Det mest forbløffende ved den blåstempling af ’Den Hemmelige Krig’, som SDU-rapporten netop har leveret, er, at den vender op og ned på de sædvanlige journalistiske kriterier.

I en særpræget indledning understreges det nemlig, at vi alle må have forståelse for, at en dokumentar-film ikke er en dokumentar-udsendelse, og at den derfor har en instruktør og ikke en journalistisk tilrettelægger. Vi befinder os derfor i et krydsfelt mellem journalistik, der som bekendt skal være baseret på fakta, og på kunst, som åbenlyst gerne må være fiktion. Vi må, ifølge SDU-gruppen, have forståelse for, at det, vi ser på skærmen, ikke nødvendigvis behøver at være helt rigtigt – for der skal være plads til kunstnerisk frihed.

Måske skal baggrunden for, at SDU-gruppen ikke har et klart journalistisk kompas at navigere efter, findes i, at ikke et eneste medlem beskæftiger sig med undersøgende journalistik i klassisk forstand. Der er tre akademikere fra tre universiteter, en pr-agent,og en såkaldt tv-dokumentarist. Talskvinden, prorektor Mette Bock, har tidligere været chefredaktør for Jyske Vestkysten, der under hendes ledelse i hvert fald ikke var kendt for kritisk journalistik.

I SDU-rapporten rettes der otte konkrete kritikpunkter mod Nyhedsavisen, som jeg her gennemgår punkt for punkt med rapportens kritik fremhævet:

1)      Nyhedsavisen spidsvinklede dens artikler

Rapportens kritik er generel og uden et eneste konkret eksempel på en såkaldt spidsvinkling. Det mest præcise, som rapporten kan anvise, er undertegnedes ledere i avisen, der som bekendt ikke er journalistik, men en holdningstilkendegivelse.

Hvis rapportens forfattere kunne være konkret og anvise, hvilke overskrifter og hvilke indledninger, der er tale om, ville det være muligt at diskutere dette emne. Det er det desværre ikke nu.

2)      Nyhedsavisens mange interviews med danske soldater og officerer, som alle utvetydigt sagde det stik modsatte af filmens anonyme kilder, er værdiløse.

Rapportens medlemmer mener ikke, at det er rimeligt, at man efterprøver de anonyme udsagn, som filmen kommer med, fordi kilderne efter filmens fremvisning formentlig vil føle sig pressede til at følge regeringens linje.

Jeg er lodret uenig i den opfattelse af journalistik, idet det naturligvis er nødvendigt og fair at forsøge at finde ud af, om de kilder, vi i filmen opfatter som tvivlsomme, rent faktisk eksisterer.

Simon Andersen og jeg har i snart 15 år som journalister og redaktører kontinuerligt beskæftiget os med forsvars- og sikkerhedspolitik – og har derfor adgang til et hav af centrale kilder, som vi stoler på. Ingen af dem kunne genkende filmens konklusioner – hverken til citat eller uden for citat.

Rapporten vælger entydigt at stole på filmens fuldkommen anonymiserede kilder – mens de er sikre på, at alle de kilder, som taler til citat hos os, er fulde af løgn. Det er et valg, som jeg journalistisk finder dybt beklageligt.

3)      Nyhedsavisens interviews med de to amerikanske kronvidner, som over os kun kan erindre ét, to eller måske tre tilfælde af dansk fangeudlevering, selv om de i filmen indirekte bruges til at fastslå, at det skete rutinemæssigt, er værdiløse.

Rapportens medlemmer kan ikke bruge det faktum, at hverken Ed Herman eller Chris Hogan over for os i direkte interviews kan bekræfte den udlægning af deres udsagn, som filmen bringer – om den rutinemæssige udlevering.

Tværtimod er de, når vi stiller dem helt normalt konfronterende spørgsmål, helt usikre på, hvorvidt de overhovedet selv har set udleveringerne mere end højst to gange – skal man være venlig måske tre gange.

Vi har tilbudt rapportens medlemmer at få en kopi af båndoptagelsen og en båndudskrivelse af vores interviews med Herman og Hogan, men det har rapportens medlemmer ikke være interesseret i at modtage.

Normal kildekritisk tilgang til en undersøgelse af et journalistisk produkt ville naturligvis tilsikre, at primærkilderne blev kontaktet, men det ønskede rapportens medlemmer ikke at gøre. Det er efter min mening dybt uredeligt.

4)      Nyhedsavisens afsløring af, at filmen havde fjernet de tre åbenlyse forbehold fra filmen, som det ene amerikanske kronvidne havde udtrykt i det oprindelige interview, er værdiløst.

I filmen oversættes forhørsleder Chris Hogans centrale påstand om danske fangeudleveringer på følgende måde i underteksterne: ”Det særegne danske flag blev set på soldater, der afleverede fanger fem-seks gange.”

I journalistisk forstand er det et stækt citat – det er en klar konstatering af et faktum fra en central kilde. Problemet er bare, at tekstningen er forkert, og at klippet i øvrigt er manipuleret. På engelsk i filmen tilføjer Hogan faktisk efter ’det særegne danske flag’ et forbehold for sin påstand – nemlig et ’might’, som på dansk betyder måske.

Enhver burde kunne forstå forskellen på den klare konstatering, som oversættelsen giver seeren, og det det forbehold, som kilden rent faktisk siger på engelsk.

Endnu værre var det, at Hogan i originalinterviewet – før DR manipulerede klippet – kom med yderligere to forbehold i selvsamme sætning: Nemlig på engelsk: ’To the best of my recollection, might have’ eller på dansk: ’Så vidt jeg husker, måske.”

Nyhedsavisen dokumentation af, at kronvidnets hele tre forbehold blev fjernet for seerne i filmen, så det i stedet for vag erindring pludselig bliver til en sikker konstatering, påvirker overhovedet ikke rapportens medlemmer. Det finder jeg dybt kritisabelt.

5)      Nyhedsavisen forstår ikke engelsk på et tilstrækkeligt nuanceret niveau til at kunne oversætte og forstå sætningen: ”The unique Danish flag – to the best of my recollection – might have, might have been seen in the prison camp – bringing in prisoners – five, six times”.

Rapportens medlemmer mener ikke, at Nyhedsavisen kompetencer på engelsk er stærke nok til at oversætte ovenstående simple sætning. I al stilfærdighed tillader jeg mig at meddele, at jeg ved min studentereksamen i 1987 fik 13 i engelsk og i 1985 modtog den næstbedste årskarakter (nemlig B) i College English på min High School i Michigan.

Jeg kan ærligt talt ikke tage det alvorligt, at vores danske oversættelse af denne sætning overhovedet kan diskuteres, idet der naturligvis tages tre forbehold for antallet af fangeudleveringer – ’så vidt jeg husker’ + ’måske’ + ’måske’.

Hvis nogen engelsk-ekspert – eksempelvis en profesor i engelsk eller professionel translatør – vil kunne tilbagevise min oversættelse som forkert, så vil det være interessant.

6)      Nyhedsavisen skulle ifølge rapporten have afvist, at der fandt mishandling sted mod de afghanske fanger, som danskerne havde taget til fange.

Nyhedsavisen har naturligvis aldrig afvist, at der kunne have fundet mishandling sted. Vi har derimod ikke været i stand til at finde en eneste dansk eller amerikansk kilde – soldat eller officer – som overhovedet kunne bekræfte filmens påstand. Ingen genkendte det.

7)      Nyhedsavisen skulle ifølge rapporten have afvist, at der i begyndelsen af 2002 skulle have fundet fangetransporter sted til Guantanamo-basen.

Nyhedsavisen har naturligvis aldrig afvist, at der fandt fangetransporter sted til Guantanamo-basen, idet det åbenlyst er veldokumenteret. Vi har derimod ikke været i stand til på nogen måde at kunne sandsynliggøre, at en eneste af de afghanske fanger, som danske soldater afleverede til amerikansk varetægt, endte på basen. Det har filmen bestemt heller ikke påvist eller sandsynliggjort.

8)      Nyhedsavisen skulle ifølge rapporten have skrevet, at kommunisten Frank Aaen havde fungeret som konsulent for filmen.

Nyhedsavisen har beskrevet, at der eksisterede et klart samarbejde mellem Aaen og DR i denne sag, som kom til udtryk ved, at Aaen gentagne gange i sin egenskab af folketingsmedlem stillede præcist de samme spørgsmål som paragraf 20 til de relevante ministre, som DR havde fået afslag på ved normal begæring om aktindsigt.

Angiveligt skulle det være en helt normal praksis blandt journalister, men jeg kan kun konstatere, at jeg i hvert fald aldrig selv i min tid som politisk journalist har benyttet mig af denne form for samarbejde med en politiker. Ifølg rapportens medlemmer er det helt uproblematisk, at Aaen på denne måde er inddraget, hvilket jeg for så vidt er enig i. Dog finder jeg, at det er relevant oplysning at bringe frem.

Samlet set afviser jeg samtlige de kritikpunkter, som rapporten rejser direkte mod Nyhedsavisen. Da rapportens kritik efter min mening både er udokumenteret og blottet for kildekritisk tilgang, betragter jeg dens lødighed som lav. Derfor vil jeg senere i dag fremsende en officiel klage til Syddansk Universitet, som har lagt navn til denne rapport.

Venlig hilsen

David Trads

Chefredaktør