Engang vidste man altid, hvor man havde Venstre – fordi Anders Fogh Rasmussen altid gjorde en dyd af at forberede vælgerne på, hvad der ville ske efter et valg. I dag aner man intet om, hvilke hemmelige planer, som statsministeren har liggende i sine skuffer – eller hvilke valgløfter Fogh nu har tænkt sig at løbe fra.

Siden valget i november har Fogh decideret brudt fem løfter:

For det første har Fogh nedsat en skattekommission, hvor skattestoppet endegyldigt begraves, og hvor selv boligejerne risikerer at blive brandbeskattet – trods løftet om det modsatte.

For det andet nøler Fogh fortsat med reelt at hjælpe de irakiske asylbørn, som for de flestes vedkommende fortsat må leve under kummerlige forhold på asylcentrene – trods løftet om det modsatte.

For det tredje bøjer Fogh igen af over for Dansk Folkeparti, så Danmarks bidrag til verdens fattigste fortsat forbliver på det lave niveau, som han beskar det til i 2001 – trods løftet om det modsatte.

For det fjerde holdt Fogh ikke ord, idet hans mantra om, at der både er råd til skattelettelser og øget velfærd overhovedet ikke holder stik, idet de offentligt ansatte ikke får en krone mere i løn – trods løftet om det modsatte.

For det femte har Fogh med sin opbakning til den infrastrukturkommission, hvis formål det er at skabe plads til flere og flere forurenende privatbiler på stadig flere motorvej vist sig at være ligeså meget forureningspolitiker, som han altid har været – trods løftet om det modsatte.

Ud over disse meget klare løftebrud fra statsministerens side har han endog som en tyv om natten kastet en folkeafstemning om de fire danske EU-forbehold – mod fælles mønt, mod fælles retspolitik, mod fælles forsvar og mod fælles unionsborgerskab – på banen. Uden det mindste varsel.

I valgkampen anklagede Fogh igen og igen Socialdemokraterne og den øvrige opposition for at have ’hemmelige planer, som vælgerne ikke måtte se – især om øget skat og om øget indvandring. I dag må enhver desværre konstatere, at det forholder sig lige omvendt – idet det er statsministeren, som er fuld af hemmelige planer og brudte løfter.

Ikke så mærkeligt, at det præcist er Fogh, som om kort tid er indbudt som en af de sjældne hædersgæster i præsident George W. Bushs private ranch i Texas.

Her kan Fogh og Bush over kaminen veksle erfaringer om, hvordan man snedigst bedrager sine vælgerbefolkninger med de allerstørste løgne – ikke mindst om grundlaget for krigen i Irak og for det enorme demokratiske fremskridt, som de bliver ved med at postulere finder sted i Mellemøsten.

Fogh burde skamme sig!

David Trads

Chefredaktør