheds flygtninge og i forhold til at overholde flygtninge konventionerne, hvilket altid har været DF´s politik.

Hvis DF kommer i krise, så vil det kun være fordi NA får flere stemmer end DF og derfor kan tilbyde et alternativt flertal, men det vil kun ske, hvis stemmerne ikke tages fra både V, K og R.

Hvis NA tager stemmer fra både EL, SF, V, K, R, S og SF, så vil NA kunne svinge sig op til at blive det største parti vi har i folketinget, men så ville man måske kunne forvente at DF, ville gå sammen med S og V, som et modspil til en asocial højreregering med en så voldsom nedsættelse af skatten at man ikke længere kan imødekomme de sociale udgifter der er forbundet med et socialt ansvarligt samfund.

Med hensyn til de udtalelser man fejlciterer eller undlader at citere i sin fulde kontekst. Så har krarup kun peget på at homosexuelle er handikappede  i forhold til at kunne mangfoldig gøre sig, som det er muligt i et ægteskab mellem en mand og en kvinde.

At det gøres til at Krarup, skulle have udtalt sig nedladende i forhold til at alle homosexuelle er handikappede, det er en grim politisk løgn, der kun  har til formål at dæmonisere Krarup.

Messerschmidt, har været sat i en uhyrt led og mangfoldig gjort gabestok hvor pressen har nået et nyt low.

Han har ikke omtalt eller betegnet alle muslimer som tabere! - Manden er intelligent og udtaler sig selvfølgelig ikke så kvajet som du ønsker at fremstille det Trads.

Morten Messerschmidt har udtalt at alle de samfund  der er underlagt Islamisk fundamentalistisk styre, er tabersamfund, og det har han stort set ret i.

Hvis de Islamisk fundamentalistiske stater var vindersamfund, så ville folk ikke sidde her i asylcentre i årevis frem for at tage hjem.

AT man procentvis finder flere analfabeter i det Islamisk fundamentalistisk styrede lande, det kan man næppe kalde oplyst. Selv her har vi problemer med de muslimske børn, fordi deres forældre er ude af stand til at hjælpe dem med lektierne.

Det var en hoven og uhørt dum udtalelse Camre kom med, men når det er sagt, så er det ikke engang forkert at fokusere på at sekterisk indoktrination, det kan man kun finde vejen ud af, hvis man får psykiatrisk hjælp, eller oplever en epokegørende begivenhed, der får en til at tænke sig om og gøre op med de muslimske dogmer, fuldkommen på samme vis som vi også ser det hos kristne.

Frevert, der har været årsag til at R, SF og EL, jævnligt har skældt DF ud for at stå inde for de tåbelige og racistiske udtalelser der stod på Freverts hjemmeside, er der ingen der tager alvorligt. Det kan kun være et plus for DF at være disassocieret med Frevert og hun dømmer sig selv med sine tåbelige anklager og sit besynderlige syn på hvad der er foregået. Det behøver man kun at høre hende på TV eller læse de uddrag der er leveret fra hendes bog på Politiken for at fatte.

Det virker på mig som om det er opportunt at lægge afstand til DF og den dæmonisering DF har stået model til i årevis. AT du følger trop her, ved at over og underdrive de enkelte sager der er fokus på  i forhold til DF i øjeblikket, det er tarvelig journalistik.

Der er ingen der kan disciplinere en kvinde som Louise Frevert der ikke selv kan genkende de grænser der er naturlige for de fleste, og som  føler sig angrebet og overfaldet fordi man påpeger dem for hende.

Louise Frevert har begået politisk harikiri og hun har end ikke opdaget at hun er ved at forbløde som politiker.

Der er allerede meldt ud, for længe siden, at man var mere interesseret i magten end i taburetterne. På den måde lægger DF sig i en meget stor distance til taburet klæberne og taburet søgerne i Dansk Politik.

Anders Fogh Rasmussen er stadig det bedste bud på en statsministerpost. Og DF har været Venstre en meget loyal samarbejdspartner.

Anders Fogh vil selvfølgelig ikke udtale sig i forhold til en politisk situation der på trods af Khaders tilsyneladende succes, ikke kan holde vand efter et valg, alligevel.

OM der er folk i DF der er frustrerede over at de ikke kan vippe Pia Kjærsgaard af pinden, det vil jeg stille et stort spørgsmålstegn ved. Pia Kjærsgaard er partiet, og tegner partiet, uden hende kan det gå for DF, som det gik for CD. Peter Skaarup og Thulesen Dahl er hendes trofaste støtter.

De sidste tal viser at DF har fremgang, så hvor krisen er, det kunne jeg godt tænke mig at vide.

Pia Kjærsgaards kritikere inden for egne rækker er stort set folk man har selv har skubbet fra sig og Frevert man gerne ville have været af med for længe siden.

Jeg tror ikke på at hun vil få problemer i sin egen gruppe. Alle har bakket op om Pia Kjærsgaard siden Frevert sagen opstod, og Morten Messerschmidt har allerede fået en kattelem der vil blive til en åben dør efter han har vundet en retssag over BT.

Det er rigtigt at der er opbrud i de faste mønstre i dansk politik, men hvis der er nogen der overlevere i Dansk Politik så er det nok Pia Kjærsgaard. Folk bakker netop op om hende når hun bliver angrebet.

Hvis man overhovedet skal forholde sig til den politiske situation med en eller anden form for klarhed, så vil det blive at Venstre, Konservative, R og S og måske også andre partier, undtagen DF, vil bløde til NA.

Marianne Jelved vil dø med sit parti, og NA vil erstatte R med stemmer fra flere andre partier, men  hvad er det for en politik de kan blive enige om.

Det er udbrydere med stærke meninger der har samlet sig i NA, og i virkeligheden kan der blive et veritabelet slagsmål i NA, der kan splitte partiet før det har manifesteret sig, fordi alle vil have de drømme de forestiller sig NA kan materialisere, effektueret.

Hvis folketinget bryder for hurtigt sammen, kan de overhovedet ikke nå at oprette et parti der kan stemmes på.

Jeg finder det besynderligt at jeg gang på gang bliver den stemme der kommer til at forsvare DF.

Jeg er i virkeligheden imod deres kristne og royale præferancer.

Personligt finder jeg at Kongehuset er en anakronisme der er en hån mod demokratiet og jeg finder den danske folkekirke burde afvikles som statslig institution hurtigst muligt, lige som jeg også mener at man bør forbyde kristendoms undervisningen i folkeskolen.

Jeg mener principielt - præster skal holde sig ude af folketinget sammen med imamer og andre religiøse ledere.

Jeg har været imod Irak krigen fra første færd og jeg har ikke den kærlighed til USA som DF.

På mange måder finder jeg at DF´s politik er bagstræberisk, men jeg mener det mindste man kan gøre som skribent og journalist, det er at forholde sig til fakta, frem for at gribe til dæmoniseringens redskab og omgøre fakta med henblik på at dramatisere sit indlæg og lefle for meingspolitiet.

Når det så er sagt, så mener jeg at DF har været V,K regeringens sociale garant og det er jeg tilhænger af, lige som jeg støtter deres EU kritik og muligheden for at DF bremser EU fundamentalismen, fuldt ud.

DF rolle under Muhammedkrisen var god og den idé at man bare kan og skal sætte Pia Kjærsgaard og DF i muddergrøften og tildele hende syndebuk rollen i alle tilfælde og i forhold til alt. Det finder jeg er udtryk for en mobbe politisk synsvinkel jeg kun kan tage afstand fra.

Hvis vi skal rumme Islamisk fundamentalisme så må det mindste vi kan gøre, være at lade alle politiske partier få lov til at fremlægge deres politik uden alle aviser kaster sig over dem og fryder sig over at dænge DF til med alt de løgne og lort de overhovedet kan kaste fra sig.
 
 
11.05-2007 | 00:22 af Michael Hansen
VKO er fortid. Og tak for det/NA   :)
 
11.05-2007 | 13:23 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
 
12.05-2007 | 02:04 af Isabella Balkert
De EU fundamentalistiske partier er først og fremmest vrede på DF fordi de er EU kritiske og dermed bremser den EUfori resten af regeringen lider af.
 
 
12.05-2007 | 02:22 af Isabella Balkert
Solrart, vi kan vist ikke rigtig blive enige om noget som helst :D, og det kan vi heller ikke her.

Racisme er der i alle partier, og hos medlemmer af alle partier.

Med hensyn til hvem der spreder racistiske udtalelser, så mener jeg at ingen overgår R, med deres groteske valgvideo der dæmoniserede VK regeringen og DF, og ophidsede både flygtninge og indvandrere til at lave plakater der både skød og hængte Pia Kjærsgaard.

Den valgvideo skabte både had og dæmonisering.

DR´s politik er ikke min politik, som du kan læse dig til på min blog i oplægget til debat. Skam dig Trads.
 
 
18.05-2007 | 14:42 af Søren Rasmussen
Trads skriblerier er ikke en analyse, det er ønsketænkning på venstrefløjen.

I øvrigt undrer det mig, at man efter 12 år stadig undervurdere partiet samt dets politikere, medlemmer og vælgere.

Da partiets blev stiftet, mente dets modstandere (det var og er ret mange) at det var en dødssejler, uden kinamands chance. Nu 12 år senere ønsker man det stadig af h...... til og kan derfor "analysere" sig frem til det er: "et parti med tendenser på opløsning". Ren ønsketænkning!

Det er partiets held, at dets modstanderne lader deres følelser, vrede og i mange tilfælde direkte had forstyre deres fornuft, så de ikke rationelt kan håndtere partiet.
 
 SKRIV KOMMENTAR LÆS DEBATREGLERNE
Du skal være logget på for at kommentere.
Kommentarfeltet accepterer ikke lange links.
Forkort links med f.eks tiny.cc, bitly.com, TinyURL.com eller goo.gl
David Trads

- Født 1967, gift med journalist Rikke Viemose, har to børn
- Uddannet journalist i 1994
- Moskva-korrespondent for Jyllands-Posten, 1994-97
- Politisk redaktør for Jyllands-Posten, 1997-2000
- Indlandsredaktør i DR Nyheder, 2000
- Redaktionschef på metroXpress, 2001
- Chefredaktør på Information, 2002-2004
- Klummeskribent på Politiken, 2005-2006
- Lektor på Syddansk Universitet, 2005-2006
- Chefredaktør på Nyhedsavisen, 2006-2008
- Redaktionel projektleder i Berlingske Officin 2008-

- Forfatter til flere bøger, senest 'Klimatruslen' fra efteråret 2007
- Foredragsholder og debattør i ind- og udland

Medier, kommunikation og demokrati
Indlæg | 60 | 252.691 | 168
Siden | 12. oktober 2006 02:02
© Copyright 2012, Avisen Aps
Avisen.dk er ikke ansvarlig for indhold fra eksterne Internet sites