Ingen af de lande, som Danmark normalt sammenligner sig med, ville tolerere, at et så modbydeligt parti som Dansk Folkeparti kunne opnå så stor magt.

Ingen stats- eller regeringschef i Sverige, Norge, England, Tyskland, Frankrig eller USA ville kunne få sig selv til at indgå i et samarbejde med en type som Pia Kjærsgaard.

I civiliserede lande ville ledende politikere – i Danmark burde det være Anders Fogh Rasmussen, Bendt Bendtsen, Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal – simpelthen fryse et parti som Dansk Folkeparti uden for indflydelse. Det gør man naturligvis i Riksdagen i Stockholm, i Stortinget i Oslo, i Parlamentet i London, i Reichstag i Berlin, i Parlamentet i Paris og i Kongressen i Washington, hvor ekstremister og racister ikke får et ben til jorden.

For enhver toppolitiker i andre lande ville det ganske enkelt være uforeneligt med demokratisk ansvar at indlade sig på seriøs samtale med et parti, der i sin ledende kreds har hadtalende politikere som Mogens Camre, Morten Messerschmidt, Søren Krarup, Jesper Langballe og Kenneth Kristensen.

De ubegribeligt diskriminerende og ofte direkte racistiske udsagn, som kommer fra Dansk Folkepartis folkevalgte medlemmer mod muslimer, har store danske politikere som Uffe Ellemann-Jensen og Poul Nyrup Rasmussen effektfuldt og værdigt lagt mest muligt afstand til. Ellemann, der i 1980’erne indtog en ledende europæisk rolle i bekæmpelsen af kommunismen, betegner Dansk Folkeparti som ’modbydeligt’ – og Nyrup, som i 1990’erne fornemt stillede sig i spidsen for kampen mod den nye fascisme på Balkan, stemplede partiet som ’ikke-stuerent.’

Af uransagelige årsager opfattes Ellemann og Nyrup herhjemme som naive og afvigende tosser af selv ledende politikere og fremtrædende samfundsdebattører. I det øvrige Europa og især i USA ville deres synspunkter over for en så ekstrem politiker som Kjærsgaard være så naturlige, at de knap ville blive bemærket.

I Danmark er der vendt op og ned på virkeligheden. Venstres formand Anders Fogh Rasmussen og De Konservatives formand Bendt Bendtsen har i seks år ladet sig smudse til af Pia Kjærsgaards intime selskab. Ikke en eneste gang har statsministeren lagt afstand til de uhyrligheder og samfundsskadelige udsagn, som Kjærsgaard & Co er kommet med – og som mere end noget andet bærer ansvaret for de grøfter, der er gravet mellem muslimske og kristne danskere.

Desværre kan vi efter det seneste valg iagttage, at situationen går fra slem til værre:

VK-regeringen prøver ganske vist på overfladen at lyde, som om den gerne vil lægge afstand til Dansk Folkeparti og søge bredt samarbejde – men virkeligheden er jo, at det ekstreme parti har vetoret over udlændingepolitik, over ulandsområdet, over skattepolitikken og så videre.

Det, som gør situationen endnu værre, er imidlertid, at superkynikeren Helle Thorning-Schmidt og endda superhykleren, Villy Søvndal, nu også er vilde i varmen efter at samarbejde med Pia Kjærsgaard. De hulemøder, som Thorning-Schmidt nu holder sammen med Kjærsgaard, er kvalmende, fordi de viser, at også Socialdemokraterne, som i årtier har stået for et menneskesyn, hvor alle blev opfattet som ligeværdige – uanset køn, alder, nationalitet, etnicitet og religion – nu er villige til at gå på kompromis med al anstændighed. Pinligt.

Hvor ville det være smukt, hvis Folketingets partier i stedet for at lefle for Kjærsgaards muslimhadende mandater mandede sig op og sagde stop: Besluttede sig for at fryse Dansk Folkeparti ud i et hjørne for sig.

Det sker desværre næppe - for de kun tre små partier mander sig op til konsekvent kritik, nemlig De Radikale, Ny Alliance og Enhedslisten. Trods alt, tak til dem!

David Trads

Chefredaktør