Ærligt talt så er det pinligt at følge den lethed, hvormed hun leder sit parti fra det ene lavpunkt til det andet.

Først det ringeste valgresultat i over 80 år!

Så en begejstring over valgnederlaget!

Dernæst gjorde hun sig selv til grin, da hun jublede over, at hun intet ekstra havde skaffet i løn til de offentligt ansatte.

Og senest ligegyldigheden over, at Socialdemokraterne i de seneste målinger er faldet endnu mere – nemlig til sølle 24 procent.

Hvor er det derfor forfriskende, at Ritt Bjerregaard – en ægte politiker – trækker bukserne af Thorning-Schmidt og råber, hvad alle enhver burde kunne se: Nemlig at den er helt gal i det parti, der i det meste af det 20. århundrede naturligt havde opbakning fra hver tredje dansker.

I sit meget direkte angreb på sin partiformand understregede Bjerregaard – der i parentes bemærket opnåede en storsejr, da hun stillede op til overborgmesterposten i hovedstaden – at der kun er én vej ud af krisen:

Først en erkendelse af at man faktisk skal have en politik for at vinde valg – og dernæst at man omgående skal komme i gang med at udtænke og konkretisere sine ideologiske mål.

Desværre virker det, som om at Thorning-Schmidt og de genier, hun omgiver sig med – politisk ordfører Henrik Sass Larsen, finansordfører Morten Bødskov og gruppeformand Carsten Hansen – ikke har fattet en brik. Ritt skal bare blande sig udenom, mener den socialdemokratiske top, som alle fire har det tilfælles, at de ikke er meget for hårdt arbejde.

Hvor ville det være befriende, hvis Thorning-Schmidt & Co lærte af Ritt og hendes arbejdsomme og idealistiske politikergeneration – for de kunne virkelig lære noget af eksempelvis denne iagttagelse, som en tidligere socialdemokratisk minister fra 1990’erne for nylig gjorde mig opmærksom på:

I slutningen af 1980’erne, da Socialdemokratiet havde siddet i opposition i årevis, gik de fire stærkeste socialdemokrater – Nyrup, Auken, Lykketoft og Ritt – i gang med at gentænke det socialdemokratiske projekt. Først brugte de måneder på i dagevis og timevis at diskutere, hvilken ny ide, der skulle bære partiet frem. Dernæst satte de sig selv til tasterne og regnemaskinerne i endnu flere uger og skrev nat og dag på det nye program – og til allersidst fandt de selv på deres nye slogan: Gang i 90’erne.

Den ide, det program og det slogan bragte partiet tilbage til magten.

I dag under Thorning-Schmidt er rækkefølgen den stik modsatte:

Først finder man på et slogan sammen med nogle pr-folk. Dernæst beder man sine embedsfolk skrive noget, der ligner et program – og allersidst overvejer man, om man kan finde på en ide med det hele.

Spørgsmålet er, om ikke det hele efterhånden kan være lige meget?

David Trads

Chefredaktør