Der er ærligt talt ikke meget spræl over Anders Fogh Rasmussens nye regeringsgrundlag, som mest af alt fremlægger en stribe hensigtserklæringer og intentioner om bredt samarbejde.

VK-regeringen er åbenlyst svækket efter valget – selv om flertallet lige akkurat er i hus med Dansk Folkeparti. Statsministeren tør tydeligevis ikke satse på, at det mindst mulige flertal – på præcist 90 mandater, inklusive en forkølet færing – kan køre alt det vigtige igennem, som landet har vænnet sig til efter seks års blokpolitik. Fogh taler derfor nu på en måde, der på overfladen kan lyde som indbydelse til egentlige politiske forhandlinger.

Hovedpunkterne i regeringsgrundlaget er dog fyldt med indre modsætninger:

På de mest afgørende stræk – lavere skat på arbejde, især lavere topskat; en mildere asylpolitik, især over for børnefamilier; en større ulandshjælp, især til afrikanske lande – ydmyger Fogh i realiteten sig selv ved at give Pia Kjærsgaard vetoret på ændringer.

Det, der umiddelbart lyder som en åbning til Ny Alliance og De Radikale, er derfor i virkeligheden blot udtryk for statsministerens inderste drømme om at kunne føre en mere midtsøgende politik. I virkeligheden har han tydeligere end nogensinde vist, hvor afhængig han er af Dansk Folkeparti.

Kilder fortæller endvidere, at Pia Kjærsgaard under forhandlingerne med Fogh har mindet ham om, hvor afhængig han er – og ligefrem truet statsministeren med, at hun med stor fornøjelse vil vise, hvor ubehagelig hun vil være som opposition i stedet for loyal partner.

Fogh skal ikke omfavne midten for meget, før Pia slår til.

David Trads 

Chefredaktør