Målingerne taler deres tydelige sprog:

Anders Fogh Rasmussen fortsætter som statsminister – måske endda med sit hidtidige VKO-flertal. Foghs strategi – at han er det sikre, trygge kort, over for oppositionens usikre eksperiment – ligner unægteligt en stor triumf.

Alligevel har Helle Thorning-Schmidt fortsat en reel chance for at erobre en sensationel sejr. Hun har dog for det første brug for, at Enhedslisten klarer spærregrænsen – og for det andet at hendes blok flytte godt 100.000 vælgere fra Foghs hold. Derfor skal hun bruge den sidste valgdag på at overbevise tvivlere om sin egen konkrete politik.

Da valget blev udskrevet, gav jeg seks gode grunde til, at Helle Thorning-Schmidt mod alle odds alligevel kunne ende med at vinde:

Hun er en strålende campaigner, hun er den første kvindelige statsministerkandidat, hun har positioneret sig klart på velfærd, hun har styr på SR-aksen, hun har ro i S og hun har medvind i pressen.

De seks punkter er overholdt, men alligevel har Thorning-Schmidt ikke formået at true Fogh afgørende. Årsagen er enkel, idet Thorning-Schmidts problem i valgkampen er krystalklart:

Hun har haft så travlt med at kritisere VK-regeringen – og det har hun gjort godt – at hun nærmest har ’glemt’ at fremlægge sin egen politik. Hendes meget runde formuleringer om bedre velfærd, bedre klima og, ja, hvad egentlig mere, har savnet præcision og overbevisning.

I fodboldsproget taler om ofte om at ’tage udgangspunkt i et stærkt forsvar’ eller at spille ud fra en ’kontrolleret offensiv’, når man prøver at skjule, at man simpelthen ikke har et stærkt angreb. Det er sådan jeg ser Thorning-Schmidts kampagne. Hun har hindret Fogh i at score de nemme mål, som han fik i 2001 og 2005, men hun har savnet modet til selv at angribe og score. Hun har forsvaret sig, spillet bolden til siden, lidt tilbage, lidt frem og så til siden og tilbage igen!

Men – og det er et afgørende men – man kan altså godt vinde på den taktik. Det gjorde Danmark eksempelvis ved EM i fodbold i 1992 – i virkeligheden ved at spille på den chance, der altid opstår, når det andet hold hele tiden angriber dit forsvar: Nemlig ved få, men effektive kontrastød.

Thorning-Schmidt må knytte sit håb til, at tvivlerne i sidste øjeblik stoler mere på hendes ’mere velfærd – ingen skattelettelser’ end på Foghs ’mere velfærd – flere skattelettelser.’

For at nå det vil mit råd til Thorning-Schmidt i aftenens allersidste chance for at påvirke vælgerne i TV2’s partilederrunde være meget enkel:

Sæt et stærkt kontranangreb i gang. Brug din taletid på at gøre din politik, dine løfte, dine konkrete velfærdstilbud tindrende klare over for vælgerne.

Valget er fortsat så åbent, at flertallet sagtens kan nå at skifte side.

David Trads, chefredaktør på Nyhedsavisen