Husker du Komiske Ali? Det var den irakiske informationsminister, der stik imod al virkelighed, blev ved med at insistere på amerikansk fiasko - selv da enhver tv-seer kunne se USA s kampvogne rulle ind i Bagdad umiddelbart bag Komiske Alis ryg!

Ham grinte vi alle meget af dengang for fire år siden - men i sidste uge kom jeg igen til at tænke på den lattervækkende informationsminister. Det var, da jeg hørte statsminister Anders Fogh Rasmussen formulere årsagen til den danske tilbagetrækning fra Irak med argumentet, om at det ligefrem går godt i Basra!

Fogh fejede helt uden at være flov rapporter fra CIA, fra MI5, fra FE, fra Udenrigsministeriet og fra enhver, der har bare det mindste kendskab til Irak-krigen tilside. Det går så fint i Irak, lød det fra statsministeren, at de sagtens kan klare det hele selv.

Med den argumentation udviklede den danske statsminister sig til en parodi på Komiske Ali - ja, han blev i mine øjne til Komiske Fogh.

Desværre er udviklingen så langt fra komisk som muligt - slet ikke for de titusindvis af dræbte, hundredtusinder af hårdt kvæstede og millioner af irakere, der har mistet deres arbejde, deres hjem og deres familie. Deres udvikling er ikke komisk - den er tragisk.

For den krig mod terror, som præsident George W. Bush - med Foghs uindskrænkede opbakning - erklærede umiddelbart efter USA blev terrorramt 11. september 2001, er gået helt galt.

Alt gik ellers i begyndelsen efter bogen:

NATO, den fælles forsvarsalliance, der bandt Vesteuropa og Nordamerika sammen i det værdifællesskab, som knuste Sovjet-kommunismen, aktiverede for første gang den såkaldte musketer-ed – nemlig at et angreb på et medlemsland er et angreb på alle medlemslande.

USA fik uden problemer opbakning i FN’s Sikkerhedsråd til at angribe Afghanistan, som åbenlyst understøttede Osama bin Laden og hans al-Qaeda-terrornetværk. Hele Europa stod bag aktionen – inklusive Frankrig og Tyskland – og selv mellemøstlige regeringer bakkede mere eller mindre tydeligt op. Krigen mod Afghanistan var retfærdig.

På få uger var Taleban-regimet fjernet fra Kabul – og al-Qaedas træningsanlæg fjernet fra den afghanske overflade. Men Osama bin Laden slap fri og har siden gemt sig i de ufremkommelige bjerge mellem Afghanistan og Pakistan. Det lykkedes altså ikke at fange ’the bad guy’ – og derfor gik præsident Bush målrettet efter den irakiske diktator Saddam Hussein.

Den invasion, som USA ønskede mod Irak, var en del af den nye Bush-doktrin – forebyggende angreb. For at angribe behøvede Washington ikke håndfaste beviser, men blot en fornemmelse af, at et andet land kunne være farligt – FN’s konventioner, Geneve-konventioner og NATO’s regler om fuld enighed blev fejet af banen som ligegyldige.

Derfor var krigen mod Irak en forudsigelig katastrofe. Dens idealistiske mål – nemlig at indføre demokratiet med militær magt – havde det selvindlysende paradoks, at USA konsekvent har brudt netop demokratiet for at indføre det. Lad mig bare give de fire tydeligste eksempler:

1) Irak-krigen blev iværksat på et løgnagtigt grundlag. Irak havde ingen masseødelæggelses-våben. Irak havde ikke noget samarbejde med al-Qaeda. Irak udgjorde ikke nogen fare for Vesten.

2) Irak-krigen blev gennemført med en uhørt voldsom grad af militærmagt. Mindst 100.000 irakere og måske helt op til 500.000 irakere har mistet livet. Endnu flere er blevet hårdt såret og lemlæstet. Klyngebomber har raseret.

3) Tortur i Abu Ghraib, ulovlige indespærringer på Guantanamo, grusomme overgreb på ofte helt uskyldige irakiske familier og overleveringer af fanger til hemmelige fængsler har udviklet sig til normal amerikansk praksis frem for beklagelige undtagelser.

4) Regimer, der støtter USA’s krige, nyder i dag fuld opbakning fra Washington uanset hvor modbydelige de er mod deres egne befolkninger. Saudi-Arabien, Egypten, Pakistan og Marokko er blandt de absurde eksempler.

Målet for krigen mod terror var fra begyndelsen to-delt: For det første ønskede USA at fjerne terroristers muligheder for at træne i fred i totalitære styrer. For det andet ønskede USA at sprede demokrati ud over den mellemøstlige verden, så vækst og fremgang ville føre til evig fred.

Begge mål var idealistiske – men de blev gennemført på en så gennemført naiv og katastrofal måde, at vi i dag oplever, at både terrorister og diktatorer har fået medvind. Vi har bevæget os fra slemt til værre.

Den danske statsminister, Anders Fogh Rasmussen, bærer et kolossalt medansvar.

Han valgte fra begyndelsen ikke bare at bakke op over for Irak-krigen – men han pressede såmænd også på. Med introduktionen af den såkaldte ’aktivistiske udenrigspolitik’ lovede Fogh nye boller på supppen – med ham ved roret ville dansk kampkraft frem over være en naturlig del af udenrigspolitikken.

I sin iver efter at bakke op om præsident Bush tilsidesatte Fogh en række grundprincipper i dansk udenrigspolitik.

• Han var ligeglad med, at der ikke var flertal i FN’s Sikkerhedsråd.
• Han var ligeglad med, at der ikke var opbakning fra NATO.
• Han var ligeglad med, at Frankrig, Tyskland, Norge og Sverige var modstandere.
• Han var ligeglad med, at Socialdemokraterne og De Radikale ikke bakkede op.

Nu – efter års irakisk katastrofe med titusinder af døde og et land i ruiner – tillader Fogh sig nu at kalde Irak-krigen for så stor en sejr, at de danske tropper kan trækkes hjem. 

Fogh stikker halen mellem benene i Irak – og er derfor ikke et hak bedre end P. Munch og Erik Scavenius, de to arkitekter bag den danske tilpasningspolitik op til Anden Verdenskrig, som han foragter. Af usle indenrigspolitiske årsager forsøger han nu at mildne sin irakiske katastrofe ved trække tropperne hjem i utide.

Hvis Fogh havde format – og det har han åbenlyst ikke i denne sag – så havde han trukket de danske soldater hjem med den rigtige begrundelse:

’Krigen i Irak har udviklet sig til en sand katastrofe, som jeg ikke forudså, og i dag er den vestlige tilstedeværelse mere en del af problemet end af løsningen. Min aktivistiske udenrigspolitik har spillet fallit.’

Venlig hilsen

David Trads

Chefredaktør